Carla og andre store udfordringer

Noget af det sværeste, jeg har forsøgt mig med i tegning og i akvarel, er menneskeportrætter. Det er simpelthen ikke nemt!

Jeg har tidligere skrevet om at tegne portrætter – klik og læs her . Nu vil jeg præsentere det eneste portræt, jeg til dato har dristet mig til at male i akvarel – og samtidig pålægge mig selv at prøve noget mere.

Jeg har malet nogle akvareller med personer på. To fra Vietnam – et af en lille vietnameser på vej over broen i Hanoi, og et af en risbonde i Mai Chau-dalen. Og jeg har malet de to syriske skolepiger ved den store sø nordpå i landet – lige før helvede brød løs.

Med den kvinde, som jeg har malet her, og som hedder Carla og er vinbonde i Toscana, er det noget andet. Hun er hovedmotivet i akvarellen. Vi besøgte hende, da jeg med min kammerat Lars og hans rejse- og musikvenner fra Aarhus var på flokkens anden vinrejse forrige år. Carlas vingård ligger langt ude på landet ad små, snoede veje, hvor en turistbus lige så lidt burde kunne nå frem, som en humlebi bør kunne flyve. Men vi kom frem.

Vinbonden Carla

Carla var omkring 60 år, lille, vejrbidt, garvet og ikke specielt velplejet. Cowboybukser og t-shirt og en kasket, hvor det mørke, kun svagt gråsprængte hår var gemt. Talte kun italiensk, men gjorde det med store armbevægelser, da hun viste os rundt på markerne, hvor katte, høns og ændre her og der løb rundt under vinstokke og oliventræer.

Patricia var Carlas kompagnon – eller noget!

På terrassen stod Carlas ‘kompagnon’ Patricia for serveringen af lækre, lækre oste og charcuteri til de smagsprøver at vingårdens produkter, som jo var det centrale. Der var pølser af hjortekød og vildsvin. Carla forklarede stolt, at hun selv havde nedlagt begge dyr! Vores rejseleder, som har været på besøg mange gange før, fortalte, at Carla engang, da hun vistnok selv havde smagt godt på sine produkter, havde hentet sit gevær og havde demonstreret sine evner som Annie-‘get-your-gun’ for turisterne. Vi troede det gerne!

Jeg fik Carla med ned i markerne igen for at vise mig de forskellige olivensorter. Vi talte sammen på vores fælles fingersprog og enkelte brokker, som gjorde misforståelser teoretiske. Jeg ville gerne fotografere Carla med olivenfrugterne, og jeg bad hende tage kasketten af og lade håret være løst. Det gjorde hun med et lille grin.

Carla – vinbonde i Toscana.

Jeg havde overhovedet ikke tænkt i akvarel, da jeg tog det billede. Men det blev så det, jeg forsøgte at omsætte til vandfarve! Jeg gav hende en lyseblå t-shirt på i stedet for den grønne – der var grønt nok i forvejen. Jeg overvejede en rød, men lod være. Godt instinkt, tænker jeg nu senere, hvor jeg ved mere om komplementærfarver og blandt andet ved, at rød og grøn i meget høj grad vil fremhæve hinanden. Og i dette billede måske tage opmærksomheden fra det centrale, som jo er Carlas ansigt.