I dag har jeg afsløret en ubehagelig egenskab hos mig selv i min klumme i Nordjyske Stiftstidende: Jeg er ikke sød over for unge mennesker, som tjener deres formentlig usle løn ved at prøve at shanghaje mig til et støtte et eller andet ved at antaste mig på gaden eller over telefonen.
Det ikke pænt. Det gør godt at få det ud. Men det kommer nok til at fortsætte.
Ha’ en rigtig dejlig dag
Telefonen ringer klokken lidt over 8.30. Fastnettelefonen. Jeg har beholdt den som en slags alarmmulighed. Den står ved siden af min seng. Mobilen er forment adgang til mit soveværelse.
Jeg overvejer at droppe fastnetnummeret, fordi opringningerne næsten altid er enten fra Fjernøsten, hvor nogen på gebrokkent engelsk udtrykker en påfaldende bekymring for min computers velbefindende, eller også fra nogen, som vil fortælle mig om deres fortræffelige forsikrings- eller pensionstilbud.
Forleden ringede den i en hyggelig anledning. Jeg var i det centrale Aalborg løbet på en gammel bekendt fra København, som var på en kort Spot Deal-tur til Nordjylland med sin veninde.
Vi drak kaffe på C.W. Obels Plads, og jeg gav en minirundvisning omkring klosteret, som de ikke anede lå lige der, videre ad Latinergyden og Gravensgade til Budolfi Plads, som min kollega slet ikke kunne genkende, fra da han var udsendt fra Politiken for at dække en eller anden begravelse.
Et par dage senere ringede han – på fastnettelefonen, hvis nummer han havde gravet frem. Han ville bare takke og sige, hvor glade de havde været for den lille oplevelse.
Så fastnettelefonen fik en chance mere, og nu ringede den så i den meget tidlige morgen. Jeg nåede undtagelsesvis at tage den.
‘Det er Sille fra Børnetelefonen’, lød en spinkel pigestemme. Og så begyndte den introduktion, som Sille har fået, inden hun blev sat til at gafle støtte til sin arbejdsgiver. Om jeg havde hørt om Børnetelefonen før? Jo, jeg er 74 år og har boet her i landet stort set hele livet.
Øh, jo. Det er dejligt, at du har hørt om den. Ved du, at der desværre bliver flere og flere, som ringer… og sådan blev det ved, indtil jeg forbarmede mig over Sille og sagde, at jeg udmærket vidste, at hun var i gang med at forsøge at få mig til at bidrage, men – nej tak. ‘Nå, nej, men hav en god dag’, lød den spinkle, lidt forknytte stemme.
Og jeg skammede mig. Igen. Som jeg gør, når jeg voksenmobber de unge fyre i gågaden. Bortset fra, når de fuldstændig overskrider de grænser, som jeg ved, at der findes for deres arbejde. Som i dette eksempel:
En ung fyr antaster en ung pige, som er på vej over gaden en meter eller så bag mig. Jeg kan høre, at han ævler noget om Red Barnet, og at hun siger, at hun ikke har tid og sætter farten op. Det gør han også. ‘Hvad har du så travlt med?’, spørger han, mens de er ved at overhale mig i fodgængerfeltet.
‘Jeg skal nå bussen’, siger hun med lille stemme. ‘Bussen!’, siger han i et tonefald, som jeg hører som nærmest hånligt. ‘Jeg kan ikke se nogen bus!’. Jeg vender mig mod dem og siger: ‘Hvad fanden har du gang i?’. Han ser forbløffet ud, hun smiler nervøst og/eller taknemmeligt og iler over til stoppestedet til de andre, som venter på bussen – det var dengang, der stadig kørte busser via Nytorv.
Jeg tænker: ‘Red Barnet, for fanden! Nu stopper I!’ Men det gør de nok ikke.
De antaster mig på gaden og spørger alt for ofte lige så bevidstløst som Børnetelefonens Sille i telefonen. Og jeg tænker og siger til tider højt ind i hovedet på et ungt menneske: ‘Er du ude på at fornærme mig? Om jeg har hørt om Red Barnet? Nu stopper I!’
Men det gør de nok ikke. De fyrer deres ‘Ha‘ en rigtig dejlig dag’ af, lige så mekanisk som resten af den smøre, de er oplært til at fyre af.
Retfærdigvis er de ikke allesammen lige utålelige, de unge facere, som befolker byens pladser og gågader Men det er jeg nok, næsten hver gang. Og jeg bliver en lille smule ærgerlig på mig, når jeg for guderne må vide hvilken gang verfer et ungt menneske af med en surt blik og et nej – ikke nej tak, men bare nej! Hvad vil et venligt ‘Nej tak’ koste mig?
Men jeg synes så heller ikke, at de skal oplæres til at slynge det dér automat-ønske om en dejlig dag efter mig, facerne, som tjener deres formentlig fattige dagløn ved at antaste folk på gaden og forsøge at prakke dem et produkt eller en holdning på. Og phoneren Sille havde også lært det.
I øvrigt er der regler for facing og formentlig for phoning. For hvad de må sige og gøre, hvor de må være, hvad de skal tjene. For det er jo et arbejde, det her!
