Jeg har ofte tænkt på, hvordan det mon er at komme som fremmed til,den by, hvor jeg er født og vokset op, og hvor jeg nu som gammel kigen bor og trives efter et mere end menneskealder langt ophold i København.

Ved et tilfælde fik jeg mulighed for måske at finde ud af det, da jeg lidt klodset var bange for at have været ubehøvlet over for et ungt menneske til en koncert.

Hun var åben nok til at lade mig komme lidt ind i hendes tankeverden. Jeg følte mig beriget. og mere blev jeg, da hun benyttede sig af det visitkort, jeg havde givet hende, og inviterede mig hjem på et glas vin og en skøn hjemmebagt kage. Siden har hun lavet sit hjemlands bondekost til mig.

Tak, Sara. Hvad jeg foreløbig havde lært af dig, skrev jeg i Nordjyske i begyndelsen af juni 2022.

FLINKE FOLK – I KONTORTIDEN…

“Folk her i Aalborg er søde og venlige. De tager godt imod os og behandler os godt. Det er rigtig fint. I kontortiden… “

Hun er 24 år og læser en master som miljøingeniør på universitetet her i byen. En lidt kedelig episode i Musikkens Hus, hvor jeg vistnok lidt brysk bad hende lade være med at sidde med mobiltelefonen tændt under koncerten, fik mig til at skamme mig lidt og tænke, at jeg hellere måtte vise mig fra en mere åben og venlig side.

Hun havde, da pausen begyndte, undskyldende sagt på engelsk, at hun ikke havde forstået, hvad jeg havde sagt. Jeg sagde, at det bare var et forslag om at droppe telefonen under koncerten. Hun nikkede. Jeg gik ned og fik min pausedrink og tænkte over, at jeg måske havde været mere sur at høre på, end det var rimeligt, og at jeg måske…

Så da jeg kom op til min plads igen, sagde jeg nogle venlige ting, og da koncerten var slut, spurgte jeg, om hun havde tid og lyst til at gå hen på vinbaren og få et glas – jeg ville gerne høre, hvordan det egentlig opleves at komme udefra til den by, hvor jeg har hjemme. Det ville hun gerne.

Vi sad i halvanden time, til vi blev hældt ud ved lukketid, og snakkede om mange ting. Om ikke at kunne se sig i sit eget land i fremtiden, fordi der ikke er nogen fremtid for en der med det fag, man vælger, og den seksualitet, man har. Om frustrationen over den ledelse, majoriteten i ens hjemland vælger, og som afspejler, at denne majoritet måske intet har lært af en brutal fortid.

Hun fortæller om at være den eneste i familien fra den lille by langt ude på landet, som har fået en uddannelse og været oppe i et fly – et studenterpolitisk engagement blev hendes adgangsbillet til verden uden for fødelandet.

Og hun fortalte om at komme ud og på et tidspunkt vælge et dansk universitet i lige akkurat min by.

Danmark er et rigtig godt land. Hendes forældre er glade for, at det er her, hun er. Hun har været her i godt et halvt år, og hun klarer sig. Men hun ved ikke, om hun bliver her. Hun kan ikke finde et relevant studiejob som et, hun haft haft i Bergen, og hun har ikke rigtig nogen omgangskreds. Slet ikke en dansk. 

Kun i kontortiden…

“Efter arbejdstid og i weekenden interesserer vi jer ikke rigtig,” forklarer hun.

Jeg siger, at det nok er lige så vanskeligt for danskere at finde en ny omgangskreds et nyt sted – folk her i landet er måske noget reserverede…

“Jeg tror, det hænger sammen med jeres velfærdssystem”, siger hun. “I tænker, at er der nogen, der savner noget eller nogen, så har I betalt skat og sørget for, at ingen kommer til at mangle noget. Og så kan I roligt gå hjem fredag aften og ikke forholde jer til andre indtil mandag morgen.”

“Jeg er sikker på, at hvis jeg virkelig har brug for hjælp i weekenden, skal jeg nok få den. Det er ikke sådan. Men hvis jeg bare er lidt trist og ensom og gerne vil være sammen med andre – så er det svært”, smiler hun.

Jeg er ikke så bekendt med ungdomslivet i Aalborg, men spørger mig lidt for på vinbaren og giver hende mit visitkort med navne på et par steder, hvor en pige som hun måske vil finde sig godt tilpas blandt ligesindede. Og med min egen mailadresse…

Vi forlader baren for at gå hver til sit. Jeg fortæller hende, hvordan byen, da jeg var i hendes alder, ikke havde noget universitet, men var en fuldblods industri- og arbejderby, som jeg trods alt holdt så meget af, at jeg græd, da jeg netop som 24-årig brød op og flyttede til København. Den by, jeg nu er vendt tilbage til, er stadig sig selv, men også en helt, helt anden og blandt andet hjem for mennesker som hende. Men stadig min by!

Hun siger, at hun synes, det er fantastisk, at nogen har det forhold til deres by – hun, som ikke tror, at hun nogensinde mere kommer til at bo i det land eller den by, hun selv kommer fra.

Hun spørger, hvorfor det egentlig var, at jeg inviterede hende? Helt oprigtig: fordi jeg syntes, at jeg havde været så gnaven og sur, og det var jeg ked af. Hun ler lidt og siger, at sådan havde hun ikke opfattet det. Jeg siger tak, men tilføjer, at det altså ikke er sagen at sidde og glo på sin lysende telefon under en koncert! Husk det en anden gang!

Hun ler igen og lover at huske på det.