Jeg har i dag denne klumme i Nordjyske Stiftstidende. Jeg havde egentlig forberedt noget helt andet, men diskussionen om statsminister Mette Frederiksens håndtering af coronakrisen og hendes åbenlyse styrke i forhold til opposition og offentlighed fik mig til at kaste mig over et andet emne.

EN VÆLGERS DILEMMA

Lige siden folketingsvalget i 1973 har jeg stemt sådan, at det, hvis jeg fik min vilje, ville skaffe landet en ikke-borgerlig regering. De gange, jeg har fået min vilje, har vi fået socialdemokratiske statsministre. Således også nu. 

Jeg ønskede ikke en forsat Lars Løkke-regering i 2019. Jeg vidste, at alternativet var Mette Frederiksen, og det vidste jeg, at min stemme ville støtte. 

Jeg fortryder ikke. Jeg ville stemme i samme retning igen, hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu. Men selv om jeg oven i købet fik den første statsminister fra min by, betyder det ikke, at jeg i dag jubler over ‘min’ regering, ‘min’ statsminster eller ‘mit’ politiske flertal.

Statsministeren er uforskyldt røget ind i en meget speciel opgave – som hun i store træk løser okay. Men jeg synes, at hun alt andet ufortalt spiller højt spil med støtten fra folk som mig. Jeg er ikke blandt de tusinder, som sender opadvendte tommelfingre, hjerter eller røde roser i hendes retning ved hvert opslag på Facebook. 

Jeg forarges hverken over makrelmadder eller nypudsede vinduer. Det er hverken værre eller bedre end Lars Løkkes cykel- og løbeture i stramtsiddende lycra eller hans demonstration af hjemmekøkkenets chokoladefontæne. Men jeg vil 100 gange hellere høre eller se Mette Frederiksen svare på spørgsmål om politik.

Jeg længes ikke efter flere skænderier mellem hende og mine gamle kolleger i de få audienser, hun giver journalister fra nyhedsmedierne. Men jeg savner, at hun stiller op til helt almindelige opklarende spørgsmål – hvis hun gjorde det lidt oftere, ville færre møder med politiske journalister også ende i konfrontation. 

Jeg mener, at en statsminister bør mødes med respekt af også journalister. Det sker ikke altid. Men det forudsætter naturligvis også, at statsministeren omvendt respekterer journalisterne.

I Danmark er statsministeren Pressens Minister. Pr. tradition, i hvert fald. Det var i Statsministeriet, det seneste store medieudvalg holdt sine møder i 1994-96, det var på Marienborg, at Poul Nyrup Rasmussen samlede udvalgets omkring 50 medlemmer til frokost og tak for arbejdet. Tak for mad, siger og sagde jeg. 

Jeg ved ikke, om der stadig er dele af medielovgivningen under Statsministeriet, eller om alt er kørt over til andre, lavere rangerende regeringsmedlemmer? Men et eller andet sted er det stadig statsministeren, som svæver over presse- og ytringsfrihedens vande. 

Det lå i 1994-96 regeringen og ikke mindst statsministeren meget på sinde at højne journaliststandens faglighed. Så meget, at regeringen bagefter søsatte ikke en, men to nye journalistuddannelser, som skulle give den gamle Journalisthøjskole i Aarhus konkurrence. Desuden – hvilket jeg så som en personlig sejr – anbefalede udvalget offentlig støtte til den efter- og videreuddannelse, som indtil da alene var betalt af fagets overenskomstaftalte midler.

I dag synes statsministeren at se stort på journalisters faglighed. Desværre ofte støttet af mediernes tilbud om, at ‘almindelige danskere’ har mindst lige så lang spørgetid som de faglærte, når der endelig er adgang til regeringschefen. Det kan se vældig folkeligt, demokratisk, ud. Men afspejler dybest set en holdning til faglighed, som er bekymrende. Tænk, hvis den også gælder andre faggruppers kompetencer – lægers, juristers, håndværkeres?

Jeg var medlem af Offentlighedskommissionen i otte år i begyndelsen af dette årtusinde, og jeg har med græmmelse set også denne regering dykke dybt i samtlige smuthuller i den lov, som blev til efter vores grundige arbejde. Allerede selve loven – udformet af nuværende skatteminister, daværende justirtsminister Morten Bødskov – underløb den tillid til kompromis, som vi, mediernes repræsentanter, udviste i kommissionen. Og lukketheden er kun blevet værre siden da, senest påvist i professor Grønnegaard & Co.s coronarapport.

Jeg har svært ved at se, at jeg en dag kommer til at stemme sådan ved et valg, at det hjælper en borgerlig regering tilbage. Men jeg bliver nødt til at tænke rigtig meget over, hvordan man som menig vælger kan presse den nuværende statsminister til at opføre sig som også min repræsentant.