Denne klumme skrev jeg til Nordjyske Stiftstidende mandag d. 14. september 2020.

Jeg sprang til, da en klummeskriverkollega havde fået lovet sig ud til for meget. Jeg havde det meste af denne tekst liggende, fordi jeg af og til, når jeg får en idé, skriver flere eller færre stikord til eventuel senere brug. Så denne klumme er faktisk skrevet, mens mit pis stadig var i kog over oplevelsen!

Noget, de kaldte service

Sådan en lang sommer med et brækket ben, en nyopstået leddegigt og en masse coronaaflyst aktivitet kunne egentlig godt have ført til en stillesiddende gennemgang af papir og andet overflødigt materiale fra skuffer, hylder og mailarkiv.

Kaldet oprydning.

Men nej. Det blev det ikke til. Kun halvhjertede tilløb. Efter at Skifteretten har afsluttet arvesagen efter min 100-årige fasters død, kan hendes bankpapirer og al den slags godt undværes. Så det så jeg lidt nærmere på.

Undervejs stødte jeg på dokumentation for en del af processen, som den dag i dag kan bringes visse kropsvæsker i kog. 

Jeg røg en dag ud i et ret ubehageligt skænderi i telefonen med en formentlig totalt sagesløs medarbejder hos PostNord. 

Otte dage tidligere havde jeg sendt et anbefalet brev fra en Føtex-skranke i Aalborg med boopgørelsen til Skifteretten i Lyngby. Jeg valgte brevformen, fordi det forekom totalt uoverskueligt at sende opgørelsen og de mange bilag pr. sikret mail – jeg havde tidligere erfaret, at mails til skifteretten kun kunne vedhæftes et enkelt A4-ark pr. mail. Og så forekom den gode, gamle brevform nemmere og tryggere.

Jeg betalte 120 kroner for at få brevet sendt med fem dages leveringsfrist. På den dag, jeg nu genoplevede, kunne jeg – med noget besvær og via hjemmesider, som fejlmeldte hele tiden – se på PostNords track-and-trace-service, at mit brev om aftenen samme dag, som jeg havde indleveret det, var registreret på et center i Sydjylland. Derefter var sporet koldt!

Jeg ringede til noget, de kalder kundeservice, for at høre, om track-and-trace-siden var fejlbehæftet. Det viste sig, at det var den næppe. Kvinden i røret kunne også kun følge brevet til Sydjylland. Hun ville oprette en sag og få undersøgt, hvad der er sket. Jeg ville blive kontaktet om det inden for to hverdage.

Det var blevet fredag. Jeg havde betalt en pæn sum for at få sendt et vigtigt brev, som skulle have været fremme om tirsdagen. Jeg spurgte, hvilken kompensation PostNord giver for ikke at have leveret den lovede service.

Ingen, svarede hun. Det fremgår af vores hjemmeside og vores forretningsbetingelser, at vi ikke yder erstatning ved forsinkelser.

Ok, sagde jeg. Det blev jeg ikke informeret om, da jeg købte ydelsen. Nej, men jeg kunne slå det op, sagde hun, for hun kunne da godt se, at ekspedienten hos Føtex næppe kunne stå og læse alle forretningsbetingelserne op. 

Jeg spurgte, om de virkelig mener, at kunderne, som begiver sig til et PostNord-salgssted, skal gennemlæse forretningsbetingelser på en hjemmeside, inden de kaster sig ud i at bede det, som vi engang her i landet bare kaldte Postvæsenet, om at sende et brev?

Ja, det kunne hun ikke gøre noget ved, sådan var det, og hvis ikke jeg havde flere spørgsmål, ville hun gerne slutte samtalen og komme videre med at oprette en sag om mit stakkels brev.

Jeg bad om hendes navn. Det måtte hun ikke opgive. Jeg bad om navnet på en overordnet, som jeg kan stille spørgsmål til. Det måtte hun ikke opgive. Jeg bad om et telefonnummer, hvor jeg vil kunne bede om at tale med en ansvarlig. Der var kun ét nummer – det, jeg havde ringet til.

Jeg tror, det var cirka her, at hun bad mig om at være lidt rolig. Hun kunne godt forstå, at jeg var frustreret, sagde hun. Jeg protesterede. Jeg var ikke frustreret, sagde jeg, jeg var rasende! Og jeg forklarede, at når jeg talte til hende, som jeg gjorde, så er det, fordi PostNord har placeret hende ved den eneste telefon, man kunne ringe til!

Nå. Som sagt var hun jo nok sagesløs. Og hun fik, kunne jeg se på en mail, oprettet en sag om brevmysteriet. Måske ville det sig, at det anbefalede brev var ankommet i smug til skifteretten. Måske ville man  finde det på en hylde i Sydjylland og få det ekspederet videre.

Hun havde den yndighed at ønske mig en dejlig weekend, inden jeg lagde på.

Hvad fanden ragede det hende og PostNord, hvordan min weekend ville blive! De skal bare ekspedere min post!

PS: Mine kropsvæsker har igen antaget normal temperatur. Brevet nåede frem til Skifteretten. Jeg husker ikke, hvor længe det varede. Vores boopgørelse blev godkendt. I øvrigt: En helt igennem ukompliceret arvesag efter en faster, som havde gjort sig tanker i tide.