I min klumme i serien ‘Bagtanken’ i Nordjyske Stiftstidende beskæftiger jeg mig med stort og småt, som jeg får lyst til at mene noget om. Men ikke så sjældent benytter jeg mig af, at Nordjyske ved at invitere mig ind i klummepanelet har givet mig en platform til at komme ud i en større kreds med tanker om mixet mellem medier, journalistik, sprog, politik og samfund.

23. november 2020 skrev jeg om nogle af de meget ubehagelige sprogfænomener, som blomstrer op i Danmark i forbindelse med den helt ekstraordinære situation, vi har befundet os i på grund af den pandemiske coronasmitte.

Jeg trak tråde til den ekstremt brutale og manipulerende retorik, som den nu heldigvis afgående præsident Donald Trump har anvendt i USA, både op til sit valg i 2016 og i sine fire år som verdens mægtigste mand.

klummerne afleverer jeg senest torsdag før den mandag, hvor de bringes. Denne gang trak jeg afleveringen længst muligt, fordi ugen bød på et stort drama med foreløbig kulmination med regeringsomdannelsen.

Alligevel har min klumme en mangel i forhold til aktualitet. For under en landmands- og fiskerdemonstration lørdag var Venstres næstformand Inger Støjberg hovedtaler og havde bl.a. det markante budskab, at vi ‘skal have drænet sumpen for Mette Frederiksens magtarrogance’.

udtrykket er taget direkte fra Trumps løfte om opgør med USA’s elite i Washington D.C.: ‘Drain the swamp’.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen tog søndag afstand fra sin næstformands Trump-retorik. Det håber jeg er første skridt på vejen væk fra den skrækkelige sprogbrug, som breder sig som en højrisikovirus i også den danske debat.

—————

Sproget – et magtfuldt våben

‘Uagtsomt minkdrab’.

Hvilken association giver dette udtryk fra de seneste ugers ophidsede debat? 

Mit bud er, at de fleste danskere med lidt kendskab til sprogets nuancer og samfundets regler  tænker ‘uagtsomt manddrab’. En forbrydelse, som efter § 241 i straffeloven kan give op til otte års fængsel.

‘Barnebrud’. Hvilke associationer giver så det udtryk? Langt de fleste danskere vil formentlig se for sig en mindreårig, forknyt pige, som uden egen vilje giftes væk til en langt ældre mand. Noget, vi i vores kulturkreds har taget afstand fra, lige siden vores forfædre for få generationer siden fik den ide, at ægteskab i stedet for ‘fornuft’ kunne hvile på to menneskers egne ønsker og gensidige kærlighed.

Både det uagtsomme minkdrab og barnebrudene er introduceret i den politiske og folkelige debat af nogen, som ønsker disse associationer. 

Vi skal sympatisere med den minister, som omgik lov og ret for at beskytte unge kvinder – børn – mod at leve i tvangsægteskaber på dansk grund.

Vi skal væmmes ved de ministre, som ikke ventede på lovgrundlag, før de satte landets minkavlere til at slå deres dyr ned – som gennemtvang drabene.

Ingen tvivl om, at strategien virker. Det er gammel lærdom, at sproget danner det, det siger. En påstand kan gentages så ofte, at gentagelsen i sig selv gør påstanden til sandhed.

Når udtrykkene bruges, er det –  og dette er selvfølgelig en påstand, som jeg ikke kan dokumentere – et led i en helt bevidst og ganske kynisk manipulation. Dog ikke hos alle, som bruger udtrykkene. Hos mange glider sådanne udtryk lige så stille ind i den daglige sprogbrug. 

Det er der, virkningen for alvor slår igennem. Når helt almindelige pæne mennesker helt naturligt og uden betænkeligheder taler om barnebrudskommissionen, så er de, der omdøbte ‘instrukskommissionen’ til noget mere billeddannende, nået langt. Så handler sagen om beskyttelse af forsvarsløse misbrugte børn fra suspekte, fremmedartede kulturer og ikke om måske misbrugt kernedansk ministermagt.

Gennem mere end fire år har vi på vore længdegrader med stigende undren set USA leve med en præsident, for hvem sproglig manipulation har været et dagligt svunget våben.

Vi har set og hørt Donald Trump gale ‘Fake news’, hver gang nogen har sagt eller skrevet noget, han ikke brød sig om. Hvem kendte til udtrykket ‘fake news’, før Trump trådte op i den verdenspolitiske arena? Formentlig ingen. Nu kan en beskyldning om ‘falske nyheder’ udtryk lukke enhver diskussion, også her i landet.

‘Lock her up’ – ‘spær hende inde’ – var Trumps slagord, da han for fire år siden slog Hillary Clinton af den politiske bane. Dette slagord fik han med stor succes sine egne tilhængere til at brøle i kor, hver gang den politiske modstander – ‘Crooked Hillary’ – kom på tale. Trumps konsekvente brug af nedgørende øgenavne til politiske modstandere har vi kunnet følge, uge for uge, måned for måned, år for år. 

Han kunne ikke hænge en beskyldning mod Clinton, Biden, Harris eller andre for ‘uagtsomt manddrab’ op på noget. Ellers havde han stensikkert gjort det. Han veg i hvert fald ikke tilbage for at insinuere, at en rival i kampen om den republikanske nominering i 2016 havde lig i den familiære last – at Ted Cruz’ far havde været tæt på John F. Kennedys morder.

Her i landet væmmes de fleste over den kyniske og platte Donald Trump og glæder sig til, at der kommer en anden sprogbrug fra verdens magtcentrum, kontoret i Det Hvide Hus.

Mens vi glæder os, skulle vi måske begynde en slags hovedrengøring af vores egen sprogbrug og kræve af vores politikere, vores medier og – naturligvis – af os selv, at vi holder igen med den sproglige manipulation. 

Måske skal vi tage alvorligt, hvad vi tillader på vores Facebook-debatter og diverse kommentarspor. Måske skal vi ikke bare bevidstløst dele andres horrible udgydelser uden anden kommentar end – måske – en smiley med himmelvendte øjne eller et tø-hø.

Måske skal vi turde og gide spørge, hvor mange mindreårige flygtningepiger der rent faktisk kom til landet for at bo her med langt ældre tvangsægtede mænd.

Ikke hver gang, men hver eneste gang nogen taler om barnebrudskommissionen.