Respekt eller vanrøgt

Jeg havde egentlig allerede skrevet en klumme til Nordjyske Stiftstidende om noget andet, da jeg en aften i januar 2019 i pausen under en symfonikoncert i Musikkens Hus fik en dramatisk beretning om, hvorfor min veninde Birgit var kommet for sent til koncerten.

‘Der må gøres noget’, sagde hun oprørt, og jeg gav hende ret. Men hvad kunne man gøre? Spørgsmålet kørte i mit hoved, da jeg gik hjem, og inden midnat havde jeg skrevet en klumme, som jeg videresendte til Birgit – skulle jeg ikke bruge min spalteplads i byens avis til at fortælle om sagen?

Det blev vi enige om. Og her er, hvad jeg skrev:

RESPEKT ELLER VANRØGT

Det er januar, henad klokken 19, og en mild dag slår over i frost. På en villavej i et af Aalborgs boligområder passerer en kvindelig kondiløber og en gående kvinde fra det privilegerede seniorsegment næsten samtidig en gammel dame med rollator.

Hun beder om hjælp! De to andre kan hurtigt se, at hun ikke ved, hvor hun er, eller hvor hun skal hen. Men hun fryser og er altså klar nok til at vide, at hun har brug for hjælp.

Hun bliver sat på en bænk. På hendes rollator finder de to en seddel med en adresse et godt stykke derfra – så langt kan hun ikke være gået i sine hjemmesko. De er begge klar over, at situationen kan være livstruende for den ældre, hvis hun bliver ude i den kolde aften. De ringer 112 og stilles hurtigt om til politiet, som kan se, at den gamle kvinde nok har boet på den adresse, som fremgår af sedlen, men at hun nu har en plejebolig tæt ved, hvor de befinder sig.

De to kvinder lover at klare problemet. Kondiløberen bliver hos den frysende kvinde, den anden hjælper skynder sig hen til plejecentret.

Der er ikke et øje at se. Men udenfor dukker to ansatte op i det samme – de er ude for at lede. De er lettede over at få at vide, hvor den gamle kvinde er, men udveksler frustrerede bemærkninger om, hvorfor love, regler og ringe normeringer forhindrer dem i at passe ordentligt på de gamle, som ikke mere kan passe på sig selv.

Den forkomne kvinde er i gode hænder, kondiløberen kan løbe videre, og den gående kvinde fortsætter mod Musikkens Hus, hvor hun møder mig og fortæller, hvorfor hun ikke nåede frem til koncertens begyndelse.

‘Vi må gøre noget’, siger hun. Ja. Det må vi. Men hvad?

Alle, som interesserer sig for samfundsforhold, talte i de dage om det udspil til revolution på sundhedsområdet, som regeringen netop havde fremlagt.

Vi havde faktisk også talt om det, da vi var i vores lille hyggegruppe, maleholdet på et af kommunens aktivitetscentre, to dage tidligere. Om, at intentionerne sikkert er gode nok – men kan de opfyldes? Flere læger, flere sygeplejersker – jo tak, men go’morgen! Hvor skal de komme fra? Hvornår? Bedre sammenhæng – men hvordan?

Nu talte vi om situationen på plejehjemmene, hvor alt for få mennesker skal passe på alt for mange gamle og stadig oftere demente medborgere.

Det er ikke blot i Aalborg, problemet møder os. Jeg mindes, hvordan jeg på vej hjem efter en 18-02-vagt på Ekstra Bladet traf en gammel mand på mørk gang- og cykelsti på Østerbro i København. Jeg spurgte, hvor han skulle hen – det kunne han ikke forklare, ej heller hvor han kom fra. Jeg kunne ikke forhindre ham i at gå videre. Men jeg ringede fra min gadedør til mine kontakter hos politiet og bad dem slå et slag forbi og se efter ham, når de alligevel patruljerede ved områdets mange ambassader.

Her er et problem, som hele landet må være enigt om, udkant, inderside, hovedstad og det Aalborg, som har et ganske godt ry for ældreomsorg, og hvor der oven i købet er gennemført et vellykket forsøg med teknologi, som kan afhjælpe dilemmaet:

Vi må og skal give de mennesker, som påtager sig at passe medborgere uden sans for tid og sted, ordentlige muligheder. Giv dem lov til at bruge den gps, eller hvad det nu kan være, som gør, at personer kan spores til mørke stier eller motorveje, som de tror vil føre dem hen, hvor de har hjemme og kan føle sig trygge.

Min veninde, den pensionerede sygeplejerske, og jeg, den pensionerede journalist, nyder vores privilegerede seniortilværelse med frit slag til at svælge i kunst, musik, rejser, god mad og oplevelser. Vi er begge forbi Støvets År, men klarer os fint.

Men vi overvejer en tatovering tværs over brystet: ‘Chip – ja tak!’ Den dag, vi ikke ved, hvad der er bedst for os, finder vi det uværdigt, at ingen må gribe ind.

‘Det er i strid med den personlige frihed, hvis mennesker overvåges uden tilladelse’, siges det. Og ja, der er etiske overvejelser – og lovgivning, som sikrer, at den, som ikke er umyndiggjort, for eksempel kan gå ud i kulde- eller trafikdøden, præcis som det passer ham eller hende.

Respekt for den personlige frihed.

Eller – pligt til vanrøgt?