Jeg har fået en slags julegave: I dag, 24. december 2018, bringer min gamle avis, som i dag hedder Nordjyske Stiftstidende, et par artikler, som jeg har skrevet sammen med en gammel bekendt, tidligere turistchef P.E. Jensen.

Det var været sjovt at skrive dem på baggrund af et stykke guld fra PE’s arkiver: En artikel af Thit Jensen, skrevet i 1934.

Opslaget falder i tre dele:

Thit Jensens gamle artikel.

En artikel, hvor PE og jeg fortæller, hvad vi selv tænker om nogenlunde de samme ting i dag.

Og så en gemmengang af, hvad der skete med de gader og bygninger, Thit Jensen gjorde sig tanker om.

POLITIKEN, MAGASINET, søndagstillæg redigeret af Viggo Cavling.

København 15. juli, Provinsen 14. juli 1934

—————

Aalborg – et Fænomen af en Turist-Attraktion

I Timer og Dage har jeg vandret opad Braskensgyde, nedad Hjelmerstald, ad Skolegade, nedad Mestermandens Gyde, inde i hveranden Gaard staar jeg fortabt i Spekulationer over, hvad her kunde blive. Jeg kommer igennem Bispensgade, hvor det nye Aalborg bygger Funkishuse i en Gade, der er mindst fire hundrede år gammel. Mens Byen sælger sine uerstattelige Gaarde fra Gud ved hvornaar til Aarhus.

Jeg har set amerikanske Turistdampere ligge i Bergen Havn alene for at se Tyskerbryggen. Aalborg vilde kunde slaa Bergen mange Gange, hvis den forstod sig selv, før det er for sent. Den kan faa en Turistfremtid som måske ingen anden By i Norden, fraregnet Visby på Gotland.

I min Søgen efter Klokkestøber-Vandgyden spørger jeg Mennesker jeg møder … en gammel Mand kommer med en lille Flødekumme. Han forsøger venligt at hjælpe mig, men han har aldrig hørt den nævne før. Saa spørger jeg en yngre, som kommer trækkende med Cykle, også han er beredvillig, men han har heller ikke hørt om den. Jeg kommer i Snak med ham om den gamle skønne Klingenberggaard, der blev eksporteret til Aarhus. Han ler henrykt, som om Aarhus er taget godt ved Næsen, ih jo, Aalborg sælger gerne alt sit gamle Skidt til Aarhus, Aalborg er en ny By med ny og stor Handel, Aalborg er i Opdrift.

Uhyre forskelligt ser de forskellige Mennesker i den samme By på dens Hang til at ribbe sig selv for sine Særegenheder.

Tænk, hvad der kunde gøres ud af en By, hvis Historie er så gammel, at den går helt tilbage til, da Danmark laa i Vugge. En vidunderlig By. Tænk om den f. Eks. fandt på at udvikle sin Handel, sine Funkishuse udad, der er Plads nok og hellige den gamle By dens Minder. Lod en Hær af Malere (der er arbejdsløse Malere nok), udstyret med Spande af forskelligt-farvet Maling, give Husene de gamle, stærke, røde, grønne, violette, gule Farver, de oprindelig har haft, sværte de mange Bindingsværk, der løber på Kryds og tværs. I Løbet af faa Aar vilde Aalborg, med stærktfarvede Reklamer forud for sig, faa Besøg af hele Landet, og efter Krisen Evropa og Amerika med.

En Middelalderby med Bindingsværk og Farver, Gade ud og Gade ind.

Og med gamle Ordsprog som man ser i de tyske Smaabyer fra gammel Tid, de Byer, som virkelig forstaar deres Metier som Turist-Attraktion.

En af Byen valgt Fremmedfører, velbevandret i Historie og Romantik, en omhyggeligt lagt Plan, fra Gade til Gade, og Aalborg vil kunne slaa alle jævnaldrende Byer. Ikke dens Kirke og dens Slot, dem ser man bedre saa mange andre Steder. Men dens Rigdom af gamle Huse, det ene mere interessant end det andet, hvor ser man det? Alene Navnet siger om Hændelser og Episoder fra en Bys Fortid. Mestermandens Gyde med Mestermandens Bro viser bøjede Skikkelser, der gik deres sidste Skridt på den lyse Jord. Graabrødregyde fremkalder det en Gang slotslignende Kloster, hvor ud fra spredte sig Tiggermunke i Kofter af ufarvet Uld, fattige Sandaler, men lidt for meget Bugspæk: Fattigdommen indenfor Klostret var ikke saa stor, som der blev præket til, Hjelmerstald fortæller om det første oprindelige Slot, Hundeklemmen om forfølgelser af Dyr med Hundegalskab i Byens lumre Sommervarme. Karen og Maren Poppesgyde er fra Borgerstandens Velmagtstid, Hamborgergaarden er fra samme Periode, en fuldkommen uvurderlig Seværdighed. Det samme er Slottet med sin underjordiske Gang, Helliggejst med sin Løngang, gamle Indregaarde med Svalegange og Bindingsværk … i det uendelige.

Rigtig tegnet op vilde Aalborg staa uforglemmelig i Turistens Erindring.

Jeg kan gaa her og føle mig helt bespændt i mit Indre ved at se en saadan Rigdom hobet sammen paa et Sted, som man ellers rejser fra den ene By til den anden for at glæde sig over. Jeg glemmer det aldrig. Men Funkishuse med Kæmpevinduer i gamle Gader, det glemmer man helst og hurtigst.

Ellen Marsvin-Gaarden (Hamborgergaarden) dømt til Nedrivning, Benzons Gaard dømt, Gade efter Gade falder, Kvarter efter Kvarter synker for den nye Handel. Og en Dag vaagner Aalborg op og ser, at den har forspildt sin Chance til at blive en Originalitet, og i Stedet for er blevet en lille Provins-Handelsby af dem hvoraf der går otteogfyrre på et Dusin.

Har en Turistforening virkelig ikke Magt og Midler til at slaa et stort Slag for en sjov og paafaldende Turist-Reklame, som Aalborg kan blive frem for nogen anden By i Danmark.

THIT JENSEN

I Thit Jensens fodspor gennem Middelalderbyen

Af P.E. Jensen, tidligere turistchef

og Kate Bluhme, journalist

For et stykke tid siden vakte fælles interesse for Aalborgs udvikling og byens historie vores nærmest ældgamle arbejdsbekendtskab til live.

Det er i hvert fald 30 år siden, vi sås sidst, og vi har boet i hver sin ende af landet. Nu bor vi begge i Aalborg, og de aktuelle planer om nedrivning og opbygning ved Bredegade Torv blev tema for et nyt møde, denne gang personligt og uden pligt.

Planerne for denne lille stump af Aalborgs indre by ligger stadig i hænderne på byens vise fædre og mødre. Men projektet, som de tygger på, omhandler nedrivning af to mindre ejendomme lige op og ned ad Frue Kirke og opførelse af nyt byggeri på grundene. Eller: Sådan cirka på grundene, for projektet indebærer en lidt anden linjeføring i de gamle gader.

Det er næppe så meget den lille drejning, som har skabt debat og mange steder modvilje mod projektet. Det er nok mere facadernes glas og den planlagte bygningshøjde, som måske/måske ikke skabe vindtunneler og spærre for udsynet til kirken og for solen på det lille torv.

Ingen af os er specielt forelskede i det nye projekt. Men for den sags skyld heller ikke lodret imod, at der sker nyt på stedet. Vi er enige om, at slumromantik ikke hører nogen steder hjemme, og måske er det rigtigt, at de nuværende huse ikke er bevaringsværdige. Det ser i hvert fald ikke ud til, at nogen har puslet om dem for nylig…

Men vi er også enige om, at respekten for den historie, som grundplan og skyline i en middelalderby som vores fortæller, bør veje tungt, når nødvendig fornyelse skal gennemføres.

Enhver dygtig arkitekt kan få et projekt for nybyggeri til at se charmerende på papir. Men hvor tit viser virkeligheden ikke, at det afslappede, solbeskinnede folkeliv på tegningerne eller animationerne blot var en drøm, hvoraf man vågner op til en trist, gold hverdag, når bygningerne står der, og skyggerne falder. Også Aalborg rummer eksempler, hvis nogen skulle være i tvivl.

Der er ikke så meget middelalderby tilbage i Aalborg, at der er råd til at spille højt spil med den. Der var mere i 1934, da forfatteren Thit Jensen slentrede rundt i byen og stadig kunne fornemme lidt af, hvor hovedpersonerne i hendes nok allerbedste roman, Stygge Krumpen, udfoldede deres vilde liv.

Thit Jensen, som boede i København, men var himmerlænding fra Farsø ligesom den Nobelprisbelønnede bror Johannes V., var i Aalborg på den tid, hvor moderne tider for alvor rykkede ind. Vesterbro brød op gennem den gamle by fra syd til nord i 1933. Og middelalderbyen umiddelbart øst for den nye funkis-pragtgade med bl.a. Bispensgade forandrede sig.

Thit Jensen gjorde sig tanker om, hvad man kunne og burde gøre i stedet for at bygge moderne i middelalderbyen. Hun fik tankerne trykt i Politikens søndagstillæg Magasinet i juli 1934.

I sin artikel tager Thit Jensen os tilbage i en by, som meget få kan huske eller har set med egne øjne. Noget er helt væk. Men det, der er tilbage, vækker begejstring hos krydstogtsturisterne, der – som i Bergen i Thit Jensens 1930’ere – falder i svime over alt, som er over 200 år gammelt!

Det store gadegennembrud, Vesterbro, var sket, inden Thit Jensen gik sine ture. I årene derefter satte især to store saneringer præg på middelalderbyen.

Skolegade-kvarteret var navngivet efter den gade, som vi i dag kender som Vingårdsgade. I 1934 lå her nogle af de gyder og stræder, som Thit Jensen slentrer rundt i. Det var et kvarter med et skidt ry – der var masser af  beværtninger, bordeller og spillebuler, men dog også industri, håndværk, butikker og almindelige boliger.

I 1936 blev 43 ejendomme revet ned, og det meste af området blev en åben plads, Budolfi Plads. Under besættelsen blev der anlagt beskyttelsesrum, men op gennem årene steg behovet for parkeringsplads, og i 1960’erne blev pladsen igen bebygget, denne gang med bank, supermarked og parkeringshus. Den sidste rest af de gamle gyder, Svingelen,  forsvandt ved den lejlighed.I disse år får den centrale domkirkeplads igen-igen nyt udtryk.

Den anden store ændring af middelalderbyen fandt sted i 1960’erne, da Nytorv blev drastisk ændret. Da blev stormagasinet Salling bygget på Kronjorden, som det engang kaldtes. På dette område fra Nytorv op mod Algade snoede sig gyder, som Thit Jensen gik rundt i. Nu er kun et par navne på gadestumper uden middelalderstemning tilbage. Hvor Politigården lukkede forsvarligt af for torvet med sin massive facade langs Slotsgade, blev der åbnet mod Østerbro langs det, som nu hedder Gabels Torv.

Bag de massive stormagasinfacader ligger stadig gyder med enkelte bindingsværksgårde fra nogle af Thit Jensens vandreruter op mod Bredegade og Nørregade. Og mod det lille torv, hvis skæbne i denne tid diskuteres.

Vi kan sådan set godt forstå, hvorfor ikke alle Thit Jensens visioner kunne blive virkelighed. Men derfor havde hun alligevel – for 84 år siden – fat i noget. Og hvad ville fru Thit mon have sagt til nutidens byggeri?

Lad hende gå en tur mellem broerne og mod øst til Musikkens Hus. Videre langs den tætliggende høje, dominerende bebyggelse ud mod til Østre Havn med den mindst lige så tætte bebyggelse. Skulle hun derefter finde på at bevæge sig ud ad Jyllandsgade og se på det gamle godsbaneareal og byggeriets højde og tæthed dér, ville hun så have sagt slum, i hvert fald om 15-20 år?

Det er nok godt, at hun ikke har fået det at se. Ikke også?

 

Sådan er det gået de gader og bygninger, Thit Jensen skrev om:

Året før Thit Jensen gik sine ture, var Aalborg store hovedgade, Vesterbro, netop indviet, og i kvarteret omkring den var fornyelsen i gang, blandt andet i Bispensgade, byens strøggade mellem Vesterbro og Nytorv. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var en modernisering af gaden så småt begyndt, men dens let snoede forløb har i dag i det store og hele overlevet fra middelalderen. Få af husene er uændrede – flere ny, moderne facader bygget uden på de gamle. På hjørnet af Bispensgade og Vesterbro ses dog stadig Skipper Madsens Gård, den sidste af kvarterets mange små boliger. At det smukke bindingsværkshus er bevaret, skyldes en stædig ejer, som ikke ville sælge

Tæt ved Bispensgade løb Maren Poppes Gyde mellem Vesterå og Kattesundet. Den er væk i dag.

Efter Vesterbro-gennembruddet kom nedrivningsturen i 1936-38 til Skolegade-kvarteret, som lå op mod domkirken Budolfi, mellem Algade og det, vi i dag kender som Vingårdsgade. Dette navn fik gaden, da et berygtet, tætbygget kvarter faldt til fordel for en åben plads og planer om nyt rådhus, og det belastede navn Skolegade blev kasseret. I denne store sanering forsvandt også Mestermandens Gyde og Mestermandens Bro lidt længere mod syd, hvor Aalborg Teater ligger. Også Karen Poppes Gyde lå i Skolegadekvarteret.

Hundeklemmen lå mellem Nytorv og Algade. Gyden forsvandt, da Jydsk Telefon i 1955 byggede hovedkontor på Nytorv. Braskensgade eksisterer stadig, men nærmest kun som navn på en kedsommelige passage mellem Telefonhuset – i dag varehuset Sinnerup – og Sallings østside. Da Salling i begyndelsen af 1960’erne byggede Aalborgs første stormagasin, blev resten af det tætbebyggede kvarter jævnet med jorden. Gråbrødregade er, lige som Braskensgade, reduceret til navn på en ret trist passage på Sallings vestlige side.

Hjelmerstald, den romantiske sidegade til Algade, var truet af sanering i forbindelse med storslåede planer om et moderne gadegennembrud fra Jyllandsgade til havnen. Svigtende økonomi og energikrise var med til at lægge planerne endeligt død i begyndelsen af 1970’erne. Også Klokkestøbergades Vandgyde ned mod Danmarksgade eksisterer endnu, reddet fra det kuldsejlede gadegennembrud. Oven i købet med nye små huse, bygget omkring 1980, som matcher de oprindelige – modsat de aktuelle planer for Bredegade-byggeri ganske tæt ved.

Den statelige Klingenbergs Gård lå ud til det, som i dag hedder Borgergade, på nordsiden over for Jomfru Ane Gades udmunding. Ejendommen blev i 1923 nedtaget og flyttet til Den gamle By i Aarhus, hvor den, ganske passende, kaldes Aalborggården. Thit Jensen var bekymret for andre af byens smukke, gamle huse. Og Benzons Gård, som lå tæt ved Budolfi på hjørnet af Adelgade og Doktorense Gyde, er da også forsvundet i dag.

Til gengæld ligger Helligåndsklosteret – Helliggejst – stadig ved C.W. Obels Plads, og Hamborgergården eller Jørgen Olufsens Gård, også kaldet Ellen Marsvins Gård, overlevede også. Det navn skyldes en misforståelse. Ellen Marsvin boede et helt andet sted i byen, men det imponerende gavlhus og den smukke bindingsværksgård ud mod Ødsterågade tæt ved Nytorv og havnefronten forbindes alligevel især med Ellen Marsvin – vinstuen med hendes navn lå der, hvor der nu er irsk pub!