Kort efter, at jeg var begyndt at lære noget om akvarelmaling hos Gitte på Sølvtorvet i København, så jeg en lille annonce om et kursus op til pinsen 2015. Det skulle foregå i Sandvig på Bornholm, og underviseren ville være den færøske maler Bárður Jákupsson.
Begge dele lokkede. Bornholm er dejlig og Barður en skøn kunstner. Jeg kendte ham kun fra hans arbejder – og så fra min søsters og svogers begejstrede beretninger om mødet med ham på en rejse til Færøerne med kunst som et bærende tema.
Jeg havde på det tidspunkt aldrig selv været på Færøerne, men havde i mange år meget gerne villet derop. Jeg er ikke så meget for varme, så øernes klima tiltrak mig, og jeg forbavses over, hvor mange fremragende kunstnere det lille, ret folkefattige øsamfund derude midt i Atlanten har fostret – fra Teitur over William Heinesen til Sámal Joensen-Mikines.
Barður har været direktør for Færøernes Kunstmuseum og er selv en fremtrædende maler med både olie og akvarel som medie. Ham ville jeg gerne møde og lære noget af, så jeg meldte mig.
Det blev en pragtfuld uge – det meste af tiden velsignet med skønt forårsvejr og bl.a. en pinsemorgen, hvor jeg tilfældigt vågnede lige omkring solopgang og skyndte mig ned for at se pinsesol over Østersøen fra klipperne neden for hotellet.
Opholdet på Bornholm blev første gang, hvor jeg sad ude med min palet og pensler og malede on location. Ellers malede – og maler – jeg næsten altid efter fotografier. Men altså ikke her.
Jeg lod mig inspirere kraftigt af de stærke farver, som Barður anvender. Knaldgrøn og en violet til skyggerne. Her er et par eksempler:
Her i efteråret fandt jeg nogle af mine fotografier fra Færøerne frem igen og satte mig for at male nogle af motiverne med den stil og teknik, jeg mest bruger nu: Med tynd tusch-kontur og forholdsvis dæmpede farver.
På den måde kom udsigten til Sandvig til at se sådan ud:
Den sidste dag før jul havde jeg en times tid til overs, efter at jeg havde gjort den akvarel færdig, som jeg havde i gang. Og så tog jeg lige et bornholmermotiv fra Opalsøen og lavede en hurtig version. En meget hurtig skitse af motivet, ingen tusch og så bare i gang med løs hånd.
Det blev vist også meget godt.
Barður og hans søde kone Hervør fortalte mig, at min fordom om megadyr transport til Færøerne var forældet. Fly derop kan nu købes for menneskepenge.
Så næste sommer tog jeg til Færøerne for første gang og blev bekræftet i, at det er et prægtigt sted. Året efter var jeg der igen, denne gang sammen med min gamle studenterkammerat Birgitte, som havde besøgt øerne en snes år tidligere og havde haft lyst til at vende tilbage lige siden.
Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg vil derop igen.
Omkring jul fyldte Barður 75 – ifølge omtalen i Politiken stadig still going strong. Jeg skylder ham tak for megen inspiration, både ved penslerne og som rejsende.
