Når jeg rejser, er det ofte alene og uden nogen til at lægge et program. Eftersom jeg ikke kører bil, bliver det ofte til, at jeg rejser til store byer med gode trafikforbindelser, og ofte bliver jeg i byen det meste af tiden. Det er fint, og jeg har haft mange gode oplevelser på den måde.

Men egentlig vil jeg så forfærdeligt gerne tættere på de folk, jeg besøger, og det, som nærmer sig deres mere originale kultur og levevis. Og derfor vil jeg også meget gerne ud i små byer og ud på landet. Det har jeg så især kunnet komme ved at tilmelde mig pakkerejser, og på den måde har jeg besøgt landsbyer og ørkenbeduiner i Syrien (Suk!) og Marokko, landsbyskoler  og bønder i Kina, rismarker i Vietnam og sukkerplantager på Cuba. Og det har været meget, meget fint.

Sysirske skolepiger

Dadeloase, Marokko

Den kinesiske mur

Sukkermarker, Cuba

To af de bedste rejser, jeg har foretaget med andre, som jeg ikke kendte på forhånd, var dem til Vietnam og Cuba. Begge steder har jeg været på cykeltur med det, som dengang hed Region Rejser.

Aalborg Katedralskole

Det begyndte med, at jeg gik rundt herhjemme og hørte DR’s P1, som jeg meget ofte gør. Så kom en samtale med en mand, som viste sig at være student fra mit gamle gymnasium, Aalborg Katedralskole. Jeg spidsede ører og fandt ud af, at manden var en smule ældre end mig, men at han havde helt andre minder om gymnasiet end de ret positive, som jeg har. Han havde været ret rød (det var jeg ikke!), kom fra ret trange kår (mine var middel) og i det hele taget havde fundet sig ude på kanten på det gamle, noget småborgerlige sted.

Han var blevet lærer, fortalte han, og som fransklærer og lettere frankofil i det hele taget havde han rejst en del i Frankrig. Fattig, som han var, blev det på cykel.

Lang historie kort: han gjorde sin cykelhobby til en levevej og grundlagde Region Rejser med hovedsæde i hans nye by, Skørping på kanten af Rold Skov. Koncept: Cykelrejser, primært i Frankrig og Italien.

Hans Holm i Havana, Cuba

Som ung og rød gik manden – Hans Holm, hedder han – med i protestmarcher mod Vietnam-krigen. Og da Vietnam med tiden så småt begyndte at blive tilgængeligt for turister, besluttede han sig for at tage over og se, hvad han egentlig havde kæmpet for.

Endnu en lang historie kort: Sammen med en kammerat, som havde foretningsforbindelser i Østen, gav Hans sig til at arrangere cykelrejser til Vietnam, senere også Cambodia og Laos. Og efter at have hørt ham i radioen, fandt jeg frem til Region Rejser – og bestilte en tur til Vietnam i efteråret 2004.

En skøn, skøn tur, som med Hans selv som rejseleder bragte os til den nordlige hovedstad Hanoi, til Mai Chau-dalen med de lave bjerge og rismarkerne inde i landet mod vest og til den yderste ø i Halong Bay ud mod Det kinesiske Hav mod vest. Et par år efter var jeg med på Region Rejsers første tur til Cuba – også en meget dejlig oplevelse. I 2011 solgte Hans sit bureau til Topas Rejser, hvor han i hvert fald i de første år har været med til at føre cykelrejsekonceptet videre.

Selvfølgelig tog jeg en frygtelig masse billeder på begge rejser. Og efter at jeg begyndte at male akvarel og især benytte rejsefotos som forlæg, har jeg et par gange været tilbage, både i Vietnam og på Cuba.

Vietnam var et af de første steder, jeg forsøgte mig med at male fra. Det blev et motiv fra Hanoi, fra Long Bien-broen. Denne akvarel er i A3-format. Jeg var meget længe om at male den – jeg var meget famlende dengang. Men resultatet blev tilfredsstillende.

Den lille vietnameser med keglehat,  klipklappere og plasticpose i hånden lavede jeg bagefter endnu en lille akvarel af – og gav ham et fantasilandskab at gå tur i. Det var hyggelig træning med vand, farver og pensler. Mit næste Vietnam-billede er fra Mai Chau. Vi boede i en pælehytte midt i rismarkerne, og jeg gik en stille aftentur ud mellem markerne, hvor en vietnamesisk bonde var ude med sin segl og høste. Jeg fik lov at tage et billede af ham, hvor han lyser op i sin røde t-shirt midt i den gulgrønne afgrøde og med tågede bjerge i baggrunden. Han var mit første forsøg på at male et menneskes ansigt – det var svært, og det er det stadig.

Turen mellem Mai Chau fra Hanoi foregik delvis med båd, og på vejen tilbage lagde vi til ved en lille kostskole for foden af det lave bjerg. Børn fra området kom og gik i skole her ugen igennem og sejlede hjem til landsbyerne langs søen i weekenderne.

Jeg havde et lille problem med et ben og valgte at droppe de andres vandretur op til en landsby, hvor de havde en fodboldaftale med ungerne. Jeg blev nede ved vandet og nød bl.a. udsigten til en lille hytte med bambus og tømmer flydende rundt om.

Dette motiv fra øen helt yderst i Halong Bay er et af de nyere, hvor jeg har brugt vandfast tusch til at tegne motivet op med og bagefter har malet det – ikke for massivt, men med akvarellens mulighed for lethed og transparens.

Den foreløbig sidste Vietnam-akvarel er næsten monokrom – og så ikke. Gitte fra Maleskolen har opfordret mig til at give den lidt mere gas med tuschtegningen, før jeg begynder med akvarellen. Hun synes, jeg tegner så fint, og det smigrer mig naturligvis. Så det har jeg gjort med motivet, hvor en okse begraver sit hoved i træet, som er fuldt af mad, og som står i udkanten af en begravelsesplads et stykke væk fra øens eneste lille landsby.

Tuschtegningen er fin i sig selv. Men jeg synes, at det er lykkedes at farvelægge den, så stemningen er bevaret.

Helt monokrom er den ikke. Der er flere nuancer af grønt og gult, og violet er flittigt brugt, også på det vejrbidte gravmæle. Men jeg synes som nævnt, at det virker.