Jeg har fået ros af læreren!

Det er ganske stort: Jeg har fået ros af min nye akvarel-lærer, Peter. Det er vistnok ellers ikke noget, han sådan slår om sig med for et godt ord, men i dag sagde han direkte: ‘Det dér med akvarel – det er du ganske god til!’ Jeg voksede en halv meter.

Fra portrætkursus i februar

Jeg har malet akvarel hos Peter og FOF i en god måneds tid nu – plus en weekend med portrættegning og -maling. Jeg lurede lidt på ham de første gange – jeg syntes måske, at han var lidt passiv og bare lod mig sidde. Men nu ved jeg, at det er det, han gør – og så går han og kigger på, hvad folk selv gør, inden han går ind og kommer med forslag eller råd. Det er fint nok.

Jeg har malet et par billeder efter nogle af de mange forlæg, som ligger i Peters arkivskab. Og så et par stykker efter mine egne billeder.

Efter de allerførste forsøg bad jeg ham vise mig, hvordan man maler et forblæst træ. Det har jeg haft mange ret ynkelige forsøg på, når jeg har prøvet at gengive de røde skure og granerne bag fyret i Bovbjerg.

Nu viste han mig, hvordan jeg kunne prøve at få greb om træet med en vådt-i-vådt-teknik, som jeg aldrig rigtig er blevet fortrolig med. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene, men hælder til, at forsøget må være godkendt, i hvert fald som forsøg. Min søster roste det spontant, da hun så det forleden. Men hun er jo også min søster…

Efter træet tog jeg fat på et motiv, som er noget anderledes end dem, jeg oftest har forsøgt mig med, nemlig en gadescene fra Hjelmerstald, en af de små, gamle gader her tæt på, hvor jeg bor. For enden af den lille brolagte gade ligger Møllegade, og et hvidt, ret nyt hus lyser op. Her bor min gode ven Søren, så det var lidt sjovt at male hans hus, tænkte jeg.

Som det fremgår, har jeg skrællet en masse detaljer væk. Dels fordi mit syn simpelt hen ikke er så godt, at jeg kan holde styr på dem. Dels fordi de ville gøre billedet rodet, tænkte jeg. Jeg aflyste også det stærke sollys i min version af sceneriet. Det gør ikke noget godt rent billedmæssigt! Og så reducerede jeg de to mænd til silhouetter – fordi jeg ikke kunne skelne detaljer, og fordi hele billedet er ret stiliseret.

Jeg er faktisk ganske godt tilfreds med resultatet.

Det næste, jeg tog fat på, var et motiv fra Sømosen i Dronninglund Storskov – et sted, hvor jeg flere gange har gået tur med min søster og svoger, og hvor vi også drog hen Palmesøndag, da vi var på egnen for at se et par (i øvrigt fine) kunstudstillinger. Der var stadig sne og is på sø og skovstier – det var en lidt halsbrækkende tur rundt om søen. Men smukt er det, uanset hvad.

Jeg begyndte med at tegne motivet meget løst op med blyant og trak så nogle af elementerne op med den meget fine tuschpen. Det så Peter – og han lod tydeligt forstå, at her var noget, han aldrig ville have sat i gang! Han sagde dog, at han da var spændt på, hvad jeg ville få ud af det!

Jeg begyndte, som jeg oftest gør, men at lægge ganske tynde farver hen over de største flader – for på den måde at få en slags overblik over motivet. Så arbejdede jeg lidt med forgrunden, fik malet det sjove, udgåede træ op, og derefter begyndte jeg på nogle af de mørke graner i baggrunden. Og her gik det helt galt for mig!

Jeg brugte en alt, alt for kraftig og frisk grøn farve. Og jeg erkendte for sent, at det var en fejl, så jeg kunne ikke, hvad man ellers i en vis udstrækning kan, vaske noget af farven væk igen. Og så har den version af billedet ligget og tørret godt og grundigt i en uge!

Da jeg kom tilbage i dag, havde jeg medbragt et snyderedskab – noget dækhvid gouache. Men den kan man dæmpe en farve lidt – jeg havde med en vis succes brugt det til at trække vinduesrammer op på Hjelmerstaldbilledet. Der er nogle, som mener, at gouache er forbudt i akvarel. Det mente Gitte ikke. Jeg har ikke spurgt Peter, hvad han synes…

Men jeg fik dæmpet den hidsige grønne lidt ned, og jeg synes, at det lykkedes nogenlunde at få baggrunden af graner til at have nogenlunde samme farvevalør.

Og da jeg var færdig med billedet, var Peter fuld af anerkendelse! Han kunne sagtens se, at de fine tusch-streger gav billedet en klarhed uden at dominere. Han var faktisk ganske imponeret!

Jeg havde tid til overs, men havde ikke taget et nyt motiv med fra min egen billedbase. Så fandt jeg et i Peters arkivskab og gav mig til – hurtigt og uden ret megen opmåling – at tegne rids af det med tusch’en af motivet med den stenede forgrund, den fjerne baggrund, vandet og tågebanken til højre. Og så malede jeg, faktisk det hurtigste, jeg tror, jeg har gjort til dato. Jeg gjorde mig ikke de store anstrengelser for at blande de rigtige farver – tog, hvad jeg havde på paletten og kørte nogle hurtige søer sammen til resten.