Jeg er flyttet fra København til Aalborg. Det har jeg skrevet om andre steder. Her vil omdrejningspunktet være, at jeg ikke længere sidder om onsdagen i kælderen på Østre Farimagsgade, København, hos Gitte og laver mine akvareller. Jeg sidder – i hvert fald i disse uger – om onsdagen i baghuset i Danmarksgade, Aalborg, hvor Peter bestyrer FOF’s tegne- og malekurser.

Min mormor – Kirstens farmor – tegnet af Kirsten, da hun var 15-16 år.

Da jeg skulle flytte, var det en seriøs bekymring for mig, om jeg kunne finde et nyt sted, hvor jeg sammen med mennesker med samme interesse kunne pusle med lidt farver og former. Jeg fik en kontakt med min lidt yngre kusine, som jeg ikke har haft ret megen forbindelse med, siden vi var børn. Hun har i de senere år boet i Aalborg igen efter en længere periode i København. Nu er hun igen på vej derover, fordi hun har mistet sin mand, og børn og børnebørn trækker. Men i de få måneder, vi igen delte by, burde vi da lige ses, mente hun, og jeg var enig.

Da det ydermere viste sig, at Kirsten – der som ung var mere end god med tegneredskaber, huskede jeg tydeligt! – gik på et akvarelkursus, håbede jeg på at få et godt tip.

Det fik jeg. Kirsten var/er meget glad for Peter, som hun nærmest beskrev som streng, men retfærdig. Ham skulle jeg prøve at komme ind hos, mente hun. Da FOF’s forårskatalog få dage senere landede i min postkasse, fandt jeg netop det kursus, jeg gerne ville deltage i, og jeg meldte mig til et forløb gennem marts, april og maj. Jeg valgte også at tage en weekendkursus i februar hos samme Peter, hvor han ville undervise i portrættegning og -maling. Ikke fordi jeg har planer om at kaste mig over portrætter, men fordi jeg tænkte, at jeg kunne få et almindeligt indtryk i, hvordan Peter ville gribe det an.

Kristen Poulsgaard – en lun fætter med bizarre politiske ideer.

På portrætkursus’et første dag helligede jeg mig tegning. Peter havde et stort arkiv af portrætfotografier. Jeg valgte et par stykker, deriblandt et af en gammel bekendt, fodermester Kresten Poulsgaard, som sad i Folketinget for Fremskridtspartiet i en årrække, og som, når man så bort fra hans efter min opfattelse noget langt ude-politik, var en lun fætter. Tegningen af ham blev helt udmærket.

Om søndagen besluttede jeg mig for at forsøge at male et portræt i akvarel. Jeg valgte til det formål et billede af en ret markant herre, hvis navn jeg ikke kender. Og jeg gik i gang. Med store frustrationer. Papiret drillede. Peter mente, at det ikke var kraftigt nok. Jaså! Men nu var det jo det, jeg havde…! Det fungerede slet ikke, syntes jeg. Jeg kasserede forsøget og tog fat på en ny version, som jeg ret hurtigt fik nogenlunde styr på. Alligevel var jeg ikke tilfreds. Billedet var lidt kedeligt, syntes jeg. Og så tog jeg igen det kasserede, halvfærdige første forsøg og tænkte, at nu ville jeg give penslerne fuld skrue – det kunne ikke gå værre end galt.

En mig ubekendt herre i akvarel. Det store billede til højre blev først kasseret, siden yndlingen af de to.

Nu bagefter kan jeg faktisk vældig godt lide denne version. Langt bedre end nummer to. Måske sætter jeg mig en dag til at male et portræt herhjemme. Vi får se. Jeg sluttede dette kursus med et forsøg på at male den gamle filminstruktør Astrid Henning-Jensen. Hun havde et pragtfuldt ansigt med en masse skælmeri. Jeg blev ikke færdig med det. Ved ikke, om jeg tager det frem igen engang. Måske…

Astrid Henning-Jensen

Men så i marts begyndte det egentlige kursus. Jeg havde ikke fundet et motiv, jeg ville male, så jeg dykkede ned i Peters arkiv af billeder. Her fandt jeg – for jeg ville, at jeg kunne få et personligt forhold til motivet – et landskab fra Færøerne. Det arbejdede jeg med over to kursusdage. Jeg fraveg den teknik, jeg ellers har anvendt i længere tid – at tegne motivet op med en løs tusch. Så jeg har kun en blyantstegning at male efter – det synes Peter nemlig, at jeg skal. Han får sin vilje, i hvert fald nu til at begynde med.

Færøsk landskab med varde.

Da billedet var færdigt i onsdags, syntes han, at jeg fortjente ros for det. I hans mund opfatter jeg det som en ganske stor anerkendelse!

Jeg tog fat på den næste motiv, som nu venter på at få farve på. Det er et vindblæst træ. Nogle af mine allerførste akvarelforsøg gjaldt et par røde skure og nogle meget forblæste graner bag fyret på Bulbjerg. Dem fandt jeg aldrig, trods et par forsøg, ud af at male.

Nu får Peter lov til at prøve at hjælpe mig. Han siger, at det er noget af det sværeste, jeg kunne bede om. Okay. Vi ser, hvad det bliver til.