Perspektiv i tilværelsen

Da jeg havde tegnet på Thorvaldsen i nogle sæsoner, kom jeg til at længes mere og mere efter at kunne tegne ude i det åbne rum. Jeg drømte om at sidde med en skitsebog og opleve verden med blyanten. Og jeg ville meget gerne kunne fange et perspektiv. Som jeg har skrevet i mit tidligere indlæg ‘Er jeg måske faktisk japaner?’, går jeg meget op i at finde det rette perspektiv, når jeg fotograferer, og det ville jeg naturligvis også gerne kunne, når jeg tegnede. Men jeg syntes, at det var svært.

Jeg var på et par sommerkurser på højskoler, og der var det jo et af formålene at komme ud og tegne eller male i virkeligheden. Jeg gjorde behjertede forsøg. Og det gik vel trods alt nogenlunde?

Strand nær Odder Højskole og Norsminde,

Ved Helnæs Højskole

En god ven, Georg Metz, som selv er meget dygtigt til at tegne og male akvarel, sagde til mig, at ‘det kan man lære!’. Det er bare med at gå i gang og at øve sig.

Jo tak. Det gør jeg så. Med ikke altid helt godt resultat. Jeg tror, det kan have med tålmodighed at gøre…

På Thorvaldsen, når vi tegner klassisk, er det figurerne, vi koncentrerer os om. Der er naturligvis ingen, som kan forhindre én i at tegne rummet med, og i hvert fald en af mine mangeårige holdkammerater, Annette, gør det ret konsekvent og er fantastisk dygtig til det. Jeg er evigt misundelig. Jeg prøver en gang imellem, men det er altså ikke min spidskompetence.

Det er det heller ikke, når jeg maler akvarel, hvor jeg jo i vid udstrækning dyrker udendørs motiver med megen rumlighed. De er som bekendt mest malet efter mine fotografier. Og her har jeg så den fordel, at jeg har et forlæg at forholde mig til, og at jeg hele tiden kan måle mig frem til, om det fungerer.

Alligevel sker det tit, at det pludselig skrider for mig. Det ses tydeligst, hvis jeg maler huse eller andet menneskeskabt, hvor linjerne er strammere, end når det er Moder Natur, som står for udformningen.

Marstalsgade, København

Et eksempel var det stykke af Marstalsgade på Østerbro, som min gamle kollega Flemming overtalte mig til at male som en gave til hans søn, som bor der.

Jeg gik i gang og syntes egentlig, at det gik helt godt. Indtil jeg kom til at se på vinduessprosserne, som var helt i skoven! Jeg forsøgte mig med lidt feberredning, og det blev nogenlunde, men det går altså slet ikke, hvis man prøver at lægge en lineal lange sigtelinjerne!!!

O’Connell Street, Dublin

For tiden har jeg på akvarel-onsdagene hos Gitte gang i en del perspektiv og menneskeværk. Senest har jeg malet James Joyce, som står i en bronzeudgave og ser over mod hovedpostkontoret på O’Donnell Street i Dublin – stedet, hvor de irske republikanske oprørere havde deres hovedkvarter under Påskeopstanden imod det britiske overherredømme i 1916.

Motivet faldet godt i tråd med min store trang til at have en markant forgrund. Og så er der altså lidt perspektiv i den nyklassicistiske bygning og strøggaden. En lidt anderledes udfordring i motivet er, at der er mennesker på. Det er ikke noget, jeg dyrker – jeg viger tilbage for at prøve. Men her er Joyce i al sin tunge bronze både menneskerfigur og ikke, og så måtte jeg jo prøve at få nogle af de forbipasserende til at fungere.

Gitte synes, at det er gået godt. Og jo, jeg er nogenlunde tilfreds selv.

La Défense, Paris

Jeg har tidligere forsøgt mig med byrum, også med lidt mennesker på. I et helt andet format – et oversigtsbillede fra Paris ved Spreckelsens Kube med småbitte mennesker rundt om på det store plads foran.

Lissabon, ved Tejo

Også dette billede udfordrede med perspektiv. Det gjorde det også, da jeg før Dublin-billedet benyttede et billede fra Lissabon som motiv. Ponte 25 de Abril fortoner sig på den fjerne Tejo-bred med et skrammet lille kran i forgrunden. Jojo. Der er da rumlighed i noget af det…

Jeg gjorde på et tidspunkt det, som min vejleder på akvarelkursus i Toscana, Niels Vorting, anbefalede: Mal det samme, igen og igen. Pludselig er den der! Og jeg gik i kast med et stædigt forsøg på at fange et rigtigt bymotiv.

Jeg valgte et motiv fra Berlin, fra Prenzlauer Berg tæt ved den dejlige ferielejlighed, som Journalisternes Feriefond råder over ude på kanten af Pankow. Det viser Schönhauser Allee og U-Bahnlinje 2 – og i øvrigt den verdensberømte Konnopke’s Imbiss, hvor man efter sigende får Berlins bedste Curry Wurst (jeg er ikke imponeret, vil jeg lige bemærke…).