Her i august 2016 har jeg, som bebudet andre steder her på hjemmesiden, været på Færøerne for første gang nogensinde.

‘Hvordan var det så? Var det spændende?’

Ja, hvad skal man svare? Spændende er ikke det rigtige ord. Jeg, som ellers kan mange ord, kan ikke helt finde de rette. Men ‘overvældende’ må være et af dem, der kan gå an i en snæver vending.

dsc00124Færøerne, som jeg besøgte i fem dage med både sol og regn – selvfølgelig! – var først og fremmest et orgie i sanseindtryk. Lys, farver, dufte; stilhed og lyd af natur. Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg skal derop igen.

Jeg tog ikke akvarelfarverne med. Men skitsebøger. Og glemte så selvfølgelig blyanter og tusch’er! Nå, der er fornuftige indkøbsmuligheder i Tórshavn, så jeg fik da tegnet lidt, hvad jeg også har fortalt om, da jeg lige efter min hjemkomst skrev om ‘Nyt fra skitseblokken’.

dsc00123I dag begyndte akvarelskole-sæsonen. Og jeg havde besluttet at bruge dagens tre timer hos Gitte på Øster Farimagsgade med forsøg på at gengive nogle typiske scenerier, alle fotograferet fra bussen mellem Tórshavn og lufthavnen i Varga på vejen hjem. Udfordringen, som jeg med en vis bæven gav mig i kast med, var først og fremmest at fange og gengive de lavthængende skyer mellem fjeldene. Kan man overhovedet det med akvarel, når man bare er mig?

dsc00125

Jeg fik lavet tre skitseagtige akvareller. Jeg er ikke helt utilfreds. Nej, slet ikke. Jeg er heller ikke helt tilfreds, men så nogenlunde. Papiret, som jeg havde taget med, drillede. Men at male vådt-i-vådt var nok en rigtig beslutning, og da jeg så kom i tanker om teknikken med at duppe farve væk med svamp og papir, skete der noget.

Jeg skal arbejde videre med det. Og så er der masser af andre motiver fra turen. Det vender jeg nok tilbage til.