Nyt fra skitseblokken – 12. august 2016

Jeg er i dag vendt hjem efter et kort, men vellykket besøg på Færøerne. Mit første.

Jeg har andetsteds her i Bluhmes verden fortalt, at jeg omsider havde fået bestilt den tur til det sagnomspundne ørige. Og at jeg i det mindste ville se at få tegnegrej med derop. Det havde jeg lidt problemer med at leve op til.

Jo, jeg havde skam skitsebogen i bagagen. Men blyanter og den slags – det lå stadig herhjemme. Nå. Jeg tænkte, at der vel et sted med så mange fremragende kunstnere måtte findes nogen, som sælger kunstartikler. Og på en våd travetur i et område lidt væk fra Torshavns centrum kom jeg forbi en god, gammeldags farvehandler, som havde lidt malerier og den slags i sine udstillingsvinduer. Og naturligvis havde han også lidt grej.

Blyanter havde han selvfølgelig. Men det kneb med de vandfaste tuschpenne, som jeg tænkte, at det fugtige vejr ville kræve, hvis jeg skulle nå nogen vegne overhovedet. Men en enkelt, som ville tørre meget hurtigt, købte jeg.

Men inden jeg nåede til at finde skitsebogen frem, havde jeg været på besøg i den klassiske og meget kendte gamle boghandel, som viste sig at ligge ryg mod ryg med mit hotel i det helt centrale Tórshavn. Og her var der vandfaste tuschpenne ad libitum. Godt nok kun sorte – ikke sepia som de penne fra Cortona, som jeg er gladest for. Men jeg købte et bundt.

Og de kom i brug. Ikke så meget, for vejret var altså ikke så godt til friluftstegning, syntes jeg.

 Min første skitse tegnede jeg fra et lille venteskur ved siden af de historiske bygninger – kirken, kirkeruinen og kongsbondegården – i Kirkjubøur, mens jeg søgte læ for blæst og kulde og ventede på bussen retur til Tórshavn. Den gjorde jeg ikke så meget ved.

 

 

 

 

 

Det gjorde jeg med et par af de næste. Jeg tog til bygden Gjógv, det nærmeste Færøerne formentlig kommer til en turistfælde. Nej, der er ikke noget fælde over det. Gjógv og turen dertil er fortjent berømt, så at de fleste turister vælger at tage dertil, kan jeg bestemt ikke klandre nogen (ej heller mig selv – det var en skøn, skøn tur).

Jeg satte mig og lavede en hurtig skitse af kigget ned gennem den berømte kløft med ophalingspladsen til de åbne joller og så endnu én fra bunden af kløften. Og så gik jeg op for at få lidt varme på gæstgivergården Gjáargarður.

 

Fra et vinduesbord lavede jeg en skitse af udsigten ned over bygden. Og så tog jeg en kraftigere pen frem og begyndte at bearbejde de to skitser af kløften. Især den ene er, synes jeg, blevet helt udmærket.

 

 

 

 

 

 

På mit Færøopholds sidste dag – i går, torsdag – tog jeg en færge de 20 minutters sejlads fra Tórshavn over til Nólsoy, øen, der ligger som en slags langstrakt værn for hovedstaden ud mod det store hav. Jeg gik, som jeg plejer, og tog billeder, for nok har jeg ikke haft akvarelgrej med derop, men jeg har bestemt tænkt mig at lave færøakvareller, og jeg har samlet motiver i hobetal. Også nogle fra slentreturen på Nólsoy.

Det blev efterhånden en noget våd omgang. Vejret var for så vidt behageligt nok. Ret mildt og stille, men med en intens og meget gennemtrængede støvregn. Så da jeg på, hvad vi i denne del af rigsfællesskabet vel ville kalde en stille villavej i en landsby, kom forbi et sted med et barskilt, spurgte jeg forsigtigt forsamlingen af håndværkertyper af begge køn, som var i aktivitet udenfor, om der var åbnet?

Og jaja, det var der da. Og ind kom jeg i et vaskeægte musikværtshus. Det lille lokale var domineret af et hjørne med en stribe mikrofoner og musikanlæg, væggene var plastret til med billeder af udøvende musikere og sangere – og ud af stedets behageligt dæmpede højtalere strømmede lækker lyd af den slags, som kan få mig til at synke ned og synes, at også musik har sin berettigelse. Det var Armstrong, Cohen, Dylan, Doors, Stones, Beatles – ja, og Abba, sgu!

Jeg slog mig ned ved det bord, hvor så meget lys kom ind, at jeg kunne tegne. Og der sad jeg nærmest lykkelig med en god færøsk øl, en glas saltstænger, skitsebog og tegneredskaber, mens personale, håndværkere og stamgæster – svært at vide, hvem der var hvad – hyggesnakkede ved bardisken.

Jeg forsøgte mig med at tegne et motiv, en frønnet, men smuk gammel bænk ved vejkanten,  efter kameraet – der var ikke lige en printer ved hånden, vel? Og det gik faktisk meget godt, synes jeg.

Så godt, at jeg, da jeg var tilbage i Tórshavn, gentog metoden og sad på en café ved havnen – denne gang med et typisk, færøsk glas rabarbersaft – og tegnede fra kameraet et lille motiv fra en smøge mellem klassiske gamle huse på den anden side af gaden langs havnefronten.

Det kan man altså godt. Det kommer jeg til at gøre mere af.