Det er nu godt 14 måneder side, at vores liv blev ændret af en virus, som bredte sig fra Kina til resten af verden og gjorde Corona og Covid19 til det, der styrede hverdagen.

Jeg er færdigvaccineret – da sygdommen kom frem i fjor, forestillede ingen sig, at der mindre end et år efter ville være fuld gang i en massevaccination med vaccine, som er udviklet fra cirka nul til brugbar opg virksom. De måneder, som er gået har vist menneskelig magt og afmagt i en grad, som var svær at forestille sig – omend der er forfattere, som har skrevet fiktion, der i uhyggelig grad har vist sig at ramme plet!

I dag – den dag, hvor min far ville være fyldt 108 år, hvis ikke naturen trods alt havde sin gang – har jeg skrevet min tilbagevendende klumme i Nordjyske Stiftstidende. Og emnet tager afsæt i pandemien, som. jeg ellers har søgt at skrive mig udenom i de tidligere klummer.

Værsgo – her er den :

Alt, hvad man kan forbinde med “tryg” og “tryghed”, er rart. 

Man putter sig, hygger. Kryber sammen i sofaen med sit krus te, går glad hjem gennem aftenstille gader, sender ubekymret barnet ud på legepladsen, som ligger godt beskyttet mod trafik og lumske åbredder. Man forlader sig på, at det skattefinansierede samfund vil tage sig godt af en, hvis man får problemer.

Trygt er lig med godt.

Hvordan kan det så være, at jeg efterhånden kan få kvalme ved de ord? 

Fordi de er blevet skamredet, ikke mindst, da krise blev en normalitet. Statsministre, partiledere, bankrådgivere, pædagoger, tv-værter, fødevareproducenter, bilsælgere, “kom-trygt-i-hus”-pushere – alle har tilbudt og garanteret tryghed. Tryghed, så det driver sirupsklæbrigt ned ad væggene.

What’s not to like, som man siger, hvis man er smart. Eller man kunne bare spørge: hvad der nu er i vejen med det? Hvem foretrækker utryghed frem for det modsatte?

Der er et investeringsfirma, som har kørt tv-reklamer, hvor de skruer tiden frem til 2050 og lykønsker med “din ekstra million”. Den skulle være resultatet af, at man i 2020 valgte en bestemt måde at anbringe penge på. Og den sukrede stemme spørger “Hvad skal din ekstra million bruges til? Hvad var det, du drømte om? Tryghed – og en tur til månen?”

Jeg gentager lige: “Tryghed – og en tur til månen.” Og det vender jeg tilbage til.

Tryghed som omdrejningspunkt for det gode liv er ikke noget nyt. Naturligvis ikke. Men der skete noget i mine yngre dage, som gav begrebet en skæv kant.

En ung kvinde udgav en digtsamling, som hun kaldte “Tryghedsnarkomaner”. Det var i 1977, og den da 33-årige Vita Andersen indledte hermed et succesfuldt forfatterskab, som tager afsæt i hendes kærlighedsløse opvækst og den higen efter tryghed, som sådan en baggrund naturligt nok afføder. Debutdigtene solgte i et rekord-oplag, som siden kun er overgået af Yayah Hassans desperate debutdigtes. Jeg har hverken læst Vita eller Yayah, men jeg fornemmer, at de bygger på sammenlignelige erfaringer. Utryghed.

Tryghedsnarkoman blev et ord, vi brugte. Fra 1986 har ordbogen registreret begrebet “tryghedsnarkomani”. Og jeg opfatter det sådan, at det var her, at “tryghed” holdt op med altid at være et plusord.

Jeg kan ikke vide det. Men måske er det overfodring med tryghedsbesværgelser, som fik nogle mennesker til at tæske løs på gryder og fyre kanonslag af, mens de råbte på frihed og nægtede at gå med mundbind eller at lade sig vaccinere.

Det var vel i hvert fald ikke tryghed, de krævede, var det?

“Vi skal passe på hinanden!” Jamen, det skal vi da. Men måske opfattes corona-mantraet af nogle efterhånden mere som omklamring end som omsorg. Jeg forstår egentlig godt dem, som rasende hvæser “Bliv mig fra livet!!”, selv om jeg personligt stadig er fuldstændig på forsigtighedsholdet.

Jeg har ingen trang til at gøre oprør mod den linje, der er lagt i et år, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle opleve. Jeg, som i snart to måneder har været færdigvaccineret, er kun gået ind i bus eller forretning uden maske, hvis jeg i distraktion glemte tid og sted. Ikke nogen civil ulydighed her! Og jeg kan stadig godt føle mig – ja, utryg, hvis andre i min nærhed sløser med sikkerheden, ikke mindst nu, hvor de forårskåde folkemasser har fået længere tøjr. 

Det er ikke sådan, jeg udviser mod og selvstændighed. Det vil heller ikke være ved at hoppe på ruteraketten til månen, selv om den en dag får holdeplads ved siden af Plusbussen på J.F. Kennedys Plads. Jeg drømmer ikke om en tur til månen og har aldrig gjort det.

Jeg kunne godt drømme om god, gammeldags uklistret tryghed. Som den føltes, når jeg gassede mig i min lænestol og fortrængte, at jeg først og fremmest sad her, fordi der ikke rigtig var andet at give sig til. Måske er jeg faktisk tryghedsnarkoman? Selv om det ikke er ret kækt at indrømme det. Ikke i 1977 og heller ikke i 2021.

Men jeg tror ikke, at det er de samme, som drømmer om tryghed og en tur til månen. Så hvis jeg havde været tekstforfatter til investeringsselskabets reklame, havde jeg (måske) spurgt: ”Hvad drømte du om? Tryghed – eller en tur til månen?”