Jeg skriver cirka hver anden måned en klumme i Nordjyske Stiftstidende. Emnerne vælger jeg selv. I dette forår har det været min tur to gange. Jeg har gjort mig umage for ikke at falde i Corona-gryden og skrive om den pandemi, som ellers har givet stof til utallige klummer, faste som løse.

Så denne gang har jeg valgt at skrive om faglighed og selvforståelse. Med afsæt i, at der er nogle fag, som virkelig under Coronatiden (!) har været fag, som pludselig fik den fortjente respekt, som de ellers nok savner i det daglige.

Jeg har tidligere skrevet nogenlunde det samme i en kommentar i Fagbladet Journalisten. Men eftersom jeg selv synes, at det er kloge tanker, har jeg her givet dem en lidt større udbredelse.

Et hundeliv? – nej, ellers tak

FAGLIGHED. Ethvert fag har sin egen selvforståelse. Faglig stolthed er en absolut positiv drivkraft, og særligt i vore dage ønsker jeg brændende, at ikke mindst mennesker i sundhedsfagene, men virkelig også håndværkere og lignende vil lade sig drive af ambitionen om at leve bedst muligt op til faglige standarder – og høste rungende respekt for det.

Jeg har været journalist i 53 år. Selv om jeg har været pensioneret i godt syv år, betragter jeg mig stadig som journalist, og jeg tillader mig at synes, at også jeg har ret og pligt til at værne om mit fags bedste idealer. Blandt andet har jeg ofte tænkt dybt over selvforståelsen.

Storbritannien forbød i 2005 rævejagt efter vild diskussion, som danske medier refererede med hovedrysten – halsende hunde i sporet på dødsdømte ræve forekom her i landet at være et barbarisk levn fra britisk overklassefortid.

Alligevel sætter de samme medier gerne lighedstegn mellem journaliststanden og Canis lupus familiaris.

Sjældent gælder sammenligningen ‘førerhunden’, selv om den er entydigt nyttig. Meget få ser sig selv (snarere konkurrenten …) som ‘skødehund’. Oftere fremhæves ‘sporhunden’, der snuser sig frem til flygtede forbrydere eller forkomne børn i halmstakke på vinterkolde marker. 

Endnu oftere omtales journalister som ‘jagthunde’. De støver bytte op og glammer, indtil nogen skyder kræet, eller finder anskudt vildt, så det kan få nådestødet, og jeg kan godt se det: Næsen i sporet, og Caro og Trofast tonser deruda’ med hævet kuglepen og skjult kamera.

For to uger siden lancerede tv-magasinet Presselogen ‘familiehunden’ (en direkte oversættelse af det latinske navn) i en diskussion om, hvordan medierne agerede, da coronakrisen brød ud. I dette program kom også ‘hyrdehunden ‘ på arbejde, og denne avis’ chefredaktør talte samme søndag i sin redaktørklumme ‘vagthundens’ sag.

For det er først og fremmest ‘vagthunden’, som redaktøren og den ærgerrige reporter identificerer sig med.

Må jeg ikke nok være fri for det hele!

Jeg har aldrig tænkt mig – før, nu eller nogensinde – at leve et hundeliv. Jeg har aldrig haft bedende hundeøjne i embeds medfør. Mit savl drev ikke pavlovsk ved synet af en journalistisk lækkerbid i en fremstrakt hånd. Jeg er og var ingen tæppetisser og skider ikke på fortov eller græsplæner, hvor folks børn leger, mens andre ligger og tager solbad.

Mine forældre afrettede mig ikke, men opdrog mig til at tænke – succesen kan diskuteres, men kriteriet var ikke, at jeg skulle klistre mig til deres ben ved et ‘På plads!’ eller ryge på røven ved ordren ‘Sit’.

Men gudhjælpemig, om ikke også fremtrædende fagfæller synes, at vi journalister skal opfatte det som en hæder at blive kaldt en hund!

I et civiliseret samfund har alle hunde en ejer – oftest benævnt ‘far’, ‘mor’ eller ‘dens menneske’. Det er godt, for ‘Canis’ er rovdyr og bør ikke fræse rundt på egen pote, uafrettet og befængt med lopper og rabies.

‘Far’, ‘mor’ og ‘menneske’ avler og afretter bror Canis til skødehund, førerhund, vagthund, jagthund, eller hvad den nu skal være. På ‘menneskets’ ordre vil hunden jage, tage stand, holde fast eller give pote. Typisk vil en vagthund være i snor, lænke eller bag hegn, og en jagthund i felten gør kun, hvad den har fået besked på, hvis den er sin herre en god hjælper. 

Hvem har fundet på at sammenligne tænkende, reflekterende, ansvarsbevidste, selvstændige og veluddannede medlemmer af dyrefamilien ‘homo sapiens’ med Canis lupus familiaris? Hvem så først danske journalister som velafrettede, logrende husdyr, der forvandler sig til savlende, halvt hjernedøde flokdyr i blodrus, så snart de får fært og slippes løs af lænke og mundkurv? 

Var det (virkelig?!) os selv? Det var det nok. Og det var helt sikkert også os selv, som fandt på det selvhøjtidelige og leflende ‘fjerde statsmagt’-begreb.

Medierne er Den Fjerde Statsmagt, hedder det i skåltalerne. Den kontrollerende.

Årh, hold op! Frie medier er ingen statsmagt. Medier som en del af statsmagten skal man til lande som Kina og – Herren hjælpe os! – Ungarn for at finde.

Hvorfor skal medierne bruge sammenligningen med virkelige statsmagter – regering, Folketing og domstole – for at styrke selvbevidstheden, selvforståelsen? Jeg begriber det ikke, 8og når jeg har spurgt fremtrædende, frihedselskende chefredaktører og kolleger, hvordan de selv synes, det hænger sammen, får jeg aldrig et svar. 

Det kunne en gravhund godt gå på jagt efter.