I sommeren 2020 har der, igen-igen, raset en diskussion om ord. Ord, som nogen synes, at man ikke må bruge, og som andre synes, at man skal kunne bruge, hvis man synes.
Jeg har blandet mig i nogle af diskussionerne, bl.a. på Facebook, fordi sprog ligger mig meget på sinde. Og så var det, at jeg tænkte, at når jeg nogle gange har det meste af en avisside til rådighed i Nordjyske Stiftstidende, kunne jeg jo bruge det til at folde mine argumenter lidt ud.
Derfor står dette i dag, 3. august 2020, som ‘Bagtanke’ i den avis, hvor jeg først kom til at bruge det danske sprog som professionelt værktøj.
Jeg lægger lige en mere læsevenlig version af indlægget her:
Lad min værktøjskasse være
For et par uger siden fik jeg nok! Jeg besluttede, at nu gad jeg ikke lade, som om det er okay for hvem-som-helst at stjæle ting fra min værktøjskasse og smide dem på lossepladsen, uanset om tyven flæber om de ædleste hensigter.
Min værktøjskasse som journalist er fyldt med ord! Ord, som jeg har lært gennem 73 år og brugt med større eller mindre intensitet. Mange lærte jeg hjemme hos min far og mor. Når de talte til mig, senere med mig, når de læste bøger for mig, når de fortalte historier.
I mit barndomshjem stod en stol. Ikke ret stor, på ingen måde bekvem. Klodset og tung som et ondt år, skåret ud af et stykke træ og med små figurer på. I dag står stolen i min stue. Den har altid kunnet åbne for en god snak. Hvor kom den fra? Hvem har lavet den? Hvordan havnede den hos os?
Det er negerstolen. Det hed den, og det hedder den stadig. Den var en del af den samling etnografika, som min far byggede op over nogle eksotiske effekter, som han havde arvet efter sin mors veninde, tante Magda. Hun optræder i ældre Aalborghistorie som børnehaveleder Magda Willemoes. Samlingen udgjordes af enkelte småmøbler og en større samling våben, som prydede væggene i vores hjem, og som, da vi var små, fik besøgende venner til måbende at spærre øjnene op og i dyb respekt spørge, om vores far var negerhøvding?
Jeg ved, at mange i dag mener, at man ikke må bruge ordet neger. Det gør jeg nu, når det passer i sammenhængen. Så trækker jeg det op fra værktøjskassen, hvor det ligger i samme rum som ordet eskimo.
Da jeg var barn, sang vi hjemme hos os meget fra Lystige Viser. Bind 1! Min far kunne de fleste af sangene og lærte mig dem. Bl.a. kunne jeg dengang udenad synge den sørgelige og blodige vise om hr. Eskil Eskimortensen, som kom dramatisk af dage, da hans eskimotorbåd gik ned, hvorefter hans kæreste, Eskimonika, begik selvmord, eskimor besvimede, og eskimopsen peb.
Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det ville medføre af tumult, hvis jeg foredrog denne vise i pæne, politisk korrekte menneskers selskab i dag – endsige hvis jeg lærte et barn at synge den (på melodien ‘En sømand har sin enegang’ – den er meget sangbar, faktisk!)
Men jeg går ikke rundt og kalder mennesker, som ikke vil bryde sig om det, hverken neger eller eskimo. Det er ikke med det formål, at jeg har ordene i min værktøjskasse og agter at beholde dem der.
Men det er der mennesker – også mange, som ellers er ganske fornuftige – som synes, at jeg ikke må. Beholde mine værktøjer, altså.
‘Hvorfor er det så vigtigt for dig at kalde den is for Eskimo?’ spurgte Facebookvenner, da jeg reagerede på navneskiftet for en vanilleis med chokoladeovertræk.
Det er overhovedet ikke vigtigt. De må kalde deres is, hvad de vil, og jeg kan bare samle den op af frostboksen uden et ord.
Men ordet ‘eskimo’ har plads i min værktøjskasse. Hvis medborgere af grønlandsk eller anden oprindelse mener, at nogen i ramme alvor tror, at alle grønlændere går pelsklædte ud og ind af deres helårs-iglooer, blot fordi et stykke slik hedder ‘eskimo’ og har et gammeldags billede på indpakningen, så melder jeg hus forbi og agter at beholde og bruge ordet, hvor det passer i historien og sammenhængen.
Vi bliver fattigere, hver gang et ord forsvinder. Nåja, der kommer mange nye til – min værktøjskasse svulmer. Mange af de nye ord er taget fra andre sprog, og mange af os bruger dem frejdigt uden at ænse, hvor stødende de er, der hvor de kommer fra. ‘Fuck’, for eksempel.
Jeg elsker at opdage eller genopdage saftige, sansemættede danske ord, som jeg måske svagt erindrer fra en bog, jeg læste engang. Nogle forsvandt fra daglig tale, fordi det, de beskrev, ikke fandtes mere. Men det fandtes jo engang, og uden ord til at beskrive det, forsvinder det ud af historien.
Uden ordet ‘neger’ er det svært at beskrive slavebegrebet, som er en vigtig og dyster og overset del af vores historie.
Nej, vi lærte ikke om den danske slavehandel i skolen. Ikke på Hobrovejens Skole i 1950’erne, ikke på Aalborg Katedralskole i 1960’erne. I dag skal vi stå ved historien – men vi må ikke sætte ord på den. Vi skal hælde indholdet af værktøjskassen på lossepladsen.
Men det bliver ikke min værktøjskasse, som bliver tømt. Dertil er min respekt for sprog og historie for stor,
