Dette er min tredje klumme, bragt i Nordjyske Stiftstidende mandag d. 23. juli 2018.

Jeg skriver ud fra den omstændighed, at jeg efter 46 år i København, væk fra min fødeby, vendte tilbage i november 2017 og dermed ser byen med nye øjne, men gammel erfaring. Det er en hyggelig opgave.

Klummer er ikke illustreret, men jeg har selvfølgelig taget billeder rundt om i byen, som kan beskrive noget af det, jeg vælger som emne. Jeg har dog ikke billeder af det griseri, jeg brokker mig over her. Det kan være, at det kommer…

—-

Det var ikke for udseendets skyld, at jeg valgte Aalborg. Men fordi gammel kærlighed ikke ruster.

I de mange år, jeg levede uden for min fødeby, beskrev jeg den som en stor, beskidt, slidt arbejder- og industriby, hvis største charme lå i netop dét. Det var ikke pyssenysset provinsidyl, der prægede den, men røgfaner fra fabrikker og kraftværk og larm fra havnen, kulpladsen og kvægtorvet. Det var hverken café latte, lambrusco eller håndbrygget specialøl, man drak bag nikotingule gardiner på de mange værtshuse, men bajere fra Park og brændevin fra Spritfabrikken.

Den by, jeg vendte hjem til i 2017, er noget andet.

Byen er blevet kønnere. De rumskulpturer, som kort før mit farvel til byen blev stillet op, og som nogle steder stadig står som industrielt fremstillet kunst, er nu suppleret med en perlerad af gavlmalerier på nye og især gamle mure. Efter en ikke særlig vellykket begyndelse mellem de to broer er der kommet liv ved den gamle havnefront. Det kan bestemt diskuteres, hvor smukt eller hensigtsmæssigt det meget tætte byggeri er, men at Utzon Centret, plantekasser og græsplæner er pænere end kuldyngerne, kan vel ikke nægtes.

Der er stadig brune værtshuse, gudskelov. Men ikke mange, som ikke har et bord eller i det mindste en bænk udenfor. I denne sommer forekommer det ubegribeligt, og de unge vil sikkert ikke tro det, men da jeg kørte rundt i hestevogn med studenterhue, havde Aalborg end ikke en gågade. Det har vi fået! Også i dén grad. Med udeliv. At nyde sin take away på en bænk, som i min barndom stort set var forbeholdt sprittere, er helt naturligt. Før sad pæne mennesker kun ude med mad og drikke på dertil indrettede steder som i Tivoli Karolinelund. Selv i Jomfru Ane Gade foregik livet inden døre

Men vi savner stadig en udelivskultur. Kors, hvor vi sviner! Jeg skriver ‘vi’ for ikke at virke sur og gammel og beskylde ungdommen for det hele. Men oprigtigt talt: Det er næppe min generation af 70+’ere, som pøler med skrald og madrester. Men det er vel os, som har forsømt at lære de næste, hvordan man rydder op efter sig.

Under VM i fodbold blev det vidt og bredt bemærket, at japanske tilskuere efter deres holds nederlag blev på stadion og ryddede op. I København er en flok muslimske medborgere i de seneste år stået tidligt op 1. januar og har frivilligt og gratis gjort rent efter andres drukfest på Rådhuspladsen. Begge dele er ret udansk, ikke?

En af de styggeste lyde, jeg kender, er lyden af en stiv kost mod vådt cement. Jeg husker den især fra min morfars kælder i Danmarksgade, Mejeriet Pasteur, hvor han solgte mælk, æg, ost og råis, til han var over 80 år. Ikke blot butikkens cementgulv, men også trappen derned og fortovet ovenfor blev spulet og fejet dagligt.

Hvem har for nylig set eller hørt en butiksindehaver i Aalborg skrubbe sit fortov – endsige gågaden eller pladsen – med en stiv kost? Ikke jeg. Det oplevede jeg nu og da i København. Men her ser jeg på niende måned de samme kvalmende plamager af fedtet, klistret spildt mad og drikke, stadig mørkere af snavs, alle vegne langs de smarte cafeer og på fortoves og pladsers fine brolægning.

Det er velkendt, at velholdte omgivelser øger renligheden. Jeg tør ikke tænke på, hvordan der ser ud hjemme hos de mennesker, som ubekymret rejser sig fra trappen ned til fjordvandet og går deres vej fra flasker, plastkrus, pizzabakker og kinabokse. Rotter og måger glæder sig, men hvad synes fx deres – byens! – gæster? Dem, vi gerne vil tiltrække og tjene penge på? Kan de lide at vade rundt i skrald og skidt og møg?

Jeg ser ingen kommunale folk bearbejde sølet, selv om det nok er dem, der fjerner seriøst voldsomme mængder affald fra den indre bys gader efter fester som forårets karneval.

Men for vist nok guderne må vide hvilken gang er der i sommer blevet lagt lapper af sort asfalt på Boulevarden – det er da noget. Der er måske ikke råd til at rette op på misèren, at lortet ikke er af ordentlig kvalitet. Men i min barndom trøstede man fattige børn med, at det ikke er nogen skam at gå med lappet tøj, bare man er ren og pæn.

Det er Aalborg godt nok ikke.