Der er nu omkring et halvt døgn til, at valgstederne åbner. Det har været enmenneskealders længste valgkamp, blandet grundigt op med en EU-parlamentsvalgkamp.

Det har været en særpræget oplevelse for en gammel politiknørd. Og lige op til dagen har jeg haft klummevagten på Nordjyskes Inderside.

Det kom der disse betragtninger ud af:

SÅ VENTER VI PÅ FESTEN

Det er 59 år siden, jeg første gang sad klistret til tv og fulgte et folketingsvalg. Jeg var 13 år, vi havde ikke fjernsyn, men naboen havde, og jeg fik lov til – mutters alene – at følge med den udslagne nat, mens der blev talt sammen uden computerkraft.

Det gjorde der også i september 1964. Om sommeren havde vi fået fjernsyn, fordi min far ville se OL, så jeg fulgte valgaftenen derhjemme. Det kunne jeg ikke i september 1966. Jeg var i Skotland som au pair, inden jeg året efter skulle begynde som elev på Aalborg Stiftstidende.

Ved valget i januar 1968 var jeg 21 år minus to måneder, så stemme kunne jeg ikke. Men jeg var med til at dække et valg til en avis som ved valg og folkeafstemninger frem til min pensionering 44 år senere.

Derfor ingen tv-valgaftener, men arbejde på først B.T., så Ekstra Bladet, som gik i trykken med valgresultatet ved fem-sekstiden og straks efter blev revet ned fra kioskhylderne af den spændte nation.

I september 1971 stemte jeg selv til folketingsvalget. På B.T. var alle mand af hus og tilbragte aftenen i TV-Byen – det var, før tv besatte Christiansborg, så gud, hvermand og jeg var i Gladsaxe, hvor kameraerne og partilederrunden også var.

I december 1973 var jeg politisk reporter og førstehånds vidne, da Mogens Glistrups Fremskridtsparti chokerende fik Folketingets næststørste gruppe på en parole om nulskat, bureaukrati og politikerlede. I 1975 var jeg med til at dække den kaotiske regeringsdannelse, da Glistrup nægtede at love Poul Hartling fred til at fortsætte som statsminister efter 14 måneder med den smalle Venstreregering.

En februarmorgen i 1977 skulle jeg tidligt op og på valgturné landet rundt for B.T. i slipstrømmen på Anker Jørgensens statsministerbil. Så ringede min telefon.

Turen var aflyst – typograferne i Det Berlingske Hus var gået i strejke. Den varede i 141 dage, og da den var slut, sad jeg på Ekstra Bladet, hvor jeg fra Christiansborg dækkede valg og så meget andet fra Ankers og Schlüters æra til Poul Nyrup og midten af 1990’erne.

Derefter redigerede jeg valgstof og fulgte tv-valg på Rådhuspladsen. I 2011 var jeg desuden igen på skriveholdet, nu på ekstrabladet.dk som en af dem, der konkurrerede om at være først i minut-til-minut-jagten på de allernyeste resultater.

Jeg gik på pension for seks år siden. Men der har indtil EU-valget i sidste weekend kun været en enkelt tv-valgaften til mig. Jeg blev valgtilforordnet og nåede at tælle stemmer tre gange, inden jeg på kommunalvalgdagen i 2017 flyttede til Aalborg og så tv hos min søster og svoger om aftenen.

Det har været en fest at dække valg. Jeg er varm tilhænger af det repræsentative demokrati og har været glad for at have en rolle at spille. Nu er jeg omsider ‘bare’ vælger.

For nogle måneder siden skrev jeg, under indtryk fra andre landes valg,  på dette sted bl.a. sådan:

‘I løbet af det kommende halve år skal vi i Danmark ud og stemme mindst to gange. Vil vi her i landet fravælge de værste løgnhalse, narhatte, manipulatorer og politiske lykkeriddere? Jeg håber det. Og jeg håber, at de politikere, som jeg gerne lader mig håne for at tage i forsvar, vil lade være med at male falske fjendebilleder af hinanden til glæde alene for politikerleden.’

Dengang troede jeg, at Pernille Vermund blev valgets særeste figur. Jeg troede, at cocktail’en Klaus Riskær og politik var fortid, og jeg havde kun perifert hørt om YouTube-fænomenet Rasmus Paludan. Min kontakt med folkedybets afkroge var ikke-eksisterende. Nu er jeg klogere.

Jeg havde ikke fantasi til at se en statsminister midt i valgkampen smide én håndgranat direkte ind i sin regerings hjertekammer og en anden ind i sit partis ditto. Nu er jeg klogere.

Vi fik – i rimelig ro og med rekordhøj stemmeprocent – valgt folk til EU-parlamentet, manden med håndgranaterne blev den overraskende vinder og lange tiders mest dramatiske folketingsvalgkamp tog over på fuld tid.

I overmorgen slutter det for denne gang. Har politikerne levet op til mine håb? Har vi vælgere støttet dem, der prøvede? Kan det stadig nå at blive en ‘folkestyrets fest’ på grundlovsdag?