Jeg har i dag en klumme på Indersiden i Nordjyske Stiftstidende Frie Ord-sektion.

Denne gang har jeg skrevet lidt om savnet af specialbutikker. Det er mange år siden, at vi begyndte at se gode små forretninger forsvinde fra småbyer og storbyers centrum. Nogle forsvandt til storcentre i udkanten af større byer, andre har fået en slags nyt liv på internetsider.

Jeg foretrækker til enhver tid den personlige kontakt i en fysisk forretning, og når butikkerne er der, benytter jeg dem. Ikke hver eneste dag eller uge, for så stort er mit forbrug ikke, men så ofte som relevant.

Jeg sætter pris på at blive ekspederet af fagfolk – eller i det mindste af nogen, som signalerer, at de godt kan lide deres arbejde. Den type butikspersonale kan ligefrem få mig til at komme igen uden det helt akutte behov.

———–

Afløbene i min lejlighed trænger til opfriskning. Jeg skal bruge noget kogende vand og noget soda. Vand har jeg, men jeg syntes i sin tid ikke, at der var nogen grund til at flytte en trekvart fyldt pakke soda med fra København, så nu går jeg til nærmeste supermarked. 

To unge medarbejdere i Føtex, Slotsgade: “Soda – æh, hvad er det? Mener du kaustisk soda?”

Jeg forklarer de måbende butiksassistenter i afdelingen for rengøringsmidler, at man for himlen skyld ikke må forveksle soda og det farligt ætsende kaustiske soda. Så ved de da i det mindste det. Måske.

Jeg skal sætte nogle hasper på et par vinduer, men mangler lidt skruer i den rigtige størrelse. Går til det, jeg i gamle dage kaldte en isenkræmmer, og som ligger her i Aalborgs centrum tæt ved, hvor jeg bor. 

Venlig, beklagende ekspedient: “Små skruer – du skal nok ud i Silvan eller Bauhaus”. 

Jeg får et tip om, at jeg måske vil have held med mig i Imerco på Nørresundby Torv, og tager traveturen over broen. Desværre – de er ved at afvikle deres lager af den slags små nødvendigheder: “Der er ikke nok salg i det, så det forsvinder”, lyder det undskyldende.

Det er blevet sommer. Hedebølge. Når sådan en rammer, kan jeg ikke sove, end ikke med mit tyndeste vattæppe, og et lagen har ikke den fylde, der skal til.

Mens jeg boede i København, gik jeg lidt ud ad Østerbrogade til stofbutikken og købte to meter badekåbefrotté, som jeg nu bruger som sommerdyne.

For et par måneder siden lukkede den sidste specialforretning med metervarer i Aalborg. Det var også hos dem, jeg fik repareret min symaskine. Hvad gør jeg nu?

I mit københavnske boligkvarter kunne jeg købe små skruer og beslag hos farvehandleren på hjørnet og soda i minimarkedet i kælderen på det modsatte hjørne. Eller i Irma, både den store på Østerport og den mindre ved Søerne.

I et brokvarter i København kan man få alle mulige mærkelige specialiteter og mere eller mindre nyttige dingenoter. Alle, som langer kaffe over bardisken, ved, hvad en americano er – det skal man her og der forklare i Aalborg.

Til gengæld er det nemmere at finde grønkålsboller om vinteren i Aalborg end i København, og så kan jeg sagtens leve med, at jeg måtte købe den syndige og stærkt omdiskuterede foie gras til min luksusglade fasters 100 års fødselsdag i Torvehallerne i København, fordi den ikke lod sig opdrive i Aalborg.

I det store og hele er der pænt gode daglige indkøbsmuligheder her i min hjemby. Men at der i landets fjerdestørste bys indre kerne ikke er kundeunderlag til et lille lager af søm og skruer og en mulighed for at købe en meter bomuldsfrotté, det forstår jeg ikke.

Soda fandt jeg – i det fjerde og fjerneste af kædesupermarkederne i gåafstand.

Men hvorfor er det så svært at finde de små ting, vi vel alle sammen har brug for i hverdagen? Hvorfor skal man gå og frygte for den dag, hvor den snurrige lille papirforretning i Gravensgade ikke er der mere, for hvor kan man så få platteophæng? 

På nettet! Eller i City Syd, måske, hvis man er heldig og kan finde rundt.

Jeg kommer der nu og da, fordi familien bor tæt ved og klarer ugeindkøb derude. Praktisk, når man har bil. Det har jeg ikke, så mine storkøb klattes ud over hele ugen og bæres i genbrugsposer hjem gennem middelalderbyens snoede gader med mulighed for pitstop på cafeer eller vinbarer.

De ture gennem Aalborg holder jeg meget af. Og jeg glæder mig over at blive genkendt hos fotohandler og computermand og i isbutikken i Slotsgade. Jeg kan købe alt det tøj og alle de sko, jeg kan drømme om, på vejen gennem gågaderne.

Jeg er bybo med hud og hår. Jeg er meget glad for natur, stilhed, brusende hav, skyggefuld skov og store vidder, men jeg skal bo på stenbro, som jeg gør og har gjort, stort set siden jeg flyttede fra barndommens rækkehus ved Mariendals Mølle.

Jeg ville bare ønske, at jeg på vejen gennem byen havde haft mulighed for at handle i flere gammeldags, velassorterede specialforretninger a la barndom og ‘Kronen’ eller bare i butikker med godt udvalg af praktiske nødvendigheder. 

Ligesom jeg gjorde i “den store, grimme by”, som nogle aalborgensere siger om København.