Det er meget mærkelige tider, vi lever i her i foråret 2020. Hele verden er ramt af en spritny, meget smitsom og relativt dødelig virus, corona, som fører til sygdommen covid19.
Danmark er lukket næsten ned. Stort set alle forretninger undtagen fødevarebutikker og apoteker er lukket, skoler, daginstitutioner, alle læreanstalter er lukkede, folk er sendt hjem fra alle offentlige job, der ikke anses for værende af kritisk betydning, antallet af smittede og døde stiger dag for dag.
Og ude i verden er det langt værre. Lige fra Kina, hvor det hele opstod ind under nytår, til USA, hvor alvoren knap nok er gået op for præsidenten. I Storbritannien er premierminister, sundhedsminster og øverste enbedsmand i sundhedsvæsenet samt prins Charles smittede og i hjemmekarantæne. I Italien, som er det værst ramte land overhovedet iondtil nu, køres ligene væk i militærlastbiler, og i Spanien, som følger skræmmende tæt efter, har man fundet plejehjem, forladte af personale, men med døde beboere i sengene.
Det er grufuldt, og det er ikke til at sige, hvor længe det vil vare.
Og midt i det hele har jeg skrevet klumme i Nordjyske. Jeg var i syv sind – skulle jeg skrive om det samme, som alle andre har skrevet klummer om gennem det meste af marts? Eller skulle jeg finde noget andet, som jeg havde besluttet mig for, før verden gik af lave?
Jeg valgte model 2.. Så her er teksten til den klumme, som næsten ikke handler om corona.
Min morgenrutine indebærer som regel, at jeg vågner (!) og går ud og henter min morgenavis. Den tager jeg med ind og læser i sengen.
Der er ofte, ikke mindst i weekenderne, meget lange artikler, som jeg ikke orker. En søndag i februar gav jeg mig alligevel i kast et interview med den 32-årige instruktør og skuespiller Malou Reymann. Et lille stykke inde i teksten gik jeg i stå. Læste igen. Og igen:
“Hendes ord er velovervejede. Hun fastholder øjenkontakten, mens hun taler, og kigger enten ud ad vinduet eller på sin croissant, når hun leder efter de rette ord. Tænkepauserne er lange, men det betyder også, at hun på intet tidspunkt undervejs er nødt til at afbryde sig selv for at omformulere noget.”
Hvorfor måtte jeg læse sætningerne igen og igen? Fordi det er en ret enestående beskrivelse af, hvordan en journalists samtalepartner udtrykker sig: her velovervejet, langsomt og uden fortrydelser.
Jeg var helt ked af, at jeg måtte nøjes med at læse interviewet i Politiken. Jeg ville have elsket at høre Reymann tænke sig om.
Jeg har god tid til at høre radio og se tv, hvor mennesker taler sammen. Som regel kører Danmarks Radios P1 i baggrunden herhjemme. Somme tider er det tv, især nyheder og magasiner på TV2 News.
Her oplever jeg alt, alt for ofte, hvordan samtale eller debat udarter til forpustet snak, hvor professionelle såvel som gæster afbryder hinanden, taler i munden på hinanden og hæsblæsende stakåndet eller hysterisk fnisende hakker sig øh’ende og æh’ende gennem alenlangt ævl om ingenting, før de måske når frem til noget, som har en kerne af mening.
Det er ikke kun i de talte medier, det foregår. Også ude i virkeligheden. Jeg husker for eksempel et foredrag om sproget. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi måtte bede kvinden fra Dansk Sprognævn om at tale langsomt, så vi kunne forstå hende. Hun undskyldte hver gang og lovede at gøre sig umage. Forgæves.
Jeg opfatter den ulidelige speedsnak som en uvane, men også som et redskab for mennesker, som taler meget hurtigere, end de tænker. Derfor må de for at undgå pause i ordflommen gispende holde den gående med gentagelser, æh, øh og sludder og vrøvl, indtil de får fat i den tanke, som måske skal formuleres.
Når den slags kommer ud i medierne, svarer det til, at jeg som skrivende journalist fastholdt alle slagfejl, fortrudte formuleringer og spredte tanker, jeg gjorde mig undervejs i udformningen af for eksempel denne tekst, i stedet for at rette den igennem, før den gik i trykken.
Indrømmet: Der er faktisk skrivende journalister, som praktiserer faget sådan. Det gør det ikke bedre…
Nu skulle jeg selvfølgelig besvære mig over ungdommen, som forfladiger alting, sprog og almindelige omgangsformer. Men nej. Det er både unge, midaldrende og ældre, som fræser afsted i et taleræs, som gør en helt fortumlet.
Jeg gik til begynderspansk for et par år siden. Vi fik at vide, at talt spansk trækker ordene over til sammenhængende kæder. Det har jeg i praksis erkendt som en meget vanskelig disciplin, både at udføre og at forstå.
Dansk hævdes at være svært for udlændinge at lære. Det tror fanden – intet udtales, som det staves, og selv mumler vi og sluger endelser som softice på en sommerdag. Men efterhånden tror jeg også, at mange danskere slår spanierne i rablende sammentrækning af ordkæder. Og det fremmer altså ikke forståelsen.
Alt det tænkte jeg for et par uger siden. Kort tid efter var jeg til det første af fire møder på Taleinstituttet, som vil prøve at hjælpe mig af med nogle irriterende stemmekiks. Vi var et hold på fire, som først skulle forklare talepædagogen, hvad vores problem er.
På baggrund af min redegørelse konstaterede den rare pædagog blandt andet, at jeg taler meget hurtigt! Jeg var lamslået og vantro. Men de andre ved bordet bekræftede, at jo, jeg taler hurtigt.
En slags trøst, at jeg taler ‘hurtigt, men i lange, velkonstruerede sætninger’. Trods alt. Desværre aflyste instituttet dagen efter møderne på ubestemt tid. Corona, I ved…
Så kom krisen også med i denne klumme. Det havde jeg ellers besluttet at undgå. Men den er ikke sådan at komme udenom. Desværre.
