… og den ligger lige nord for Flensburg.
I januar 2020 har jeg skrevet noget om grænsedragning. Det gjorde jeg i klummen ‘Indersiden’ i Nordjyske Stiftstidende hvor jeg – indtil videre, i hvert fald – har spalteplads omkring hveranden måned. Avisen er tynget af besparelser, nedskæringer og fyringer, og ingen ved, hvor længe klummen, skrevet på skift af alderstegne journalister, overlever.
Da jeg valgte emne for januarklummen, var der en god måneds tid til, at jeg skulle en tur på højskole. I år er der det ene jubilæum oven i det andet, som kalder på overvejelser om nationalstater og mindretal. På den baggrund havde min gamle København-forening af journalistveteraner fået arrangeret en temauge om mindretal i grænselandet Slesvig. Vi var på Jaruplund Højskole uden for Flensburg, og det var en virkelig inspirerende uge, fyldt med gods til nye overvejelser.
Anke Sporendonk
En stribe gode folk med indsigt i mindretalsspørgsmål stillede op og fortalte på hver deres måde om emnet. De fleste var på den ene eller den anden måde knyttet til det danske mindretal i Sydslesvig, som også står bag højskolen, men vi havde også besøg af bl.a. en repræsentant for det tyske mindretal nord for grænsen.
Og så var vi på et par udflugter – først til Flensburg og Marinestationen Mürwick, som i dag er marineskole, men som i tre uger i maj 1945 var Det Tredje Riges hovedsæde under admiral Dönitz.
Senere til Slesvig og A.P. MØller-skolen, en af det danske mindretals to gymnasier syd for grænsen. Begge dele interessante – og som arkitekturinteresseret var jeg ikke mindst vild med kæmpekontrasten mellem det tidlige 1900-tals kejsertidsbyggeri i Flensburg og det tidlige 2000-tals byggeri i Slesvig.
Og her er så teksten til min klumme fra 27. januar 2020
LIGGER GRÆNSEN FAST?
2020 – smag lige på tallet. Rundt med rundt på. Lige et år for runde fødselsdage og jubilæer.
Det får vi også i rigeligt mål. Ud over mærkedage i den enkeltes familie og/eller vennekreds er der store, fælles milepæle:
Majestæten fylder 80. Beethoven 250. Begge dele skal man nok være en habil dribler for at komme udenom. Og så er der de nationale dage: 100 år for genforeningen (og Påskekrisen!), 80 år for besættelsen, 75 år for befrielsen – og nåja, 50 år for den kommunalreform, som betød et farvel til sognerådene og goddag til de ‘storkommuner’ og amtskommuner, som siden igen er druknet i endnu større enheder.
Reformen blev i Aalborg markeret med flag på halv stang fra offentlige bygninger – den afgående borgmester, Thorvald Christensen, var død i nattens løb. Trods den sørgelige baggrund forlød det, at Thorvalds kollega i Nørresundby, Robert Christiansen, glædede sig over sørgeflagene – han var fly forbandet over, at Nørrenusseby som den eneste hidtil selvstændige købstad i landet var blevet nedlagt pr. 1. april 1970 og siden ‘bare’ har været en del af Aalborg. Aalborg kommune, altså!
Bortset fra at dele anekdotiske minder, giver det så nogen mening at dvæle ved dybest set tilfældige årstal og datoer?
Jeg havde engang en kollega, som er præcis tre dage yngre end jeg. Han blærede sig hvert år i de tre dage med sin evige ungdom. Da vi fyldte 30, gemte han sig under dynerne af græmmelse. Jeg benyttede min dag til at lave en fest. Jeg har altid ment, at alder (arh, indtil en vis grænse!) er en velsignelse, fordi alternativet er så skræmmende.
Og jo, jeg synes egentlig, at runde dage kan være meget gode grunde til at se, om der var noget, man kunne lære af. Noget, der gik godt, noget, der gik galt?
Reformen fra 1970 skrev jeg selv om som kommunalreporter på Aalborg Stiftstidende. Et par år senere var jeg rykket til København og B.T.’s Christiansborg-redaktion.
Socialdemokraten Anker Jørgensen havde tabt regeringsmagten ved det såkaldte jordskredsvalg i december 1973, og Venstre-høvdingen Poul Hartling tog, noget overraskende, magten og dannede en ren Venstre-regering med 12 ministre og sølle 22 mandater i ryggen. Vi var til et pressemøde med den nye statsminister, og da de første brændende spørgsmål var stillet og besvaret, markerede Presselogens knastørt muntre næstformand, den politiske redaktør fra Aarhuus Stiftstidende Gunnar Bjerg Møller, som på grund af sin strunke fremtoning og sit overskæg gik under navnet ‘Obersten’:
‘Herr statsminister! Ligger grænsen fast?’
Det blev der grinet meget af, og også den stilige cand. theol. Hartling smilede, da han forsikrede, at ja, det gjorde den.
Grinene var forløsende. Men Hartling var den første Venstre-statsminister siden 1953, og en af hans partifæller på posten, Knud Kristensen (1945-47), brød med Venstre, netop fordi han drømte umulige drømme om en dansk grænserevision efter Tysklands nederlag. Emnet var følsomt, og Oberstens spørgsmål, så grinagtigt det end var, rummede en snert af alvor.
I disse jubilæumsmåneder for såvel genforeningen efter Første Verdenskrig som befrielsen efter Anden bliver den dansk-tyske håndtering af grænselandets mindretal fremhævet i jubilæumstaler som forbilledlig. Alligevel finder for eksempel Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen tiden belejlig til at oplyse, at han drømmer om et nyt Danmark til Ejderen.
Ret skal være ret – andre medlemmer af Dansk Folkeparti kalder blidt og nænsomt udmeldingerne ‘tåbelige og skadelige’. Espersen selv har forklaret, at han har sagt det før og bare har svaret, da han blev spurgt, og at han ikke ville være tro mod sig selv, hvis ikke han stod ved sin drøm.
Godt, så. Tro mod sig selv bør man være. Men man må faktisk godt sige nej til at kommentere, og efter 66 års liv med mange mindedages eftertanke kan man godt dæmpe sig lidt og stilfærdigt leve med, at den 100-årige grænse ligger fast!
Og udadtil være fuldt ud loyal over for det demokrati, som gav os grænsen i 1920, og som folketingsmedlem Espersen har svoret troskab med sin underskrift på Grundloven.
