I min klumme Bagtanker i Nordjyske Stiftstidende har jeg i dag, 18. januar 2021, skrevet om de fysiske butikker, som jeg savner her under nedlukningen.

I denne omgang har alle forretninger undtagen dagligvarebutikker og apoteker været lukket ned siden jul. Oprindelig skulle de genåbne 4. januar. Så 18. januar – altså i dag. Nu hedder det 7. februar, og folk er mere eller mindre indstillede på, at det også bliver forlænget denne gang.

Men en dag kommer der vel mere normale tider igen. Og så skal der gerne være alle mulige forretninger at besøge – og ikke kun internethandel uden kontakt mellem kunder og handlende. Det er så sterilt og kedeligt.

Derfor:

“Hvad skulle det være.”

Sådan lød velkomsten – måske med små variationer eller afsnuppet som “Vaskudevær?” – når man i min barndom, ungdom og såmænd også af og til i mit voksne liv kom ind i en dansk butik.

Man kan føle det, som var man moden til udstilling i Den gamle By, når man tænker på, at selvbetjeningsforretninger var noget totalt ukendt i ens tidlige liv. Men sådan var det jo:

Man gik ind i butikken og stillede sig eventuelt i en kø foran en disk, hvor man, når det blev ens tur, fremsagde sine ønsker efter den rituelle velkomst.

Efter amerikansk inspiration blev de første danske butikker, hvor kunderne selv tog varer fra hylderne i stedet for at lade en ekspedient eller ekspeditrice, som de hed, hente dem frem, åbnet i de tidlige efterkrigsår. I 1953 var der 117 selvbetjeningsbutikker i Danmark. Tallet voksede hurtigt. Der var 470 i 1957, da jeg var 10 år og ofte gik ærinder for min mor eller min klasselærerinde og var et kendt ansigt hos bager, mejeri, fiskemand, købmand, sæbehus og grønthandler på Hobrovej.

Det var brugsforeningerne, som begyndte med selvbetjeningen, og private købmænd og deres tilhængere så den nye butiksform som udtryk for ren og skær socialisme! Men som enhver kan forvisse sig om i dag, overgav også kapitalismen sig til konceptet, hvor enhver klarer sig selv helt frem til kasserne, hvor man dog igen kan opleve at stå i kø. Også de steder, hvor ekspeditricens afløser, kassedamen, er overflødiggjort af selvbetjeningskasser.

Hvorfor nu denne flom af uforfalsket nostalgi? Corona, selvfølgelig.  

For næsten et år siden lukkede de fleste butikker for en tid. Det har de været igen siden før nytår. I det år har skrækken for smitte kombineret med nødvendighed lært tusinder at gøre indkøb helt uden at sætte deres ben i en butik. 

Hvor udbringning af varer – min barndom fritidsjob – er genoplivet, og bekvemmelighed allerede havde flyttet mange indkøb fra fysiske forretninger til internetbaserede bestillinger af alt fra mælk og toiletpapir over raffinerede gourmet-råvarer til elektronik, koncertbilletter og ferierejser, er netportalerne nu også omvejen, som nervøse ældre og travle familier tager for at slippe for turen til supermarkedets menneskemylder, håndspritautomater og stregopdelte gulve,.

Det er selvfølgelig umådeligt godt, at man sådan kan få dagligdagen til at fungere og mad på bordet i en krisetid. Selv har jeg – og tak for det! – ikke haft nødig at benytte mig af metoden. Kun en gang har jeg måttet bede min søster købe ind for mig i stedet for selv at gå, og det skyldtes et brækket ben!

På et tidspunkt brokkede jeg mig på Facebook – alle brokhoveders eldorado! – over dekreterne (undskyld. Anbefalingerne!) om at købe ind alene og ikke hver dag. For hvordan skal jeg, som ikke kører bil, men til gengæld har gigt i hænder og arme, kunne slæbe indkøb hjem fra fodturen til supermarkederne, hvis jeg kun må gå derhen en gang om ugen?

Nemlig.dk, svarede en gammel (men betragteligt yngre) kollega lakonisk!

Svaret er nej! Det kommer ikke til at ske. Ikke så længe jeg overhovedet kan stavre hen i en butik, hvor jeg kan se, om det er i dag, der er spændstige friske ingefær, god ost på tilbud, en ide til aftensmaden, som jeg ikke havde tænkt på hjemmefra, og måske på vejen til eller fra duften fra kaffe på en cafe eller ud for en strøgbutik en kasse med sjove, praktiske små tasker, nedsat til bare 20 kroner.

Og hvorfor skulle jeg frivilligt fraskrive mig en lille hyggesnak med butiksassistenten, som jeg er vant til at hilse på i den forretning, hvor jeg ved, at jeg nok kan finde den bluse, jeg mangler?

For slet ikke at tale om, hvorfor jeg frivilligt skulle undvære at købe torvegrønt hos hende, der, uden at jeg har spurgt, lover, at på onsdag har hun igen mine yndlingsæbler? Eller apotekerdamen, som i begyndelsen af coronaplagen havde sat håndsprit til side til mig, fordi hun havde måttet melde udsolgt nogle dage forinden, men tænkte, at jeg nok dukkede op igen?

Længe leve den fysiske butik med ægte, menneskelig kontakt. Brug den. Både til dagligvarer og alt det andet. Hvis ikke i dag, så snarest muligt. Den klarer sig ikke uden kunder.