i dette forår 2022 er verdens sikkerhed blevet noget, vi både diskuterer og er nervøse for. Hvad vi ikke rigtig troede muligt, er sket: Der er krig i Europa. Rusland har invaderet Ukraine – og ukrainerne, som senest har valgt en jurauddannet satiriker som præsident, kæmper imod.

Den ukrainske præsident er blevet global folkehelt, altid klædt i armygrøn t-shirt. Og vi andre overvejer, om vi selv er i fare. På ingen tid har Tyskland forladt mere end 75 års lav militær profil, og både Sverige og Finland er på vej ind i Nato.

Herhjemme fik Enhedslisten lirket den officielle holdning hen, hvor Nato-medlemskabet er acceptabelt, når nu ikke vi alle sammen kan være gode venner uden militær.

Jeg tænkte over, hvordan man godt kan drømme om sikkerhed, frihed og tryghed på egne præmisser, samtidig med at man erkender, at det ikke bliver sådan lige nu. det blev til denne klumme i Nordjyske i april 2022.

Jeg kan ikke svømme.

Det er jeg ked af. Jeg drømmer somme tider, at jeg kan. At jeg bevæger mig frit og utvunget i vandet, kan svømme i den retning, jeg vil, styrke min notorisk svage ryg med sund motion, øve min vejrtrækningsteknik og få mere styr på den helt elementære forudsætning for liv – at få ilt ned i lungerne.

Men jeg kan altså ikke. 

Jeg har aldrig lidt af vandskræk. Jeg har badet glad i Vesterhavet, og jeg har vidst, at jeg skulle holde mig inde, hvor jeg kunne bunde, og at hestehuller er livsfarlige, især når man ikke kan svømme. Jeg har aldrig badet alene. Jeg har, lige siden jeg var barn for omkring to menneskealdre siden, passet på, når jeg færdes i vand.

Men jeg har stadig en drøm om at kunne svømme.

For ikke så mange år siden ville jeg gøre noget seriøst ved det. Jeg fandt en utroligt sød og dygtig svømmelærer i København og tog i nogle måneder enetimer hos hende. Jeg lærte en del om, hvordan jeg skulle ligge i vandet, hvordan jeg skulle slappe af for at kunne flyde, hvordan jeg kunne bevæge mig fra den lave til den dybe ende af bassinet ved egen muskelkraft. Jeg oplevede noget af den frihed i vandet, som jeg drømte om. 

Men jeg var, erkendte jeg, stadig afhængig af plader og andre hjælpemidler, som holdt mig oppe, og af trygheden ved at vide, at Ditte når-som-helst kunne springe ud og hjælpe mig, hvis jeg skulle få problemer og gå i panik.

Ditte havde nærmest lovet mig, at hun kunne lære mig at svømme. Men hun var ærlig over for mig og opgav. Og så spurgte hun, om mon ikke vandgymnastik kunne være noget for mig? Jeg elskede jo at være i vandet, det var godt for mig at træne åndedrættet og ryggen i vand – og med trygheden ved vandgymnastikkens hjælpemidler kunne jeg opnå meget af det, jeg drømte om, når jeg drømte om at kunne svømme.

Hendes svømmeskole havde også et lille vandgymnastikhold, fortalte hun og inviterede mig til at komme og prøve at være med.

De sidste fire-fem år af den tid, jeg boede i København, mødtes jeg regelmæssigt med det lille hold, nød motionen og selskabet, prøvede ind imellem, om jeg kunne svømme bare et lille stykke – og det kunne jeg, fordi jeg vidste, at Ditte eller en af hendes lærere eller en god svømmer blandt mine fem holdkammerater altid var i nærheden, hvis jeg fik problemer.

Men jeg ved godt, at jeg ikke kan svømme. Og at det vil kunne blive skæbnesvangert for mig at falde i vand, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg drømmer stadig om, at det kunne være anderledes. Men ved, at det er urealistisk.

Man må godt, synes jeg, drømme om, at noget var bedre, end det er, og man må godt, hvis man kan, arbejde på at virkeliggøre drømmen. Jeg synes blot, at man også er nødt til at erkende virkeligheden og indrette sig på den, så længe man ikke kan ændre den.

Jeg tror, det er lidt på samme måde i et meget større perspektiv.

Jeg kan godt forstå, at der er mennesker, som drømmer om en verden, hvor for eksempel militær magt ikke er en forudsætning for at opnå eller bevare fred. Hvor mennesker – og hele samfund – kan bevæge sig frit i den retning, man ønsker, uden frygt for andres fordømmelse eller indgriben, med våben eller på anden vis. Hvor man respekterer hinandens formåen og værner om andres ret til at bestemme selv, fordi man ved, at man får den samme respekt og beskyttelse af dem.

Men når nu denne drøm ikke kan realiseres, hverken her-og-nu eller i overskuelig fremtid, så synes jeg også, at man skal respektere, at de, som drømmer den, men erkender drømmens umulighed, i ventetiden går til vandgymnastik i stedet for at insistere på at være frisvømmere. 

Man skal byde drømmerne velkommen i det bassin, hvor man udstyrer alle med de hjælpemidler, de skal bruge for ikke at synke til bunds, og hvor svømmelæreren står på bassinkanten, parat til at råbe gevalt og lede alle, som kan svømme, hen i retning af den, som alligevel er ved at gå ned.

Man skal for eksempel, når man står på randen af en krig, også tilbyde Natos beskyttelse til dem, der dybest set allerhelst ville leve i en verden, hvor Nato var overflødig, og undlade at pege fingre af, at de stadig, selv om de erkender Natos aktuelle nødvendighed, har en drøm om engang at kunne svømme frit og ubesværet og sikkert rundt på egen hånd i verdenshavene.