Jeg havde nok fusket med akvarel i et par måneder, da jeg en dag mødte Ulla M. på en bar, som vi begge bor i nærheden af. Ulla er i familie med en af mine nære venner, og jeg havde truffet hende og hendes mand dér nogle gange. Jeg vidste, at hendes mand var død et års tid eller to tidligere, og i løbet af vores snak spurgte jeg selvfølgelig, hvordan det gik med at undvære ham og være alene.
Joh, det gik, men det værste var faktisk at skulle rydde op. De havde en kæmpe lejlighed, hvor han havde boet, inden de fandt sammen. Manden havde været interesseret i mange ting, han havde haft et udpræget samlergén – og altså plads nok. Så nu stod Ulla med en kolossal opgave med at finde ud af, hvad hun skulle stille op med det hele.
Jeg havde tidligere sagt, at jeg så småt var begyndt at male akvarel, og hun fortalte nu, at manden også havde malet, og at noget af det, hun nu skulle forholde sig til, var alt hans efterladte grej.
Lang historie kort: På et tidspunkt spurgte jeg forsigtig, om hun mon faktisk var i færd med at spørge, om jeg ville købe noget af det efterladte? Nej, sagde hun med eftertryk, hun var i gang med at spørge, om jeg ville have det!
Jeg sank noget og mumlede, at jo, det ville jeg da sikkert gerne, i det mindste måske noget af det. Og vi aftalte, at jeg en dag skulle komme fordi og se, om der var noget, der kunne interessere mig.
På den aftalte dag tog jeg en stor bærepose med – det kunne jo være, at jeg skulle have et eller andet med hjem. Det endte med, at Ulla kørte mig de få gader hjem i bil – med fire papflyttekasser i bagagerummet, fyldt til randen med akvarelfarver, farveblyanter af alle slags, store æsker med pastelkridt, tegneblokke i stakkevis, akvarelblokke i alle størrelser, pensler, en stor stak bøger om tegning og akvarelteknikker, en kasse med mærkeligt grej til forgyldning, rammer, et lille staffeli – plus det løse!
Jeg havde sagt til Ulla, at jeg meget gerne ville prøve at tage det i brug, men at jeg ikke ville love, at jeg kom til at anvende det hele. Men at jeg gerne, hvis hun var med på det, ville tilbyde nogle af mine nye bekendte på tegne- og maleholdene noget af det, jeg ikke kunne bruge. Det var hun begejstret for – hendes bekymring havde kun været, om hun skulle blive nødt til at sende hele baduljen ud i uvished. Selv ville hun aldrig få det brugt, vidste hun – hendes hobbyer går i andre retninger. Så hvis jeg bare ville sørge for, at tingene fik ‘gode hjem’, ville hun været taknemmelig.
Da jeg kom hjem og efterhånden fik set på kassernes indhold, gav jeg mig til at smide ud af ting, jeg aldrig brugte, så der blev plads til en lille arbejdsplads i mit mindste værelse i lejligheden. Reoler blev ryddet, og male/tegnegrej fik plads.
Jeg indså, at med den gave, jeg her havde fået, havde jeg ikke noget valg: Jeg skulle holde fast i at tegne og male. Og det indså jeg med glæde!
Jeg har det meste af grejet endnu. Papiret, både til tegning og akvarel, bruger jeg af hele tiden. Bøgerne konsulterer jeg for at blive klogere på, hvad jeg kan gøre. Jeg har planer om snart at forsøge mig med tørpastellerne – det kan jeg også læse om i et par af bøgerne. Jeg er lidt fascineret af, hvad man kan lave med dem, men tøver, fordi det er noget svineri – det støver med farve, og resultatet er sart og ikke sådan at pakke væk. Det har ikke godt af at blive fikseret. Men måske finder jeg ud af noget.
Forgyldningstingene har jeg foræret til en tegneholdskammerat, som kom til at fortælle, at han havde planer om at gå i gang med ikoner. Han og hans ligesindede kæreste var nærmest stumme af begejstring, da de kom hjem til mig og så, hvad de kunne tage med sig. Ulla blev meget glad, da jeg fortalte om det.
Nogle lærreder var der også i gaven. Dem tænkte jeg, at jeg ville forære nogle venner fra maleskolen, som arbejder med olie og akryl. Men så blev jeg en dag opmærksom på, at man faktisk kan male akvarel på lærred.
Det måtte jeg prøve, tænkte jeg. Og det har jeg gjort. Jeg har malet to billeder på lærred. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at male flere. Det er besværligt, lærredet skal grundes, og så suger det ikke, sådan som akvarelpapir gør. Resultatet er også sårbart – farven kan nemt tørres af, hvis man ikke er forsigtig. Det sagde mig alt i alt ikke så meget, som det gør at arbejde på papir. Men de to billeder er okay, synes jeg. Begge billeder er malet efter feriebilleder – et fra Frankrig, et fra Bornholm.
Saint Malo, Frankrig.
Sandvig, Bornholm
