Balancen mellem gammelt og nyt

I min klumme ‘Indersiden’ i Nordjyske Stiftstidende 24. september havde jeg egentlig tænkt mig at besynge den fantastiske septemberhimmel, som er vederkvægende lysende klar og blå efter en alt for hed sommers smeltende dybblå kedsommelighed.

Men jeg indså, at jeg kom for sent – det emner var ret fladtrådt, da min tid kom. Så nu er det kun her, nederst i dette blogindlæg, at man kan læse den. I stedet var der så et emne, som optog mig og ganske mange andre i de dage i stedet for:

Planer om at sanere et par små, gamle huse tæt herved og bygge nye, højere, i stedet. Så jeg skrev om Middelalderbyen i stedet.

I øjeblikket er byggeplanerne til høring. Jeg talte for nylig med blomsterhandleren, som bor i et af de saneringsmodne huse. Han mener, at han i hvert fald har godt et år tilbage, før han eventuelt skal ud, men han antydede også, at der er tungtvejende, sagligt begrundede indsigelser mod projektet på vej. Nu får vi se.

Jeg gik en dag op på Salling Rooftop, en nyskabelse i samme gadestrøg, og tog nogle billeder ud over kvarteret. Når man ved, hvor jeg bor, kan man ane det på nogle af billederne.

 

Her er teksten til min klumme i et format, der er til at læse:

MIN MIDDELALDERBY

I en fjern fortid rejste jeg rundt i Jylland op til en EF-afstemning for at lave artikler til modstanderavisen Ekstra Bladet om, hvorfor danske vælgere syntes, det var vigtigt at være dansk og ikke hvad-som-helst andet eller ingenting, og hvordan det kom til udtryk.

Jeg havde valgt forskellige temaer for mine samtaler med en række kloge mennesker. Jeg talte slægtsforskning med en fra Landsarkivet i Viborg, jeg så på bondekultur omkring Hjerl Hede, Jeg talte med min fars fætter, landsretssagfører Axel Stoustrup fra Hasseris, om modstandskamp, Chr IV’s Laug og rebildfester. Og jeg talte med den legendariske turist-alt-muligt-mand PE Jensen om, hvad andre landes borgere finder specielt og tiltrækkende ved Danmark.

Vi talte sammen under en frokost på Svinkløv Badehotel tæt ved Fjerritslev, hvor PE boede. Vi kom vidt omkring. Sandet, stranden og havet lige uden for vinduerne – selvfølgelig. København, selv dengang i byens kriseår i 1980’erne en perle med Tivoli og kongeslot og meget, meget mere. Frisindet, hyggen. Danmark har mange ting, der trækker.

Blandt de ting er middelalderbyerne. Vi har et land med en kultur, som rækker langt, langt tilbage. Fascinerende, ikke mindst for amerikanske turister, for hvem alt, der er over 200 år gammelt, er ufatteligt eksotisk.

Aalborgensere, som vi begge er, talte PE og jeg selvfølgelig om Aalborg. Om, hvordan Budolfi Plads nu lå som parkeringsplads oven på en bank, efter at der havde været snævre gyder og skumle eksistenser i området i århundreder. Ingen af os fandt pladsen specielt charmerende, for nu at udtrykke det diplomatisk, men fortiden havde været usund.

PE forklarede, hvordan jeg kunne tegne et politisk kort over det 20. århundredes Danmark ved at se på saneringer. Aalborg, Odense, København – gamle boligområder bulldozet for at skaffe socialdemokratiske byråd plads til luft, sunde, nye boliger til arbejderne – og biltrafik!. Væk med lokummer og rotter i gården og fugt, mug og svamp ned ad væggene. Ingen forloren slumromantik her, gå hjem og vug, Peter Belli.

Men se så til de små provinsbyer, hvis snævre gyder,  bindingsværk-, rosen- og stokroseidyl ikke bare betog os selv, men også, understregede PE, vores turister: Mariager, bornholmske småbyer – byer, hvor rønnerne havde fået lov at stå med borgerlige kommunalrødders billigelse, indtil de en dag blev bevaringsværdige og reparerede, og det blev supercool at rykke ind i de nu beboelige og pittoreske fotoopportunities.

Jeg har ikke tjekket, om PE havde ret i, at borgerlige politikeres ligegyldighed over for småkårsfolks boligstandard har reddet vores middelalderbydele. Men det er i hvert fald ikke helt forkert, at Aalborgs socialdemokratiske ledelser satsede på sunde arbejderboliger, så der i dag ikke er ret megen gammelromantik tilbage.

Jeg viste i sommer et udenlandsk par lidt rundt i Aalborg. De var begejstrede for Aalborgtårnet, hvor jeg traf dem, for Kunsten nedenfor, for syngende træer, ruinerne under og kranen over Salling med visionen om en kommende folkehave i det høje. Havnefronten med Utzon Center, fjordudsigt, ungdomsboliger, grønne plæner og Musikhus.

Men også bindingsværkslottet og ikke mindst Hjelmerstald, Peter Barkes Gade og miljøet omkring Frue Kirke med udvandrerarkivet og det fredelige folkeliv i de snoede gamle gadeforløb. Jeg kunne med ydmyg glæde fortælle, at det er MIN bydel, at dens historie er Aalborgs barndomshistorie, og at skiltene med gadenavne fortæller om århundreders liv i de selvsamme gader.

Den bydel blev ikke bulldozet i sundhedens og fremskridtets navn, men der var ikke megen romantik over den før i tiden – min far, som var kriminalassistent, kom der meget i embeds medfør! Men gaderne er i dag rimeligt nænsomt moderniserede, og jeg opfatter bydelen som Aalborgs mest dyrebare. Af historiske og æstetiske grunde.

Så lad være med nu at ødelægge dens harmoni, byrødder! Skal her bygges nyt, så hold proportionerne. Lad kirken være det, der rager op. Ikke i bagstræbets hellige navn, men i respekt for, at Aalborg er en middelalderby, og at både borgere og gæster sætter pris på, at det kan ses.

Og hvis nogen har lyst til at vide, hvad Nordjyskes læsere gik glip af, så er her mine betragtninger om vejret!

KEDSOMMELIGT BLÅT

Er der ret meget så sødt som hævn? Nogen følelse så frydefuld som skadefryd? Efter en endeløs hedebølge er det nu VORES tur! Vi, som pines i svedpølen, som får kvalme af jublende meteorologers forudsigelser om ‘endnu en pragtfuld dag’ med over 30 graders varme, og som holder af både regn og blæ

Vi opfører os pænt, synes jeg.  Vi håner ikke dem, der længes tilbage til hedebølgen -ikke ret meget, i hvert fald. Men i de seneste tre uger har næppe nogen dansk sang været citeret så ofte som Alex Garffs om den blå septemberhimmel. Men trøst jer. Om lidt er det oktober, og så slipper I nok for al lovprisningen af den dér himmel. Men her får I lige en afrunding:

I den tredje sals lejlighed, hvor jeg bor, udgøres det meste af soveværelsets ydervæg af et vindue. Om morgenen lader jeg mig vække lidt før 7-radioavisen. Så trækker jeg det sorte rullegardin op, henter avisen og går ind og hejser elevationssengen op i læseposition. Min seng vender sådan, at halvdelen af udsigten udgøres af østvendt honningfarvet murværk under et sort og et rødt tag. Den anden halvdel er himmel. Her kan jeg så ligge/sidde og tage pejling af den nye dag

Fra min seng i København havde jeg gennem taglejlighedens skrå vinduer kun udsigt til himmel. Når den var blå, eksisterede der kun to farver: denne blå og så vinduesnichens hvide. Jeg følte mig hensat til blåhvid græsk æstetik på solskinsmorgener.

Her i sommer var min aalborgensiske morgenudsigt middelhavsgræsk. Dag ud og dag ind.

Jeg havde engang en sød onkel, som ofte holdt sejlerferier på netop Middelhavet. Når vi spurgte, hvordan sommeren havde været, svarede han, at joh, fin nok, men det kunne jo være trættede med ‘denne evindelige, kedsommelige blå himmel’!

Jeg er sikker på, at han nød alt det blå over og under båden – det fremgik af hans glimt i øjet. Men i år har jeg indset, hvor ret han faktisk havde! Jeg har savnet smukke, drømmeskabende sommerskyer, drivende cumulus som guf på is eller som sprøde, friske blomkål og cirrus som lette, luftige fjer. Savnet solnedgange med skyers striber af blodrødt, citrongult, violet og orange drama, vild torden, vederkvægende stille byger og morgener, hvor ensfarvet gråt lovede, at man med god samvittighed kunne lade fortovscafé være fortovscafé og hellige sig indelivets glæder. Alle morgener varslede om flere dybblå hedeture og hjælpeløs apati i temperaturer, som jeg slet ikke er bygget til.

Duften af den første lillebitte byge efter tørken nåede en dag helt op til mit åbne stuevindue og fortalte om varm, regnvåd asfalt. Efter bygen kunne jeg gå tur og føle luftens genvundne friskhed mod huden, inden solen atter fortsatte med at prygle alt synligt liv ud af de gråbrune græsplæner ved havnefronten.

Da august omsider havde besluttet at genoplive originalt dansk sommervejr, oplevede jeg efter gråvejrsdage igen glæden over en morgen at se himlen være blå. Nu en lidt lysere, mere tindrende klar blå – som i Garffs Sensomersang. På turen hen til torvedagen nød jeg den lille snert af kulde i solen, som jeg især elsker min yndlingsmåned, september, for.

Vor omvandrende klimasamvittighed, meteorologen Jesper Theilgaard, har forklaret i Kristeligt Dagblad: ‘I september begynder der pludselig at strømme kold polarluft fra nord, og det betyder, at de ‘beskidte’ partikler (som sommervarmen har suget op) igen forsvinder fra atmosfæren, der kun har sine normale partikler af ilt og kvælstof tilbage. Og når solens lys, der blandt andet består af dybblå bølgelængder, så rammer de normale partikler, kommer himlen til at se mere blå ud.’ En prosaisk forklaring på et af de vidundere, som gør det skiftende danske vejr til noget af det allerdejligste ved mit land.

Jeg gik fra august til september i det nordlige Italien. Ugen bød på drønhed brændende sol bortset fra den dag, da himlen åbnede for den store bruser lige før aftensmaden. Lummerhede, selv oppe på alpesæteren. Og 32 grader på den totalt skyggeløse, vindstille strandpromenade ude ved Middelhavet, hvor himlen den dag var ét kedsommeligt blåt hvælv.

Skønt at være hjemme ved Limfjorden i september.