Aalborg er Danmarks fjerdestørste by. Kommunen er landets tredjestørste – den dækker det meste af Nordjylland.

Der var engang, da byen var meget, meget mindre. Går man rundt i byen og ser lidt opad, kan man faktisk den dag i da se de fleste af dens grænser.

Mod nord er det selvfølgelig Limfjorden. Mod vest gik byen til det, som i dag hedder Korsgade og er en lille, lidt kedelig sidegade til den store gennemkørselsgade Vesterbro og det centrale gågadestrøg, Bispensgade.

Mod øst gik byen til en å,  som blev kaldt Østergraven, og som løb få meter fra Søndergade, hvor jeg bor i dag, lige på den anden side af det, som var middelalderbyen.

Jeg ved det, fordi jeg har været ude og nærstudere gadeskiltene i den indre by.

Det har jeg været, efter at jeg har læst en artikel, som er 84 år gammel. Den stod i juli 1934 i Politikens ‘Magasinet’, avisens berømte søndagstillæg. Jeg fik den forleden i en gulnet og utydelig fotokopi, netop som jeg var ved at tage afsked efter en utroligt hyggelig eftermiddag hjemme hos PE Jensen, Aalborgs tidligere mangeårige og totalt legendariske turistchef.

PE havde kontaktet mig og foreslået en hyggesnak, efter at jeg havde nævnt ham i min september-klumme i Nordjyske Stiftstidende (læs den her på min blog). Her slog jeg til lyd for en respekt for de få fysiske rester af middelalderbyen, som stadig er tilbage i Aalborg, og jeg gjorde det ved bl.a. at mindes PE Jensens forklaringer til mig en gang for længe siden om saneringer og respekt for fortiden. PE skrev til mig, at han stadig så på det, som han havde gjort dengang, og efter vores gode, lange og skægge snak hentede han altså den gulnede fotokopi frem og gav mig den med.

Teksten er skrevet af den fremragende forfatter Thit Jensen. Hun var født i et dyrlægehjem i Farsø i 1876, en af hendes brødre var Johannes V. Jensen. Som han blev hun forfatter, men stod i skyggen af den Nobelpris-belønnede bror, som hun havde et noget anstrengt forhold til. Thit Jensen blev også en markant samfundsdebattør, ikke mindst med stærke meninger om kvinders vilkår.

Jeg tvivler på, at ret mange i dag har læst hende. Jeg har.

Hjemme i mit barndomshjem var der reoler med bøger. Ikke så mange, men blandt dem seks-syv smukke læderindbundne bind af Thit Jensen-romaner. Min far, som meget gerne læste, var begejstret for dem. Min mor, som ikke læste så meget (var hun lidt ordblind – eller var det blot hendes sociale baggrund fra en ikke-læsende familie og syv års skolegang?), kendte dem også. Har min far læst op for hende, da de var unge og bøgerne nye? Måske.

Jeg læste bøgerne som ung. De havde næsten alle emner fra middelalder eller deromkring, og Thit Jensens sværmeri for spiritisme slår igennem i nogle af dem og virker lidt besynderligt. Men da jeg og min søster ryddede vores barndomshjem efter vores mors død i 1996, tog jeg, som ellers havde bøger nok i reolerne, to af de læderindbundne romaner med: Valdemar Atterdag og først og fremmest Stygge Krumpen, som jeg flere gange var vendt tilbage til – en farverig, stemningsmættet og utroligt velskreven knaldroman fra min barndoms by.

Stygge Krumpen, som handler om den sidste katolske Børglum-bisp, foregår nemlig på lange stræk i Aalborg op til reformationen i 1536. Bogen er udgivet i 1936.

Thit Jensens artilkel i Politiken er altså skrevet to år før. Den handler om, hvordan Thit Jensen går rundt i Aalborg og glæder sig over de middelalderspor, som stadig findes, og som hun sikkert har kunnet bruges som inspiration til sin roman om den flamboyante kirkefyrste, som hun skulle skrive om i sin næste roman. Men hun begræder også, at de formentlig vil forsvinde, fordi Aalborg næppe vil være fremsynet nok til at bevare dem og gøre sig selv til Nordens mest værdifulde middelalderby efter Visby på Gotland.

Det fik hun ret i. Ikke alt, hvad hun dødsdømmer i artiklen, er borte, men langt det meste.

Jeg har læst artiklen, og jeg har skrevet den rent (med Thit Jensens retsskrivning).

Interesserede kan læse Thit Jensens drømme om Aalborg her:

—

POLITIKEN, MAGASINET, søndagstillæg redigeret af Viggo Cavling.

København 15. juli, Provinsen 14. juli 1934

—————

Aalborg – et Fænomen af en Turist-Attraktion

I Timer og Dage har jeg vandret opad Braskensgyde, nedad Hjelmerstald, ad Skolegade, nedad Mestermandens Gyde, inde i hveranden Gaard staar jeg fortabt i Spekulationer over, hvad her kunde blive. Jeg kommer igennem Bispensgade, hvor det nye Aalborg bygger Funkishuse i en Gade, der er mindst fire hundrede år gammel. Mens Byen sælger sine uerstattelige Gaarde fra Gud ved hvornaar til Aarhus.

Jeg har set amerikanske Turistdampere ligge i Bergen Havn alene for at se Tyskerbryggen. Aalborg vilde kunde slaa Bergen mange Gange, hvis den forstod sig selv, før det er for sent. Den kan faa en Turistfremtid som måske ingen anden By i Norden, fraregnet Visby på Gotland.

I min Søgen efter Klokkestøber-Vandgyden spørger jeg Mennesker jeg møder … en gammel Mand kommer med en lille Flødekumme. Han forsøger venligt at hjælpe mig, men han har aldrig hørt den nævne før. Saa spørger jeg en yngre, som kommer trækkende med Cykle, også han er beredvillig, men han har heller ikke hørt om den. Jeg kommer i Snak med ham om den gamle skønne Klingenberggaard, der blev eksporteret til Aarhus. Han ler henrykt, som om Aarhus er taget godt ved Næsen, ih jo, Aalborg sælger gerne alt sit gamle Skidt til Aarhus, Aalborg er en ny By med ny og stor Handel, Aalborg er i Opdrift.

Uhyre forskelligt ser de forskellige Mennesker i den samme By på dens Hang til at ribbe sig selv for sine Særegenheder.

Tænk, hvad der kunde gøres ud af en By, hvis Historie er så gammel, at den går helt tilbage til, da Danmark laa i Vugge. En vidunderlig By. Tænk om den f. Eks. fandt på at udvikle sin Handel, sine Funkishuse udad, der er Plads nok og hellige den gamle By dens Minder. Lod en Hær af Malere (der er arbejdsløse Malere nok), udstyret med Spande af forskelligt-farvet Maling, give Husene de gamle, stærke, røde, grønne, violette, gule Farver, de oprindelig har haft, sværte de mange Bindingsværk, der løber på Kryds og tværs. I Løbet af faa Aar vilde Aalborg, med stærktfarvede Reklamer forud for sig, faa Besøg af hele Landet, og efter Krisen Evropa og Amerika med.

En Middelalderby med Bindingsværk og Farver, Gade ud og Gade ind.

Og med gamle Ordsprog som man ser i de tyske Smaabyer fra gammel Tid, de Byer, som virkelig forstaar deres Metier som Turist-Attraktion.

En af Byen valgt Fremmedfører, velbevandret i Historie og Romantik, en omhyggeligt lagt Plan, fra Gade til Gade, og Aalborg vil kunne slaa alle jævnaldrende Byer. Ikke dens Kirke og dens Slot, dem ser man bedre saa mange andre Steder. Men dens Rigdom af gamle Huse, det ene mere interessant end det andet, hvor ser man det? Alene Navnet siger om Hændelser og Episoder fra en Bys Fortid. Mestermandens Gyde med Mestermandens Bro viser bøjede Skikkelser, der gik deres sidste Skridt på den lyse Jord. Graabrødregyde fremkalder det en Gang slotslignende Kloster, hvor ud fra spredte sig Tiggermunke i Kofter af ufarvet Uld, fattige Sandaler, men lidt for meget Bugspæk: Fattigdommen indenfor Klostret var ikke saa stor, som der blev præket til, Hjelmerstald fortæller om det første oprindelige Slot, Hundeklemmen om forfølgelser af Dyr med Hundegalskab i Byens lumre Sommervarme. Karen og Maren Poppesgyde er fra Borgerstandens Velmagtstid, Hamborgergaarden er fra samme Periode, en fuldkommen uvurderlig Seværdighed. Det samme er Slottet med sin underjordiske Gang, Helliggejst med sin Løngang, gamle Indregaarde med Svalegange og Bindingsværk … i det uendelige.

Rigtig tegnet op vilde Aalborg staa uforglemmelig i Turistens Erindring.

Jeg kan gaa her og føle mig helt bespændt i mit Indre ved at se en saadan Rigdom hobet sammen paa et Sted, som man ellers rejser fra den ene By til den anden for at glæde sig over. Jeg glemmer det aldrig. Men Funkishuse med Kæmpevinduer i gamle Gader, det glemmer man helst og hurtigst.

Ellen Marsvin-Gaarden (Hamborgergaarden) dømt til Nedrivning, Benzons Gaard dømt, Gade efter Gade falder, Kvarter efter Kvarter synker for den nye Handel. Og en Dag vaagner Aalborg op og ser, at den har forspildt sin Chance til at blive en Originalitet, og i Stedet for er blevet en lille Provins-Handelsby af dem hvoraf der går otteogfyrre på et Dusin.

Har en Turistforening virkelig ikke Magt og Midler til at slaa et stort Slag for en sjov og paafaldende Turist-Reklame, som Aalborg kan blive frem for nogen anden By i Danmark.

THIT JENSEN