I 1992 var jeg medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse, hvor jeg især arbejdede med mediejura, uddannelse og internationale forhold. Jeg blev kontaktet af en kollega fra Danmarks Journalisthøjskole, som spurgte, om jeg ville tage med på en tur til Albanien, hvis ellers han kunne få Danida til at støtte sådan et projekt. Formålet skulle være at undersøge, om DjH meningsfyldt kunne indgå i et samarbejde med universitetet i Tirana om at udvikle en moderne journalistuddannelse efter den paranoide diktator Enver Hoxhas død.

Jeg sagde ja, han fandt pengene, og vi var fire, som tog afsted. På denne første tur til Albanien blev jeg gode venner med den læreruddannede Qemal Minxhozi, som var lokal arrangør af vores tur og en passioneret beundrer af alt, hvad der er dansk – især fodboldlandsholdet under Ricardo og andelsbevægelsen. Vi fik et samarbejde i gang mellem de to uddannelsesinstitutioner, og Albanian Media Institute blev en velfungerende skole for opkvalificering af albanske journalister. Jeg traf ofte Qemal, når han var med forskellige delegationer i Danmark.

I 1997 bad Udenrigsministeriet mig være medieobservatør under det parlamentsvalg i Albanien, som blev kulminationen på den ‘pyramidekrise’, som nær havde lagt landet i økonomiske ruiner. Min arbejdsplads, Ekstra Bladet, mente, at det nærmest var en pligt for avisen at stille medarbejdere til rådighed for den slags opgaver, hvis der kom opfordringer, så jeg opholdt mig i et Tirana med natlige udgangsforbud i en måned, mens jeg og min makker, en ung albansk-studerende Fabian fra Berlin, tog rundt til de forskellige mediers redaktioner og forhørte os om deres valgdækning.

Min familie i Danmark var bekymret, for medierne i Danmark fortalte en del om skyderier og anden uro op til valget. Jeg måtte berolige dem med, at Tirana var ganske tryg at opholde sig i. Jeg oplevede kun en enkelt gang at høre skud og have en følelse af, at nu var det vist med at nå hotellet før spærretiden begyndelse, og efter en hyggelig observatør-sammenkomst i et downtown Tirana-kvarter var det trygt at blive fulgt hjem – dog mest fordi de hullede gader var risikable i fraværet af enhver gadebelysning.

For observatører var der forbud mod at forlade Tirana-området uden militær eskorte. Der var andre, som så stort på forbudet. Det gjorde jeg ikke – jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at lege turist, og jeg havde ikke noget arbejdsmæssigt behov for at være andre steder end i hovedstaden. Jeg kun forbrød mig kun mod forbudet to gange, da jeg sammen med Fabian fik Ylli Tare, ‘min’ taxachauffør fra det første Albanien-ophold, til at køre os på små fridags-udflugter til bjergbyen Kruja med nationalhelten Skanderbegs borg og til stranden ved kystbyen Durres.

Da jeg ankom til Tirana, sagde Qemal, at jeg til enhver tid ville være velkommen til at rykke fra hotellet og hjem til ham og hans kone Luljetta, økonomiprofessor på Tiranas universitet, hvis uroen eskalerede, og det blev mig for broget. Heldigvis kunne jeg nøjes med, under helt afslappede former, at komme på hyppige besøg i det gæstfri hjem.

i 2001 var jeg tredje gang i Albanien, denne gang inviteret af den danske ombudsmandsinstitution, som i samarbejde med den albanske stod bag en konference om medielovgivning. Jeg skulle på konferencen redegøre for dansk medielovgivning. Tidspunktet var godt – jeg havde orlov fra Ekstra Bladet og kunne nu ringe til Luljetta og Qemal og sige, at nu kom jeg omsider til Tirana uden at skulle arbejde hele tiden. Det førte til en insisteren på, at jeg boede hos dem, Qemals gamle forældre og yngstesønnen Sidrit på 12, som jeg delte værelse med, fordi storbror Blerti boede hos familiens danske venner i Askov for at få en studentereksamen!

Sidrit savnede Blerti og glad for at få en ny værelseskammerat – ville en dansk dreng på 12 have budt en 54-årig fremmed kvinde så hjerteligt velkommen? Han var allerede dengang rigtig god til engelsk og var gerne tolk, når jeg talte med hans elskelige, desværre lidt svagelige farmor, som kun talte albansk og russisk, og som i øvrigt aldrig havde gået i skole, før hun begyndte sammen med sine ældste børn, Qemals storebror og storesøster. Jeg, som havde mistet min mor nogle år før, fik lov at kalde hende ‘mor’!

Qemals far så jeg ikke så meget til. Han stod tidligt op, lavede sin og fruens morgenmad og forsvandt så ud i byen, hvor han tilbragte store dele af sin tid med at læse avis og snakke med andre ældre herrer i parkens skygge eller på små kaffehuse. Men når storfamilien f. eks. skulle have suppe til aften, var det gamle Minxhozi, som gik på marked og købte ind, før han gik i køkkenet – han var en glimrende kok. Han fremstillede i øvrigt også oppe nordpå i familiens oprindelige landsby en aldeles fremragende raki, brændevinen, som albanerne brænder af enten druevin eller blommevin. Gamle Minxhozi var en spændende og elskværdig mand, som jeg meget gerne ville have kunnet tale med. Men heller ikke han talte andre fremmedsprog end russisk.

Han havde været partisan under 2. Verdenskrig og havde ligget i bjergene og skudt italienske fascister. Siden blev han direktør for den albanske træindustri – en opgave på ministerniveau. Hans position i det kommunistiske Albanien havde givet familien og dermed unge Qemal privilegier, som den voksne Qemal var helt bevidst om som årsag til, at han havde haft en helt anden chance i livet end de fleste jævnaldrende i landet. Dog havde også Qemal som ung tilbragt somrene i arbejdsbrigader og kunne bl.a., da vi en gang kørte i de sydalbanske lave bjerge, på den anden side af en dal udpege en olivenlund, som han havde været med til at plante. Let genkendelig på lang afstand – træerne var plantet på bjergskråningen, så de dannede navnet Enver!

Siden dengang i 2001 har jeg ikke været i Albanien,. Qemal. Luljetta og sønnerne har jeg mødt, mens Qemal i en periode fungerede som albansk chargé d’affairs og ambassadør i København, før han vendte hjem for at stille op til parlamentet. Her er han stadig medlem.

Da Luljetta rejste hjem efter Qemals valg, blev drengene i København. Sidrit gik i gymnasiet. Blerti løste økonomi på København Universitet. Begge talte selvfølgelig flydende dansk. Sidrit elskede at være her. Det gjorde Blerti også, selvom han savnede sin farmors albanske mad!

Blerti havde taget HF.eksamen med et fint gennemsnit, da han boede i Askov. Jeg talte en gang med hans rektor om, hvordan det havde ladet sig gøre for den albanske knægt at komme i dansk gymnasium. Jo, forklarede han, det var noget med, at Blerti angiveligt talte flydende dansk og kunne gå direkte ind i en dansksproget undervisning. Det viste sig bare, sagde rektor med en lille grin, at drengen ikke kunne ét eneste ord dansk, da han ankom. Men det lærte han – og fik et pænt syvtal på 13-skalaen i dansk til sin HF-eksamen. to år efter

Desværre blev Blerti siden tvunget til at forlade Danmark, lige før han skulle aflevere sit universitetsspeciale. Vi havde ikke længere plads til sådan en som ham.

Politiken fortalte historien om regelrytteriet og den dybt frustrerede unge mand og hans lige så fortvivlede danske kæreste. Jeg mener, at de flyttede til Sverige… Min egen forbindelse til familien var ebbet ud, da Qemal og Luljetta flyttede hjem. Men den dag i dag vil jeg ikke ane, hvad jeg skulle sige, hvis jeg mødte dem igen. Jeg skammer mig på det danske systems vegne og kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange jeg har hørt Qemal prise netop det danske system i høje toner. ‘Ambassadøren’, kaldte hans venner ham i Tirana – og mente ‘Danmarks ambassadør’. Han må være grænseløst skuffet…

Albanien har været et meget interessant bekendtskab. Da jeg var der første gang, havde kun få danskere besøgt landet. Stort set kun mennesker fra den yderste venstrefløj med romantiske ideer om en helt anden levevis. Mest kendt var den fantastiske musikgruppe ‘Savage Rose’, som tog Hoxha-systemet i helhjertet forsvar. I hvert fald dengang.

Da jeg kom derned i 1992, var det stadig tydeligt præget af mangelsamfundet, da Hoxha havde brudt med hele verden, fordi selv hans sidste venner fra Kina blev ham for højreorienteret! Der var ikke megen motortrafik i gaderne mit i hovedstaden, hvor der dog her og der tøffede en kinesisk-produceret lastbil eller bus rundt. Anden gang, jeg var der, kørte der Mercedes’er alle vegne, og der lå små illegalt opførte boder og boliger langs Llana-floden, i rabatter langs gaderne og i beplantningen på den centrale Skanderbeg-plads. Totalt anarki på kapitalens vilkår havde erobret Tirana. Tredje gang var der kommet en moderne indstillet ung borgmester, som med hård hånd havde ryddet op i alt det illegale byggeri og genskabt parker og flodbredder som rekreative områder. Mercedes’erne var der dog stadig…

Under alle tre ophold var jeg på kortere eller længere udflugter ud i det smukke albanske land, som gennem Hoxhas diktatur var blevet spækket med særprægede ‘svampe’ – små kuppelformede betonbunkers, beregnet til en enkelt maskingeværskytte. De lå i hundredetusindevis alle vegne, i byerne og på landet og helt oppe i øde bjerge. De var solidt lavet og kunne ikke uden videre fjernes. Enkelte større ‘mushrooms’ var bygget om til bizarre barer eller lignende, mere tidssvarende formål.

Alle, som har været i Albanien, ved, hvad jeg skriver om. Det syn glemmer man aldrig.