I 1971 flyttede jeg fra Aalborg til København. Jeg var 24 år, ret nyuddannet journalist og af min chef mindet om, at det er sundt at komme ud og se noget andet… Så jeg skiftede Aalborg Stiftstidende ud med B.T. og min halvandet værelses lejlighed ved Limfjordsbroen med et lejet værelse hos en gammel dame tæt ved Nørreport Station.

Hun var sød, men jeg var der meget sjældent. Jeg slog mig nærmest permanent ned hos en journalisthøjskoleven, Jørgen, som boede i en slags bofællesskab i Dragørs gamle bydel. Det var sjovere! Og efter få måneder måtte den gamle dame tårevædet fortælle, at hendes børn havde bestemt, at hun skulle flytte på plejehjem, så jeg måtte flytte. Jeg sagde, at det gjorde mig ondt for hende – hun brød sig ikke om ideen. Jeg skulle nok klare mig, lovede jeg. De få møbler, jeg havde med, blev opmagasineret hos en elevkammerat med god plads i kælderen, og jeg fik folkeregisteradresse i Dragør.

Men jeg skulle have et sted selv. Og Jørgen hjalp mig med at finde noget. Man skulle være boligberettiget for at få noget ordentligt at bo i i København, så det var stort set udelukket. Jørgen kunne dog forklare mig, at det ikke var afstanden til B.T. i Gammel Mønt, men til nærmeste S-station, jeg skulle interessere mig for, så en lille bungalow på Damhus Boulevard, omkring 100 meter fra Rødovre Station var fin, og jeg kunne betale mig fra lejen af den.

Jeg boede der i et par år, fik tilskud til huslejen ved at have et par andre unge mennesker boende og havde det i det hele taget ret fint. Men da ejerne talte om at sælge det fremlejede hus, så jeg mig om efter noget andet. Og da førnævnte Jørgen nu var ved at flytte sammen med sin kæreste, kunne han hjælpe mig til en fin andelslejlighed i Haraldsgade på det ydre Østerbro.

Her boede jeg, da jeg i 1977 skiftede fra B.T. til Ekstra Bladet og steg pænt i løn. Jeg lod være med at sætte mit forbrug op, så efter et års tid havde jeg lagt så meget til side, at jeg kunne tænke på at finde noget lidt større og lidt mere centralt at bo i.

En B.T.-kollega var ved at flytte sammen med sin senere mand – jeg har været heldig med kollegers privatliv! – og jeg kunne købe hendes lejlighed i en tagetage i Nordborggade, nu på indre Østerbro lige ved Kastelsvej over for den britiske ambassade. Andelen i Haraldsgade blev solgt til en anden kollega – jeg husker, at han var oppe og se på den, da jeg blev ringet op af min kollega og ven fra Ekstra Bladets Christiansborg-redaktion Frits, som fortalte, at Jens Otto Krag var fundet død i sit sommerhus i Skiveren, og at jeg hellere måtte vende snuden mod Christiansborg.

Men altså – 1. juli 1978 flyttede jeg ind i Nordborggade, hvor jeg stadig bor. Og det er ikke, fordi jeg ikke har det godt her, at jeg overvejer at flytte. Det er, fordi lejligheden ligger på femte sal, at der ikke er elevator, og at jeg har set, hvordan folk, der ikke kan klare trapper på deres ældre dage, bliver fanger i deres eget hjem. Dér vil jeg ikke ende! Så jeg skal væk herfra, mens jeg kan bestemme selv.

Jeg har altså boet her i 38 år. Men hvor er det egentlig mærkeligt: Jeg kan stadig være i tvivl om, hvor det er, jeg skal dreje af fra Kastelsvej for at komme ad den rigtige gade. Det er mit kvarter, men jeg ved ikke, om jeg føler det sådan…

Jeg føler mig hjemme i Aalborg. Stadigvæk.

Men bortset fra det, så er det et godt kvarter, jeg bor i. Der er masser af ambassader i området. Det betyder faktisk også, at her er roligt. Briterne, russerne og amerikanerne er så godt passet på, at der ikke er mange muligheder for ballade i gaderne. Jeg bor tæt ved Østerport station, en af byens bedste slagtere ligger i Classensgade lige for enden af den lille Nordborggade, der er et minimarked med næsten døgnåbent, en glimrende indvandrergrønthandler, et Meyer’s bageri, farvehandel, renseri – det er sjældent, at jeg behøver bevæge mig længere væk end 100 meter, med mindre jeg har lyst. Og det har jeg, så jeg benytter mig af gåafstand til indre by og til steder som Fælledparken, Østerfælled Torv, Nordre Frihavnsgade og Kastellet.

dsc00824Altså det gamle, smukke Kastel nede ved havnen. Da jeg flyttede ind her, lå der på Kastelsvej et værtshus, som også hed Kastellet. Jeg husker, at jeg drak flyttebajere dér sammen med føromtalte Frits og Lars, en anden kær ven og kollega, som sammen havde hjulpet mig med at flytte nogle ting fra Haraldsgade – bl.a. indholdet af min hjemmebar, som jeg husker det.

Jeg var dengang glad for, at der lå sådan et traditionelt værtshus så tæt på. Og jeg var derinde et par gange, inden jeg opgav det. Det var ikke hyggeligt. Der var snavset, der kom ikke ret mange, og man følte sig nærmest til ulejlighed derinde. Og efter ganske få år lukkede det.

Jeg vil mene, at stedet stod lukket og ubrugt i omkring 30 år! Jeg undrede mig såre over, at et velplaceret lokale et så centralt sted kunne bruges til lager – gennem de gamle værtshusgardiner kunne man skimte papkasser og andet ragelse i dynger derinde, og på Femmeren, det lille jazzværtshus i Classensgade, som i de senere år er blevet en slags stamsted for mig, talte vi nu og da om det.

Men her i forsommeren skete der pludselig noget. Der blev ryddet ud, malet, snedkereret. Og en dag åbnede Loppehandel.dk – en af de loppehandeler, hvor man kan leje en reol og håbe på at få noget af det overflødige gods gjort i penge.

Det skete samtidig med, at jeg havde fuldt op at gøre med at flytte min gamle faster på plejehjem. Og da det var gjort, tog jeg chancen og lejede en reol for måske at få lidt ud af nogle af hendes aflagte ting, suppeleret med lidt fra mit eget overskudslager og enkelt ting hjemme fra min søsters skabe i Aalborg.

Jeg vil nu ikke påstå, at det har været noget større succes. Der er ikke rigtig salg i mit aflagte. Men jeg har reolen året ud, så det må gå, som det går. Så er forsøget gjort, så har vi prøvet det.

En dag, da jeg var derinde, sad indehaveren, Frank, på sin rygeplads ude ved døren til baggården. Jeg kiggede ud til ham – og faldt pladask for den fine gård.

Jeg tog et billede. Og nu har jeg malet motivet henne på mit onsdagsfristed hos Gitte i Øster Farimagsgade.

Det var ikke så nemt. Men jeg et rimeligt godt tilfreds. Jeg gik indenom hos Frank og viste ham det. Han var imponeret og syntes, at det billede skulle hænge i butikken. Jaja! Foreløbig bor det hos mig! Og foreløbig bor jeg her.