Folk siger ret ofte, når vi kommer til at snakke rejseri, at jeg jo også har rejst så meget, så meget. Jeg plejer at reagere med et ‘narh, så meget har jeg da heller ikke…’
Men jo, det har jeg vel egentlig. Inden jeg blev næsten 40, rejste jeg stort set ikke. Kun min store udlandsrejse, da jeg flyttede til Skotland for at blive au pair efter studentereksamen og så enkelte rejser i embeds medfør som politisk journalist – EF-møder, Nordisk Råd og sådan noget. Når jeg var afsted på disse korte ture i ind- og udland, gjorde jeg det dog til en vane at gå ture og se så meget af stedet som overhovedet muligt, uden at det gik ud over arbejdsformålet.
Som enlig var mit behov i ferierne mere at dyrke familie, så jeg tog til Aalborg og rykkede ind hos mine forældre. Da min far kort tid efter min flytning til København blev syg og helst ville være hjemme (og i nærheden af sit trygge hospital), blev det endnu mere naturligt at besøge dem så tit som muligt. Han holdt heldigvis i mange år efter sin pensionering, og allerede i hans levetid begyndte jeg at synes, at jeg skulle se mere af verden end Nordjylland. Min første ferierejse blev en tur til Rom, hvor jeg dyrkede den disciplin, som jeg også havde dyrket på de korte arbejdsrejser: jeg gik og gik og så! Helst udendørs. Jeg har været i mange kirker og på mange museer, men allerhelst går jeg rundt i byerne, som det som oftest er, fordi jeg som ikke-bilist er lidt bundet af, at jeg skal kunne komme til og fra med offentlig transport.
Da min mor døde, erklærede min søster, at nu skulle jeg lære at holde campingferie! Det havde hun og min svoger dyrket i mange år. Og nu skulle den forældreløse 50-årige, som ikke mere kunne holde ferie ‘hjemme’, med. Det var jeg et par gange, og det var rigtig dejligt – turene gik til Frankrig, som var deres foretrukne destination.
Okse i skyggen ved sukkermarkerne ved Trinidad, Cuba.
Quindao, Kina – her dystede Ol-sejlerne i 2008.
Jeg har rejst flere gange med andre. ‘Selskabsrejser’! Men meget lidt i den traditionelle charterstil. Jeg har været på cykelrejser i Vietnam og på Cuba med Region Rejser, på et par rejser i Kina og på en flodtur i Rusland, fordi jeg erkendte, at en rejse til russiske eller kinesiske områder uden for storbyerne ville være for bøvlet at arrangere selv. Det har været fine ture. Men oftest har jeg rejst alene. Jeg har nydt virkelig godt af internettets muligheder for at søge og finde og bestille. Og efter at jeg er begyndt at male akvareller, har motiver fra disse ture været oplagte at finde frem.
Carla – vinbonde i Toscana.
Der arbejdes med et motiv fra Bourgogne.
Men, men. Det kan også være bøvlet. Og i de seneste år har jeg med stor fornøjelse været på et par rejser i godt selskab. Min meget gode ven Lars, som jeg har kendt fra gymnasietiden og i øvrigt har fulgtes med gennem store dele af vores professionelle journalistliv, har to gange inviteret mig med på vinrejser, som han har arrangeret for venner i Aarhus. Vi har været i Bourgogne og i Toscana, og Lars arbejder p.t. med en 2017-udflugt til Sicilien. Det er hyggelige rejser i godt selskab og med mange skønne landskabsoplevelser og kig ind bag motorvejene.
Sådan har det også været de foreløbig to gange, jeg har rejst med Københavnske Journalisters Veteranklub, en forening, som er præcis det, som navnet fortæller. Det er gamle fagfæller (kriteriet er, at man er fyldt 60, og blandt de ældste aktive medlemmer her i december 2016 er Lise Nørgaard, som er 99 og stadig dukker op til arrangementer i klubben, og Jens Bjerre, globetrotteren på 95, som for kort tid siden tryllebandt os med en filmforedrag om sine rejser).
Veteranerne er rejsevante. Der er en hård kerne, som næsten alle tager med på næsten alle ture. Det giver endnu bedre venskaber, end der var i forvejen. I sagens natur er det grå guld dominerende, og tempoet er afpasset pænt derefter. Men det er alligevel programmer med tryk på. Klubben arrangerer som regel to rejser pr. år.Jeg har været en smule uheldig med klubbens rejsemål, fordi de i min medlemstid har været forbløffende sammenfaldende med steder, som jeg selv har besøgt i de senere år – Budapest, Istanbul, Baltikum, Irland, for eksempel. Det har jeg så valgt fra.
St. Malo i Normandiet – et af mine forsøg på at male akvarel på lærred.
En sten på stranden ved St. Helier, Jersey, hvor tidevandet har dramatisk effekt.
Men der har været mål, som passede mig godt. Første gang, jeg var med, gik turen til Normandiet. Jeg havde været der en enkelt gang tidligere på vejen hjem fra en campingtur i Bretagne, men ellers ikke. Det blev en fin tur med en dejlig endags-afstikker til Jersey. Den anden rejse fandt sted i år, da vi var i Spanien. Dér var jeg til et EF-topmøde i Madrid, i et par dage på min ‘store, europæiske dannelsesrejse’ med voksen-interrail i min første overenskomstmæssige orlov i 1987, hvor jeg havde et par dage i Barcelona og et par dage i Sevilla, og en enkelt gang i Barcelona sammen med søster og svoger på en grupperejse. Denne gang skulle turen gå til Madrid og Toledo, begge byer som jeg gerne ville se.
Vindmølle i Campo de Criptana, Spanien.
Invasionskysten, Normandiet.
Både i Normandiet og i Spanien fulgtes jeg med de andre på store stræk, men gik også mine egne veje, som jeg plejer. Og jeg havde altid mit lommekamera med. Nogle af motiverne er blevet til akvareller – da vi sluttede efterårssæsonen hos Gitte i maleværkstedet her i december, lod jeg mit seneste forsøg stå tilbage til finpudsning efter jul, og det er en af Don Quixotes vindmøller i La Mancha. Lige før den havde jeg malet en udsigt over en af invasionskysterne i Normandiet.
Parque de Oeste, Madrid.
Botanisk Have, Madrid.
I Spanien havde jeg også skitsebogen med. Og jeg fik da også sat mig et par gange for at tegne. Botanisk have i Madrid og en stykke af Parque del Oeste, også Madrid.
