Turen til Færøerne i august gav mig mange sanseoplevelser, som jeg har fortalt i andre indlæg. De lave skyer, de ufatteligt mange grønne farver, lyset…

Bænk ved bygden på Nólsoy, Færøerne

Bænk ved bygden på Nólsoy, Færøerne

Den sidste dag på Færøerne (i denne omgang!) gik til øen Nólsoy ud for Tórshavn en dag, hvor støvregnen efterhånden blev til rigtig regn. Den nåede at høre op, inden jeg tog tilbage til Tórshavn, men himlen forblev lys grå.

Jeg tog selvfølgelig en masse billeder på Nólsoy, også for at have mulige tegne- og/eller akvarelmotiver at vælge imellem, når jeg kom hjem. Jeg har allerede både tegnet og malet andre motiver fra turen, og der er mange, mange tilbage, men nu har jeg prøvet kræfter med et motiv fra Nólsoy, som jeg fandt på vejen tilbage mod færgen.

dsc09773Jeg gik langs bygdens lille havn, hvor både ligger trukket op på land, og hvor bådehusene står skulder ved skulder ned mod vandet. De er stort set alle bygget i grov, grå beton. På nogle af dem er soklen af grå kampesten synlig, og de samme kampesten ligger i vandkanten. Enkelte bådehuse har let pudset murværk, også i grå nuancer, og de fleste har tag af grå eternit eller bølgeblik. Asfalten mellem bådehusene og ophalingspladserne er gråsort.

På en regnvejrsdag er det altså ret gråt-i-gråt!

Men smukt! Og bestemt ikke uden farveklatter. De fleste af bådehusene har porte i klare farver eller er ligefrem malet som kunstværker, og det grønne, grønne græs har selvfølgelig også fundet groplads her. En veltjent båd har blåt tag, blå ræling og mønjerød bund.

Vd havnen i Nólsoy en gråvejrsdag i august 2016.

Ved havnen i Nólsoy en gråvejrsdag i august 2016.

Jeg satte mig for at gengive alt det grå og prøve at få det til at leve i akvarel. Jeg brugte den metode, som jeg p.t. er gladest for: jeg tegnede motivet let med blyant, trak hovedlinjer op med tuschpennen, fjernede blyantskitsen og malede så akvarel. Det er ikke superlet at blande en grå farve. Men man kan selv bedømme, om det er lykkedes. Akvarellen er lysere end virkeligheden. Sådan er det ofte med akvarel, tror jeg. Og sådan er det i hvert fald tit for mig.

 

Det er måske værd at nævne, at jeg hverken har brugt okker eller violet i dette billede. Det er ikke så sædvanligt. Og så i et billede fra Færøerne! Hvad ville Barður dog tænke 😉