Både Henrik, min lærer på tegnekursus på Thorvaldsen, og Gitte, som hjælper mig med akvarel på maleskole.dk, giver mig på hvert forløb en udfordring, som jeg med dybe suk kaster mig ud i. Uden større lyst, men jeg gør det. Og jeg lærer, det må jeg jo være ærlig og erkende, noget af det.
Produktionen efter seneste croquis-session hos Gitte.
Det handler om croquis. Ifølge ordbogen dækker det franske ord på dansk over ‘det at lave skitser, udkast eller færdige tegninger, især efter nøgenmodel. Også en sådan skitse eller tegning.’
På Thorvaldsen tegner vi i sagens natur ikke efter nøgenmodeller. Henrik kalder øvelsen ‘Line of action’. Vi går ned i en bestemt del af samlingen og sætter os hver især ved en skulptur, vi vil prøve kræfter med, hvorefter Henrik sætter et stopur i gang og giver os fem minutter at tegne i. Når minutterne er gået, flytter vi os til et andet motiv, og processen gentages, typisk seks-syv gange. Vi slutter som regel med at sidde i 10 minutter ad gangen ved et par af motiverne.
Jeg synes ikke, at jeg er særlig god til denne hurtigtegning. Og de første gange var det ikke bare med manglende lyst, men med decideret ulyst jeg gik i gang. Nu gør jeg ofte det, at jeg vælger en eller et par skulpturer, som jeg tegner, og når minutterne er gået, flytter jeg mig og ser samme skulptur fra en anden vinkel. Det kan jeg såmænd ind imellem finde helt sjovt…
Hos Gitte i Øster Farimagsgade er det mere klassisk croquis, det handler om. Vi tegner efter levende nøgenmodel. Eller maler.
Det redskab, som man bruger, betyder utroligt meget for processen. På Thorvaldsen begyndte jeg med blyant, men gik ret hurtigt over til at benytte kul. I de forløbne år har jeg brugt adskillige forskellige typer kridt og stifter.
De første gange hos Gitte brugte jeg også disse grove stifter, indtil jeg kastede mig ud i at forsøge med akvarel! Det var en særpræget oplevelse. Men der er noget i det…
Her viser jeg alene et par samlinger af croquis fra i år. Måske finder jeg nogle flere frem senere, måske nogle fra Thorvaldsen. Det, som det giver at tegne hurtigt, er øvelsen i at se og gengive det væsentlige. Den linje eller bevægelse, som karakteriserer modellen. ‘Cut the crap’, for nu at udtrykke det universelt. Drop ambitionen om at tegne ansigtet eller hånden. Jo, det kan da godt være, hvis man er dygtig, at man kan nå det på to, fem eller 10 minutter – eller på de 20 minutter, som modellerne står pr. gang i det atelier, som Henrik anbefaler for dem, som gerne vil træne croquis.
Jeg ved ikke, om jeg måske en dag når så langt, at jeg – frivilligt! – kaster mig ud i ekstra croquis. Man skal aldrig sige aldrig.
