Jeg skriver fortsat klummer i min lokale Nordjyske Stiftstidende – nu cirka hver ottende søndag under fællestitlen ‘Underskrevet”.

I dag fortæller jeg om, hvordan jeg blev aktiv deltager i processen omkring demokratiet! Og om, hvordan jeg egentlig synes, man burde gøre for at vække almindelige borgeres interesse for sagen.

STÅ VAGT OM DEMOKRATIET

Om et par uger skal jeg tidligt op. Forbandet tidligt! Jeg skal ud ad døren klokken syv, og det er et tidspunkt, hvor jeg foretrækker at gennemgå en langsom, nænsom opvågnen, stadig skærmet mod omverdenen af min lette silkedyne, som holder mig passende varm, uden at jeg koger over.

Jeg skal op og stå vagt! En hel dag skal jeg værne om noget af det mest værdifulde, jeg ved: det danske folkestyre.

Jeg skal være tilforordnet ved valgene til regional- og byråd. Jeg skal hjælpe vælgere med en og en at finde ind bag stemmeboksens forhæng og ud på den anden side, om nødvendigt forklare, at man kun skal sætte et kryds og ikke flere pr. seddel, og at man ikke må skrive noget på den, altså sedlen. 

Jeg skal, hvis vælgeren er i tvivl, forklare, hvordan stemmesedlerne lægges sammen og vise de rigtige bokse til hver af de to.

Jeg skal måske med ind bag forhænget og hjælpe og sikre, at det er vælgeren selv, som beslutter, hvor krydset skal sættes. Og måske skal jeg ud af valgstedet og hjælpe en vælger med at stemme, siddende i en bil. Det kan også være, at jeg skal sikre, at vælgeren faktisk forstår, hvad det hele går ud på, også selv om han eller hun måske ikke er særlig velbevandret i det danske sprog.

Og når valgstyreren ringer valgene af, skal jeg deltage i at tælle, så vi kan finde ud af, hvem der i de kommende fire år har fået medborgernes tillid til at varetage alle de fælles interesser, som kommunen og regionen har ansvar for.

Det kan blive midnat, inden jeg er hjemme, formentlig kørt af en taxa, for jeg har ikke bil, og så godt er nettet af offentlig transport i Aalborg altså heller ikke. Jeg tager nok også en taxa om morgenen, for jeg har haft et par trælse oplevelser med forsinkede busser og uventede ruter i den del af byen, hvor jeg skal ud og stå vagt. Og den slags orker jeg ikke at tænke på klokken syv om morgenen.

Og hvad fa’en – jeg vil få 870 kroner minus skat for vagten, så det rækker nok nogenlunde til en taxa hver vej.

Når jeg fortæller venner og bekendte, at jeg har meldt mig til tjeneste, siger de fleste, at det da er sejt og godt. Nogles blikke flakker lidt, og jeg kan godt se, at de nok tænker ‘At du gider!’ Nogle spørger, hvilket parti jeg er medlem af, siden jeg kan være tilforordnet?

Svaret er: ikke noget. Jeg er ikke og har aldrig været medlem af noget politisk parti. Jeg har altid været politisk interesseret, men jeg har haft arbejde, hvor mange mente, at man ikke burde være politisk organiseret, og selv om jeg synes, at den indstilling er forkert, har jeg ikke haft behov for at demonstrere min holdning.

Men jeg har tænkt, at det var lidt underligt, at borgerligt ombud som at være domsmand eller valgtilforordnet blev administreret gennem vælgerforeninger.

Da jeg blev pensionist og dermed ikke mere skulle beskæftige mig professionelt med valg, som jeg havde gjort hele mit voksne liv, fandt jeg ud af, at i København, hvor jeg boede, kunne man bare skrive sig på en liste hos kommunen, hvis man ville tilbyde sig som valgtilforordnet. Så det gjorde jeg – for også at prøve demokratiet fra den vinkel. Jeg var tilforordnet i Remisen på Trianglen tre gange, inden jeg flyttede til Aalborg. 

Hos en bekendt med aktiv partibog fik jeg at vide, at her er det stadig partierne, som stiller tilforordnede. Men selv om jeg altså stadig er partiløs, sendte hun mig siden en forespørgsel, om jeg ville stå til rådighed? Jamen, naturligvis! Og jeg har efterfølgende fået en standardvelkomst fra borgmesterens forvaltning, stilet til ‘Kære partimedlem’. Jaja…

For nylig var jeg til en hyggelig fest, hvor vi kom til at tale om valg og unge og politisk interesse. Og en af de andre fortalte, at hendes niece og en flok af hendes venner skal være tilforordnede her om lidt.

For i København har man simpelthen spurgt de ældste gymnasieelever, om de kunne have lyst til at medvirke? Om de vil tage en vagt for demokratiet? Og det vil de gerne.

Fremragende initiativ! Hvor ville jeg gerne skulle dele tjansen med en flok dedikerede aalborgensiske 18-19-årige. Så ville det for alvor blive ‘demokratiets festdag’.