Jeg har i de senere år som regel taget en kortere efterårsferie et eller andet sted hen – oftest en større by ikke for langt fra Danmark. Hamborg, Berlin, Amsterdam…
I oktober var jeg en tur i Bremen. Bremen, spørger folk undrende. Hvorfor Bremen?

Kaffeemühle, Bremen. Fint spisested på volden.
Tjah, byen er stor, historisk og ligger ikke langt fra Danmark. Engang på et malekursus i Toscana faldt jeg i snak med en af de andre deltagere om rejsemål, og jeg fortalte, hvordan jeg sent i mit rejseliv havde besluttet, at Hamborg ikke bare skulle være et sted, man skyndte sig til for at sidde fast i Stau i Elbtunnelen og så komme videre til lande syd eller vest for Tyskland. Det var en god beslutning – Hamborg er en skøn, skøn by at besøge.
Han gav mig ret, men foreslog så, at jeg skulle give Bremen en chance. Han havde selv ret sent fundet en veninde dernede, og eftersom hun stadig skulle passe et job, havde han tit tid for sig selv i byen, når han besøgte hende. Og han fortalte, at Bremen både er smuk, overskuelig og fyldt med kultur af enhver slags.
Det har jeg tygget lidt på siden, og da jeg i september besluttede at tage mig sammen og finde et efterårs-rejsemål, selv om jeg egentlig ikke orkede, tænkte jeg, at det måske skulle være nu. Jeg fandt en flybillet Hamborg t/r til omkring 1200 inklusive bagage. Til de fire nætter, den billet ville give mig, fandt jeg et fornuftigt hotel med morgenmad (husk at tjekke, om den er med!). Og så drog jeg af.
Efter den meget lækre, lune september i Danmark var det dejligt at komme til Bremen og opleve et næsten lige så lækkert vejr igen. Det dejlige vejr varede fire af de fem dage, jeg var dernede. Da jeg skulle hjem, småregnede det.

Torfhafen med kopier af gamle tørvebåde
Bremen er en grøn by. Altstadt ligger omkranset af vand – floden Weser på én side, fæstningsvolde på de tre andre. Og både flodbred og volde er grønne åndehuller. Tæt ved bycentret ligger banegårdspladsen, hvor mit hotel lå, og på den anden side af banegården begynder Bürgerpark, en kæmpe park med plæner og skovområder og kanaler og store, store træer. Og Torfhafen – kanalhavnen, hvor tørvebåde i sin tid lossede tørv fra Teufelsmoor, hede- og moselandet i Bremens opland.
Her gik jeg en dag vild – jeg var glad for, at min telefon har gps, så jeg til sidst kunne lade den fortælle mig den rigtige retning. Undervejs tog jeg en del billeder, også med henblik på at finde malemotiver.

En sandstensbro i en stille del af skoven blev det, jeg valgte, da jeg kom hjem. Broen, omgivet af efterårsfarver, var noget af en udfordring, men jeg synes alligevel, at jeg kom nogenlunde derhen, hvor jeg skulle.
Turen til Bremen gjorde, at jeg blev opmærksom på en billedkunstner, som jeg med skam at melde ikke havde bemærket før.
Paula Modersohn-Becker. Hun var, har jeg opdaget, udstillet på Louisiana så sent som i 2015. Noget af det første, jeg så, da jeg kom til Bremen, var plakater for en udstilling af hendes og Emil Noldes værker på Paula Modersohn-Becker Museum.

Mocdersohn-Becker møder Nolde. Fra Modersohn-Beckermuseets hjemmeside.
Udstillingen i Bremen og udflugten til Worpswede var begge i høj grad succes. I Worpswede rummer Paulas hjem i dag et fint, lille museum for hele den kunstnerkoloni, som ud over malere som hendes mentor og hendes mand rummede forfatteren Rilke. I dag anses Paula, har jeg læst mig til, som den bedste af Worpswede-malerne. Og hvad kunne det ikke være blevet til?
Jeg fandt på byens kirkegård hendes grav godt gemt ved kirkegårdsgærdet. Det er et bevægende monoment. Den unge, liggende kvinde og babyen, som sidder rank på hendes skød, symboliserer tragedien: Paula døde i 1907 som 31-årig, 14 dage efter at have født sit første barn. Barselsfeber… Datteren Tille (Mathilde) blev 91 år, døde i 1998 og har en lille sten forrest på gravstedet.
I bussen på vejen tilbage fra Worpswede sad jeg på forreste sæde og tog en del billeder ud gennem vinduet. Det er et dejligt syn at køre gennem tunnelen af bl.a. birketræer, også i efteråret med de skønne farver. Men kan man male dette flimrende orgie af gult og grønt? Jeg har prøvet.
