Der har været hjemmesider i efterhånden utallige år, og jeg har som journalist arbejdet professionelt med at støve andres hjemmesider igennem og at producere Danmarks mest succesfulde mediewebsite, ekstrabladet.dk. Men først nu, tre-et-halvt år efter, at jeg gik på pension, har jeg selv fået en hjemmeside.
Hvorfor så det?
Måske begyndte det med, at en god veninde, da jeg gik på pension og dermed forlod en professionel tilværelse med ganske høj eksponering og adgang til at påvirke samfundsdebatten (dér blev jeg vist lidt højtravende…), foreslog mig at blive aktiv på Facebook. Jeg havde allerede en Facebook-profil, fordi det allerede dengang lignede en nødvendighed for en journalist at kunne bruge dette sociale medie som redskab til research og kontakt. Men jeg havde ikke noget begreb om, hvad folk egentlig brugte det til og var absolut ikke selv aktiv.
Det blev jeg. Jeg har i nogle år nu være relativt flittig til selv at skrive, vise billeder og til at kommentere andres opdateringer (underligt ord, ikke?) Jeg gør mig umage for ikke at være alt for privat uden at være totalt indelukket.
En ting, jeg har brugt Facebook til, er at vise lidt af, hvad jeg har fået ud af min seneste interesse: akvarelmaling. Jeg har i små tre år fusket lidt med papir og pensler, og somme tider har jeg vist et resultat for mine Facebookvenner. Og har fået herligt mange positive kommentarer til det. Efterhånden spørger flere og flere, om jeg da ikke skal udstille de billeder – sælge af dem, måske?
Nej, det tror jeg bestemt ikke, at jeg skal. Men efterhånden tænkte jeg oftere og oftere på, om ikke en hjemmeside kunne være en idé, så jeg dels selv kunne se på produktionen samlet og i nye sammenhænge, dels kunne lade andre få et kig med ind i atelieret.
Jeg er den lykkelige indehaver af en meget, meget god ven, Frank Stjerne. Han er som jeg uddannet journalist og har som jeg været meget aktiv i Dansk Journalistforbund. Der har jeg lært ham at kende og fået ham i min allerinderste vennekreds. Frank blev tidligt optaget af teknikken bag dagbladsproduktion, og nu er han gledet helt over i it-verdenen, professionelt og – kan vi som hans venner bevidne – til dels også privat!
Godt for mig. Frank er min personlige it-support. Og han sagde ja, da jeg forsigtigt bad, om han måske ville hjælpe mig med at få min egen hjemmeside.
Det er den, I ser på nu. Den er endnu i sin spæde barndom. Jeg skal først nu til at finde ud af, hvordan jeg griber min idé an. Jeg ved ikke, hvad det vil udvikle sig til. Jeg ved ikke, hvor mange smarte features i hjemmeside-universet, som jeg kommer til at bemestre.
På gangen på Ekstra Bladet – foto til artikel i fagbladet Journalisten i 2010. Foto: Les Kaner
Jeg føler mig trods alt ikke på helt bar bund. Mens jeg var aktiv på Ekstra Bladet, blev jeg den første af de ‘gamle’ avisjournalister, som rykkede over på webudgaven, som dengang – det var i 2007 – stadig var et univers langt fra avisens dagligdag og med en kultur, som var meget anderledes end det egentlige Ekstra Blads. Avisens – og nettets – nytiltrådte øverste chef, Poul Madsen, ville gerne integrere de to dele af virksomheden, og da jeg efter min omsorgsfulde læges råd søgte om at komme væk fra redaktionssekretariatets nattevagter, tilbød han mig at udnytte min høje anciennitet som avisjournalist til at blive murbrækker og være med til at nedbryde de meget bastante myter om nettets skadevirkninger, som trivedes blandt det store flertal af hard core avisfolk.
Jeg var ikke fremmed over for medieudviklingen – ikke mindst min tid i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse og som formand for forbundets mediepolitiske udvalg havde gjort mig særdeles bevidst om, at papiraviser var/er nødt til at se den digitale udvikling i øjnene og satse bevidst på webudgavernes muligheder. Så jeg sagde ja og fik således en arbejdsdag, som handlede om at fodre en hjemmeside.
I 2008 var jeg med en gruppe kolleger på ekstrabladet.dk på studietur til Amsterdam, hvor denne lille ‘avis’ udelukkende arbejdede på digital platform.
Jeg var – som i min tid på avisen – meget optaget af samspil mellem tekst, billeder og design, og da ekstrabladet.dk et par år senere under ledelse af Geir Terje Ruud, hentet til Danmark fra Nordens største mediesite-succes vg.no, gik over til nyt design med ny teknisk platform kastede jeg mig begejstret – trods massive indkøringskvaler med den norske platform – ud i meget mere avanceret arbejde med web.
Jeg er altså ikke uvant med det, jeg nu helt privat har givet mig i lag med. Men jeg er på den anden side overhovedet ikke fagnørd eller teknikkyndig. Så om jeg her i mit eget univers bare holder mig på den meget elementære basis, eller om også jeg en dag kaster mig rundt i fantasifulde kreationer til egen og forhåbentlig andres fornøjelse – det må vise sig. Indtil videre har jeg nogle tekniske problemer, som driller i forhold til iPad-visningen. Det bliver forhåbentlig bedre, når Frank og jeg får tid til at sætte os og se på det.
Foreløbig er det kun mig (og Frank), der kan bidrage til hjemmesiden. Jeg skal lige se, hvad det bliver til, før vi måske åbner for, at andre kan skrive eller kommentere. Men forhåbentligt er der nogle, som alligevel synes, at det er ulejligheden værd at kigge med.
Til en begyndelse bliver det noget med, at jeg lægger akvareller ud. Forklarer lidt om dem, fortæller om, hvor motiverne kommer fra, og hvordan jeg arbejder videre fra motiv til akvarel. Jeg vil også vise noget om min anden ‘kunstneriske’ genre, tegning. Mens akvarellen blot er få år gammel i mit univers, har jeg tegnet, siden kort efter at jeg fyldte 60. Dengang begyndte jeg at forberede tiden efter journalistik ved bl.a. at undersøge, om jeg ikke kunne finde en hobby. Jeg forsøgte mig med et tegnekursus, jeg blev bidt af det, og jeg holder fast endnu. Det var i øvrigt et par af tegnevennerne, som puffede til mig og mente, at jeg også skulle prøve mig selv af med akvarel. Tak til Kirsten og Annette for disse puf!
Der kommer også fotos på min hjemmeside. Professionelt har jeg altid elsket den del af journalistikken, som indebar samarbejde med de sindssygt dygtige pressefotografer, vi er velsignet med her i landet. Jeg har i mange år selv fotograferet flittigt, når jeg var ude at rejse. Efter digitalkameraets indtog er den interesse løbet amok, og jeg fotograferer ofte også i dagligdagen på hjemlige himmelstrøg. Jeg har aldrig ejet et spejlreflekskamera eller den slags – jeg har altid kun villet have et lille hurtigt, let og nemt lommekamera, så forvent ikke tekniske mesterværker. Men måske øjebliksbilleder, i de senere år også taget med mobilen, hvis ikke kameraet lige var i lommen eller tasken.
Og så kommer der nok lidt tekst. Jeg er ordmenneske og har skrevet i stort set hele mit liv. Jeg savner ikke at være aktiv journalist, men skrive, det vil jeg stadig gerne. Nu har jeg mit eget medie. Gu’ ve’, hvad det bliver til?
Velkommen ombord. Jeg håber, at det bliver en lystsejlads at følges med mig.
