I august i år døde min faster Nete, to måneder efter sin 100 års fødselsdag.

Det var bestemt ikke sørgeligt, at hun døde. Hun havde ligget i seks uger i terminal tilstand med angst og hallucinationer, som kun blev holdt i ave af kraftig medicinering.

Hendes fødselsdag havde, er vi sikre på, holdt hende i live i hvert fald i et års tid, hvor hun ellers ikke brød sig nævneværdigt om livet. Men hun havde en beundringsværdig nysgerrighed og ville gerne opleve, hvordan plejehjemmet mon ville håndtere en 100 års dag.

Dagen blev flot og fin, og hun var meget glad. Og vi tænkte, at det var godt, at hun fik den oplevelse med. Da hun to uger senere faldt og slog sig, besluttede hun, sådan opfattede vi det, at nu kunne det være nok. Og vi håbede, at hun fik en let sidste tid. Det fik hun desværre ikke, men medicinen hjalp hende.

Hele forløbet, også de år forud, hvor jeg som nærmeste pårørende og eneste slægtning med adresse i nærheden tog mig meget af hende, har fået mig til, endnu en gang, må jeg indrømme, at tænke igennem, hvad man bør gøre, mens man kan.

Det skrev jeg om i oktober i min klumme, Indersiden, i Nordjyske Stiftstidendes ‘Frie ord’-sektion.

———————————————–

Så få det dog skrevet ned


På kalendersommerens sidste dag døde den sidste af min familie fra generationen før mig.

Det var ikke sørgeligt, da det skete. Min faster nåede i juni at fylde 100 år i rimeligt fin form, hun havde glædet sig og havde en skøn dag. Da buketterne efter 14 dage var fjernet, sagde hun til hjælperne på plejehjemmet, at nu havde hun gjort, hvad hun havde sat sig for…

Og så lukkede hun ned. At en stærk fysik gjorde, at hun levede i seks uger mere, var kun synd. Døden var virkelig en befrielse.

Vi var ikke mange omkring hende på 100 års dagen. Hun var ugift, barnløs og havde levet et liv i, hvad vi måske i dag ville kalde et internationalt jetset. Hendes branche var luftfart på et niveau, der, så længe hun var mobil, gav hende frirejser over det meste af jorden. Vennerne var hovedsageligt i udlandet og de fleste i øvrigt døde for længst ligesom hendes tre søskende, fætrene og kusinerne.

Fordi jeg var den eneste af hendes nevøer og niecer, som dengang stadig boede i København, blev jeg, da hun kom på plejehjem for tre-fire år siden, noteret som nærmeste pårørende. Og derfor har det i første række været mig, der har taget mig af praktiske ting før og efter hendes død.

Min faster havde skrevet testamente. Men for godt et år siden skiftede hun mening i forhold til død og begravelse. Det fik vi så skrevet ned, bevidnet og lagt ved testamentet. Så gennem sommeren kunne jeg og de andre allernærmeste forberede os på, hvad der skulle gøres.

Jeg fik under et besøg aftalt alt med lederen på plejehjemmet og havde sågar et afklarende møde med bedemanden. Makabert, mens min faster stadig lå i sin seng 400 meter henne ad Ordrupvej? Måske. Men bedemænd er, har jeg flere gange erfaret, guld værd og en stor hjælp, ikke mindst når man bor i den anden af landet. Jeg tror, at min faster ville have bifaldet det, hvis vi havde kunnet tale om det.

Undervejs har jeg talt med flere venner og et par trofaste veninder til min faster om hele forløbet. Af naturlige grunde er de fleste af dem godt oppe i årene – som jeg selv.

Et par stykker har sagt, at dette her virkelig har sat noget på plads i deres hoveder. Noget om ‘rettidig omhu’, for nu at skamride den gamle skibsreders motto.

Nu skal der tales praktisk med børn og børnebørn, mens man er frisk og fornuftig. Nu skal der skrives testamente og noteres beslutninger om, hvad man ønsker af livsforlængelse hvornår. Der skal skrives noget om, hvordan man vil videre – begraves eller kremeres? Gravsted eller anonym fællesgrav? Måske askespredning, som min faster landede på.

Det er i øvrigt noget besværligt noget, så vi var glade for i god tid at få alt praktisk på det rene ved mødet med bedemanden…

Jeg har – ikke mindst fordi jeg lige så lidt som min faster har livsarvinger – skrevet testamente. Men jeg har da et par ting mere, der skal noteres i tide. Så når jeg en dag ikke er her mere, vil der ligge et papir til dem, der skal handle, som jeg skulle her i september. 

En veninde sagde til mig, at hun ikke har skrevet noget ned, for hun har tænkt, at hendes efterladte skal have lov til at gøre, hvad de vil, når den tid kommer. Hun har skiftet mening. Nedskrevne ønsker og allerhelst en god snak i tide er ingen klods om benet, tværtimod.

Men det er svært. Jeg har flere gange sat mig for at skrive ‘Min sidste vilje’, og det er endt med et stykke blankt papir og mig på flugt hen til noget mere opmuntrende og livsnært. Men nu – NU! – skal det være!

Døden som tabu er svær at komme af med. Jeg hylder det der med, at jeg er ikke bange for at dø – jeg vil bare helst ikke være der, når det sker!

Jeg var hos begge mine forældre, da de døde. Det var hårdt, men jeg var selvfølgelig glad for det alligevel. Jeg kommer aldrig til at dyrke døden som tema til small talk, men jeg vil heller ikke flygte, fysisk eller mentalt, fra en samtale om den. 

Jeg synes, at vi skylder os selv og hinanden den ærlighed og omsorg, der ligger i åben erkendelse af, at døden jo nok en dag også rammer os og dem, vi holder mest af.

Og skriv nu ned, hvad I synes, det så bør ende med, det dejlige liv.