Dette er teksten til den klumme, som jeg har i avisen i dag, 1. april 2019. Det har ikke noget med aprilsnar at gøre. Men det er altså en sær fornemmelse at blive genkendt 50-60 år efter, at man sidst talte med folk…

UNDSKYLD – HVEM ER DU?

Kære læser – se lige på billedet her til højre. Kan du se en 19-årig student der?

Jeg kan ikke. Men tilsyneladende er der en hel del andre, som kan. Efter at jeg for godt et år siden vendte tilbage til Aalborg efter 46 år i København, har jeg mødt adskillige, som har henvendt sig til mig og spurgt, om ikke jeg hedder Kate Bluhme.

Og det gør jeg jo. Det har jeg gjort uden giftermåls, numerologers eller andres indgriben, siden daværende pastor Orla Møller på min dåbsdag i Ansgars Kirke fik at vide, at  det var barnets navn.

Da jeg siden mødte ham på Christiansborg i hans tid som socialdemokratisk topfigur, genkendte han mig naturligt nok ikke og fralagde sig med et  brysk smil ansvaret for den udvikling, jeg havde gennemgået siden sidst. Vores bekendtskab blev så startet forfra og blev rigtig vellykket.

Men hvordan kan gamle skolekammerater 50-60 år senere genkende mig på gaden og kalde mig ved navn, når jeg overhovedet ikke kan kende dem? ‘Du ligner jo dig selv fuldstændig’, siger de. Gu’ gør jeg da ej, det kan jeg se i alle de spejle, jeg møder. Jo, jeg har stadig det kindflæsk og den statur, som fik min far til – kærligt, tror jeg bestemt – at kalde mig ‘Tykser’ eller ‘Rundhoved’, men alligevel…

Desværre er jeg ikke selv velsignet med evnen til at se tværs gennem et halvt århundrede og genkende legekammeraten eller ham/hende fra parallelklassen på Katedralskolen. Eller i øvrigt sætte navn og relation på  mennesker, som jeg møder i andre rammer, end jeg husker dem fra. Men jeg har erkendt det og tager helst hurtigt tyren ved hornene: ‘Jo, det er mig – hvem er du? Undskyld, men jeg er altså håbløs til at genkende folk…’

Langt de fleste smiler overbærende og fortæller mig, hvad de hedder, og hvis jeg ikke straks jubler ‘ja, selvfølgelig’, fortæller de også, hvor vi kender hinanden fra.

Tak! Virkelig mange tak!

Er der noget, jeg afskyr, er det dem, som smiler forsorent og siger ‘Arh, prøv at gætte.’ Nej, jeg vil ej! Og hvis du vil mig noget, så skån mig for den ydmygende leg. Ellers bliver vi med statsgaranti aldrig venner igen.

Hvorfor bliver jeg husket i min barndoms og ungdoms by? Jo, mit navn er nok en hjælp. Det er der ikke mange andre, som hedder – om nogen overhovedet. Nogle gymnasiekammerater kan faktisk huske, at jeg holdt translokationstalen i 1966. Jeg var sygemeldt den dag, rektor Løber gennemtvang et valg til elevrådet, og i mit fravær kunne jeg ikke sige nej – derfor endte jeg som formand og på den talerstol.

Jeg fik et job og en funktion i mit fagforbund, som enkelte gange har bragt mig på tv. Det er der nogle, som minder mig om den dag i dag. Nogle har fået mig genopfrisket her på Indersiden. Men et kendt ansigt er jeg da overhovedet ikke.

Jeg havde en ærkekonservativ onkel, som engang grinende fortalte om en ferie, hvor han et sted ved Middelhavet havde truffet en gammel bekendt og havde indledt en længere hyggelig konservation. Da han kom hjem, så han et billede af sin ‘bekendte’ i en avis – det var den daværende ærkesocialdemokratiske folketingsformand Svend Jakobsen, som min onkel med statsgaranti aldrig havde truffet før.

Jeg ved det godt fra mig selv: ham eller hende kender jeg da. Den slags er nok hverdag for folk som Jakobsen, og jeg ved, at de sjældent føler sig særlig generet af lige det. Men det er ikke min hverdag, og jeg bliver lidt forlegen, når jeg bliver genkendt af nogen, jeg ikke selv genkender.

Men hvor er det, trods forlegenheden, hyggeligt, at nogen kender en. Jeg kan godt lide storbyers anonymitet, men der må meget gerne være en grænse.

Det er dejligt, at der efterhånden er handlende i Aalborg, som genkender mig. Jeg kan godt lide, at jeg – som jeg også af og til gjorde i København – kan møde folk på gaden, som siger hej og slår en sludder af, eller ligefrem løbe på nære venner uden forudgående aftaler. Eller altså, at venner fra en fjern fortid hen over årene kan se den 19-årige student i det 72-årige hylster.

Intet menneske er en ø. Denne sandhed blev formuleret af den engelske digter John Donne i 1624. Det er jeg således heller ikke. Gudskelov.