Dette er mit andet indlæg i Nordjyske Stiftstidendes ‘Frie Ord’, bragt 2. pinsedag i år. Foråret blev aflyst i 2018 – i stedet gik vi nærmest direkte fra isbelagt fjord til hedebølge og tropenætter. Det er noget rod, synes jeg.
“Næste gang skal det være i korte ærmer”
Vennerne fra København strammede halstørklæderne, da jeg på den gudesmukke, men seriøst kolde søndag i marts bad dem lade sig fotografere i flugtstolene ved havnefronten i Aalborg under deres første besøg efter min flytning. Kun få dage forinden havde stolene haft tykke, hvide hynder af forårets sne, og det nu blå, blå fjordvand havde været dækket af grødis og flager.
Limfjorden med is, skib og røgfaner. Forår 2018
I København havde jeg mine yndlingssteder, når jeg gik tur. Kastellet – historisk, charmerende og en køn promenade langs Mærsk og Amalienborg fra Nyhavn. Botanisk Have, hvor jeg i 45 år fulgte årstidernes skiften. Voldområderne bag Christiania, hvor Noma nu holder til. Det kongelige Biblioteks have, hvis der var plads for Pokémonjægere.
Nu, hvor sommeren har meldt sig for fuld hammer, uden at foråret rigtig nåede at have sin tid, udforsker jeg på fuldt tryk naturen i min nye, gamle by, hvor jeg i dag har boet i præcis et halvt år. Cyklen har været til smøring, men jeg går helst. Min familie bor i Skalborg. Fem kilometer væk, forbundet med min del af byen med små veje og fredelige stier langs villaer og kolonihaver og ikke mindst åen. Østerådalen var også det sted, hvor jeg gik tur med min mor i de seneste år af hendes liv.
“Skoven”, hed det bare, når vi som børn gik den korte vej fra villaen over for Skipperen op til Skovbakken, hvor vi klatrede i træer og plukkede nyudsprungne bøgegrene, anemoner og skovsyre. Bag skoven lå Søndre Kirkegård, i hvis udkant vi tog på picnic med far og mor i de små sandklitter mellem bjergfyr, nød udsigten over fjord og Vendsyssel og kappedes om at samle flest mulige planter og bestemme dem efter den lille flora. Nu besøger vi vores døde derinde…
I Skovens andre udkanter nyder vi nu som før landets dejligste Zoologisk Have, Mølleparken og Skovdalen, hvor vi løb på skøjter og hørte jazz engang, men hvor vi nu ser på kunst.
Vi har fået havnepromenade! Vestre Fjordpark, som er en del smukkere end min barndoms friluftsbad. Vestre Bådehavn og cafeer med eller uden frokostjazz, altid en travetur værd. Nu er der også Street Food – må det blive en succes og overleve! I Fjordbyen kan jeg håbe på en plads i solen med noget koldt eller en kop kaffe, hvis det er sådan, vejret er.
Jeg kan tage hen til Egholmfærgen, som i gamle dage gik fra Limfjordsbroen, men som med sin lille havn derude i Vestbyen er rykket tættere på øen. Den bliver måske landfast, men vil forhåbentlig stadig være et lille eventyrland langt ude i havet, som da vi var børn.
Og jeg kan krydse Kulturbroen og udforske de smukke stier ud gennem Lindholm i retningen af lufthavnen, inden jeg tager tilbage og hjem over Limfjordsbroen.
Da jeg søgte bolig i Aalborg, ville jeg gerne have haft en altan som i København. Det fik jeg ikke. Men jeg fik adresse helt tæt ved havnefronten, hvor jeg kan sætte mig i flugtstolene med korte eller lange ærmer, med eller uden den skitsebog, jeg prøver at huske i rygsækken, når jeg går ud.
Jeg kan også gå den om muligt endnu kortere vej over i Karolinelund. Jeg skal ikke i spøgelsestog, rutschebane eller hurlumhejhus mere, men kan kigge på skatere eller snuse krydderdufte i byhaverne. Eller jeg kan gå om ad Nørregade og sætte mig på en fortovscafé, hvis det ikke regner. Hvis det gør det, kan jeg jo bare gå indenfor!
Jeg glæder mig til, at Salling får sin rooftop. Den er en stor succes i Aarhus, og selv om det er Aarhus, kan det jo godt være værd at kopiere.
Furreby nord for Løkken
Nå, jeg kan jo også bare gå de ti minutter hen til Kennedys Plads,som for mig stadig hedder Banegårdspladsen, og tage en rutebil eller et tog et stop eller fem. Nordjylland ligger og venter med alle sine fristelser. Jeg er på vej!
