De er blevet ufatteligt populære – malebøgerne for voksne. Farvehandlere, boghandler, livsstilsbutikker, museumsbutikker, discountbutikker rodebutikker – alle vegne ligger de, bøgerne med farveparate tegninger af mystiske haver, forunderlige havdybder, snørklede mønstre og alverdens dyr, omsat til blomster, blade og forsiringer.
Stadig flere – vistnok langt overvejende kvinder – fortæller let rødmende, at ja, nu er de også hoppet på vognen og har købt farveblyanter og malebøger.
Jeg rødmer ikke ét sekund, når jeg tager mine foreløbig to malebøger frem og sætter mig med P1 og slapper fuldstændig af med at finde på farvesammensætninger og koncentreret fylde de fortegnede mønstre ud. Nogle af bøgerne markedsføres som eksempler på mindfulness. Det ved jeg ikke – jeg gik engang til en enkelt time mindfulness efter råd fra en krisepsykolog, som jeg på mit daværende firmas regning konsulterede efter en alvorlig hændelse i min familie. Og jeg kan ikke genkende ret meget fra den time i det, der foregår, når jeg finder farveblyanterne frem og sætter mig ved det lille bord i mit ‘atelier’, eller når jeg f. eks. som her for nylig sætter mig på den ene side af spisebordet hjemme hos min søster, mens hun sidder på den anden side, og vi begejstret følger hinandens fremskridende farvelæggeri.
Min søster, som altid som barn og ung var meget bedre til at tegne og den slags end jeg, men som i mange år ikke har brugt de evner, var den første af os to, som kastede sig i malebøgernes fristende favn. Og hun har været inspirationen til, at jeg også gjorde det.
Det er blevet nærmest rutine for os, sammen eller hver for sig, at blade de nyeste bøger i genren igennem, når de står dér på reolerne i alle de forretninger, som også er ‘hoppet på vognen’. Vi kan bedst lide de bøger, hvor tegnerne ikke bruger for meget sort! Alle de sorte klatter blokerer for vores kreativitet, synes vi. Længe holdt Ulla fast ved, at hun bedst kunne lide at male mønstre. Men senest dristede hun sig ud i et gademotiv, og det blev så fint, at jeg tror, at hun nu også vil forsøge sig med andre typer motiv.
Jeg har også malet elefanter og andre dyr, fyldt med blomster- og bladmotiver, og det bliver meget, meget yndigt. Men jeg er glad for min Lonely Planet-malebog med 100 motiver fra verdens mest spektakulære rejsemål.
Selvfølgelig begrænser det kreativiteten, hvis man alt for tydeligt for sit indre øje ser motivet, som man så det selv engang, eller som man så det på billeder eller film, og ikke kan få farverne til at ligne. Men på den anden side – man har jo lov at frigøre sig eller bare at bruge erindringen om virkeligheden som inspiration til noget andet – helt andet eller bare lidt andet. Som Bardur, min færøske akvarellærer fra Bornholm i 2015, sagde: Hvis det skal ligne præcis det, I ser, så tag et foto. Når I maler, skal I derimod lave et billede.
Vi er begge to, Ulla og jeg, kolossalt irriterede over, at stort set alle de malebøger, vi har set, rummer motiver, som fylder et helt opslag, hvor falsen gør det umuligt at få de to siders dele af det samlede motiv til at hænge ordentligt sammen. ‘Er det tegneren eller udgiveren, som ikke tænker på den slags’, spørger min søster og ser lidt anklagende på mig – som om jeg er ansvarlig for alle fejl, som begås i de trykte mediers verden. Jeg ved det ikke, men dumt er det.
Her i sommer har jeg planer om at få malet og tegnet en del. Jeg skal ikke på noget kursus, som jeg faktisk har været de seneste somre. Jeg skal være selvkørende. Det skal nok gå. Og ind imellem udfordringerne med blyanter, tuschpenne og pensler vil jeg slappe af med farveblyanterne og mine malebøger. Uden at rødme, men med glæde over, at det bliver så fint, så fint. Se bare.
