Klumme til ‘Frie ord’, Nordjyske Stiftstidende, 19. marts 2018:

Jeg græd, da jeg i juni 1971 som 24-årig forlod Aalborg og skulle bo i København. Og jeg var vemodig, da jeg i november 2017 flyttede den anden vej. Jeg har boet størstedelen af mit liv i København, og jeg agter at bo resten af det i Aalborg. Jeg vil ikke benytte min plads på indersiden til at nedgøre nogen af byerne. Lad det være en varedeklaration.

Jeg forlod Aalborg, fordi min chef, Stiftens sagnomspundne Alf Schiøttz-Christensen, dengang syntes, at unge journalister skulle flytte sig – de skulle ikke gro fast på deres lærested, uanset hvor dygtige de ellers måtte være. Så jeg fandt det ikke skamfuldt at blive bedt om at forføje mig, da jeg havde været udlært i et lille års tid. Jeg blev bare helt almindeligt ked af det. Men jeg blev sikkert en bedre journalist af ikke at blive på Nytorv, senere måske på Langagervej, frem til min pensionering.

Jeg blev i hvert fald en dansker uden fordomme om hovedstad eller udkant. For jeg kendte begge dele. Blev hånet, når jeg kom på besøg hjemme i Aalborg, fordi jeg talte køwwenhavnsk. Og i København, når jeg efter blot få dage herhjemme kom tilbage og talte aalborgensisk. Men jeg har aldrig forsøgt at tillægge mig nogen bestemt sprogtone. Det er bare kommet af sig selv.

Jeg forklarede tålmodigt undrende venner og familie hjemme i Aalborg, at man sagtens kunne bo i ‘den store, grimme by’, og at jeg sov for åbent vindue i min taglejlighed på Østerbro og hørte mere fuglesang end trafikstøj. Men i al den tid, jeg boede i København, sagde jeg om mig selv, at jeg var aalborgenser. Ofte med den velkendte tilføjelse: Ikke stolt af det, men taknemmelig for det.

Og nu skal jeg genfinde mit Aalborg, som hverken er hovedstad eller udkant, men en lille storby. Det er ikke så svært, for jeg er kommet her konstant flere gange om året. Jeg har fulgt med i byens forvandling fra slidt, beskidt industriby til kultur- og uddannelsesby. Jeg kan faktisk finde rundt – bortset fra ensretninger og den slags, som ikke generer, når man er til fods. Og bilist har jeg aldrig været – gudskelov, når jeg hører om parkeringsproblemerne i den indre by, hvor jeg bor nu.

Et par måneder efter, at jeg var flyttet, blev jeg spurgt, om det var svært at blive accepteret for såd’n en københavner? Nej. Jeg har til gode at få revet mine 46 års fravær i næsen. Men totalt smeltet ind i det lokale er jeg ikke.

Jeg tror ikke på, at alt, hvad der udtænkes i København, er beregnet på at genere mennesker i provinsen. Jeg dementerer på livet løs, at mennesker i København pr. definition nedvurderer jyder. For den sags skyld heller ikke fynboer. Jeg synes heller ikke, at det er latterligt eller forkælet, når mennesker i København går i panik over, at deres arbejdspladser med et fingerknips og uden faglig begrundelse skal fjernes og rykke til Lolland, Sydfyn eller – oh, skræk! – Nordjylland. Tænk, jeg kan godt forstå, at de gerne vil beholde både job og hjem, familie og omgangskreds. Det ville jeg også gerne, da jeg blev tvunget til at forlade Aalborg, og jeg var ikke engang etableret. Det til bevidstløshed politisk skamredne begreb ‘tryghed’ tæller faktisk i virkeligheden.

Jeg glæder mig til at blive ‘rigtig’ aalborgenser igen. Helt ind til benet aalborgenser. Og jyde. Men jeg vil ikke være selvfed af den grund.

Ikke at jeg synes, at de mennesker, jeg har mødt rundt om i Aalborg i de seneste måneder, er sådan. Det er også et vrangbillede. Jeg er blevet taget rigtig godt imod i butikker, gallerier og andre steder, hvor jeg har fortalt, at jeg er vendt tilbage til min barndoms og ungdoms by efter 46 år og nu er ved at finde ud af, hvad den er blevet for en størrelse i mellemtiden. Og jeg har nydt i fulde drag, at det pragteksemplar af et mandfolk, som skulle give en hånd med installeringen i den nye bolig, sagde ‘A’ om sig selv.

Jeg var i København i januar på et kort ‘forretnings’besøg. Jeg havde lånt en dejlig lejlighed af nogle venner, som var på ferie, så jeg havde en fin base. Men det var sært at gå rundt i byen uden bare at kunne gå hjem, når jeg ikke gad mere.

Hjem – det er jo ikke længere Østerbro, København. Det er Aalborg. Lige på kanten af middelalderbyen.