Jeg skriver dette dagen efter, at akvarelsæsonen 2016-17 sluttede for mit vedkommende. Der er en dag mere for de andre, men jeg er forhindret, ligesom jeg heller ikke kan deltage, når der om godt en uge er elevudstilling i kælderen Øster Farimagsgade 18. Men Gitte ville meget gerne have, at jeg bliver repræsenteret på udstillingen, så jeg fandt ud af, at jeg kunne sætte fire akvareller i en fælles ramme, som jeg havde stående, så det blev overkommeligt for mig at transportere dem til kælderen og få dem hængt op. Så det gjorde jeg.

Samtidig lavede jeg en samling fotokopier af alle sæsonens arbejder, som jeg lagde i plastlommer og fik hængt op ved siden af rammen med de fire billeder. Så kan folk, hvis de gider, blade og se, hvad der ellers er sket i årets løb.

Selv kan jeg se – men det vidste jeg meget vel – at de første af årets akvareller er temmelig meget anderledes end de sidste. Jeg har, på Gittes opfordring, skruet kraftigt op for forarbejdet i form af den tuschtegning, som jeg laver efter de udvalgte fotografier. Jeg har også i årets løb brugt færre og generelt lysere farver, end jeg har gjort før. Der er et par undtagelser, og det er også meget bevidst, for jeg vil ikke låse mig fast på en bestemt form. I hvert fald ikke nu.

Her er hele mappen, som jeg hængte op. Jeg leverede ud over akvarellerne her også en enkelt tegning og fotokopier af den samling, som er lavet til min ven Tonnys kommende bog om de skæve eksistenser i Sydhavnen. Dem kan I læse om her.

Sæsonens første motiver var fra Færøerne, hvor jeg lige havde været på det tidspunkt. Jeg var – som vistnok alle – fascineret af. hvordan tåge og lave skyer nærmest er en integreret del af landskabet, og jeg forsøgte med nogle ret hurtige billeder af det og skrev om udfordringen her. Det lykkedes rimeligt, men er nærmest at betragte som skitser. Motiverne fra smøgen ved havnen i Tòrshavn og fra havnen på Nòlsoy ud for Tòrshavn er derimod ganske gennemarbejdede. Om disse Færø-motiver – læs her.

 

I efteråret tog jeg en tur til Bremen i Tyskland. Her var der smukke efterårsfarver, som flimrede i solen. Jeg ville prøve, om man overhovedet kunne male sådan noget. Det blev til to forsøg, som jeg skrev om her.

Mit næste motiv var hjemligt. Sidste sommer var jeg et par dage på besøg hos min søster og svoger på en campingplads i Bunken syd for Skagen, og vi tog på udflugter i det nordlige Vendsyssel, bl.a. til det gamle elværk i Bindslev. Jeg kan godt lide det (helst gamle!) industrielle møde med natur – og det smukke tandhjul var jeg straks forelsket i.

Det næste motiv er hentet i mit hjemlige københavnske nabolag, en baggård på Kastelsvej bag den loppehandel, som jeg forsøgte at tjene lidt penge i. Det gik ikke så godt. men akvarellen er ok, synes jeg. Og et eksempel på, at motiverne er overalt.

Nu rejste jeg igen ud via mine feriefotos. Og de to næste billeder er begge fra ture med den veteranklub af gamle journalistkolleger, som havde taget mig til henholdsvis Normandiet og Spanien. Fra Normandiet valgte jeg igen noget med kontrast, den smukke kyst og pigtråden, som fortæller en grum historie. Fra Spanien blev det en helt anden slags historie, nemlig Cervantes’ gamle fortælling om Ridderen af den bedrøvelige skikkelse, Don Quixote, som kæmpede mod vindmøllerne i La Mancha.

Jeg vil gerne holde fast i de gode minder fra den rejse, jeg var på i Syrien, lige før altid gik galt i det smukke land med de venlige mennesker. Jeg har bare ikke så mange egnede billeder at male efter. I vinter gjorde jeg dog forsøget, også med et motiv, som er helt anderledes end dem, jeg ‘plejer’ at vælge. En vinbjergsnegl på en stykke lavasten ved et arkæologisk Slaraffenland tæt ved middelhavskysten.

 

 

 

 

 

Efter kampen med sneglen vendte jeg tilbage til mit arbejde med det noget større rum, og jeg endte i Portugal, ved bredden af floden Tejo i Lissabon. Ponte 25 de Abril, broen, som er navngivet efter Nellikerevolutionen, understreger perspektivet, mens den lille træbro med minikranen er forgrund. Det var blandt andet denne akvarel, som kort tid efter fik mig til at overveje, om jeg rent faktisk dybt nede er en slags japaner  – læs her hvorfor.

Mennesker er meget svære at male, synes jeg. Men en statue? Forsøget blev gjort, da jeg dykkede ned i mine feriebilleder fra Irland. På en af hovedgaderne i Dublin, O’Donnell Street, ligger Posthuset, som var scene for nogle af de bitreste kampe mellem irere og englændere i 1916. Nu står Irlands nok berømteste forfatter, James Joyce, i bronze og ser hen over gaden mod den smukke rosa bygning i en umådeligt charmerende, levende og moderne by. Motivet blev også en træning i det vanskelige perspektiv, som jeg slås evindeligt med.

Et af de første motiver, jeg forsøgte mig med, inden jeg fandt ud af, at akvarel kræver læring og teknik, var et par rødmalede skure bag fyret ved Bovbjerg på den jyske vestkyst. Tidligt i år besluttede jeg at forsøge mig igen for at se, om motivet var blevet nemmere eller jeg selv dygtigere. Det blev i hvert fald anderledes.

Men jeg forsøgte mig ikke med Bovbjerg-motivet med de teknikker, som jeg ellers har bevæget mig hen imod – mere tusch, mindre farve. Det gjorde jeg derimod med to motiver fra Vietnam, som blev de næste, jeg kastede mig ud i. Det ene er fra Hoa Binh-søen, det andet fra den yderste ø i Halong Bay. Grønt, gråt og brunligt i mange nuancer – det er dominerende farver, men jeg kan faktisk godt lide det.

Efter de meget neddæmpede Vitenam-billeder ville jeg tvinge mig selv ud i noget, der krævede mere farve. Og jeg landede på den fantastiske træbygning, som jeg fik øje på inde bag et plankeværk i en sidegade i Krakow, Polen, for et par år siden. Jeg mener at kunne huske, at det var en motorcykelklub, som rådede over træhallen, som er utroligt smuk. Jeg er egentlig mest tilfreds med, at det er lykkedes at gengive det store glasparti i en farve og med nogle spejlinger, som er meget tæt på virkeligheden.

De sidste to akvareller, som jeg har lavet i denne sæson, minder en del om hinanden. Et landskab med noget menneskeskabt i forgrunden – lidt som Bindslevs gamle elværk eller pigtråden i Normandiet. Denne gang blev det en vinpresse på Carlas vingård i Toscana og en gammel, frønnet tønde ved en brusende vandløb i Vestmanna på Færøerne.

De to akvareller peger begge frem mod denne sommer. Om lidt tager jeg igen på en vinrejse – som den til Toscana og tidligere til Bourgogne i selskab med gode venner fra Aarhus. Og senere i sommer vender jeg tilbage til Færøerne sammen med Birgitte, som helt sikkert vil foreslå, at vi tager til Vestmanna og tager på den forrygende sejltur rundt ud af det rolige sund og til åbent hav og fuglefjeldene. Det bliver godt. Og kameraet skal med på begge ture. Og skitsebogen, som har været skammeligt forsømt for længe.