Det er for sent, alt for sent, at ændre på det. Men jeg har fortrudt i mange herrens år, at jeg ikke tog bedre ved lære af mine forældre.
Min lange, lyse far, og min smukke mørke mor ved den nordjyske strand som unge.
Min mor og far, Karen og Erling Bluhme i mormors og morfars plyssofa. Formentlig omkring 1942, da de blev gift.
Men rolig, nu. Dette er ikke beretningen om et fortrudt forældreopgør. Jeg var glad for dem på trods af de kanter, som nu og da tydeligt nok skulle slibes til. før familieidyllen var på plads. Især min far kunne have det svært med at acceptere mine meninger, da jeg blev voksen og ikke var helt så borgerlig, som han var. Min mor, som ikke havde det så svært – måske fordi hun var vokset op i en radikal familie modsat min far, hvis baggrund var ærkekonservativ – sagde engang til mig, at jeg lignede min far så meget af sind, at det godt kunne skabe mig problemer. Det sagde hun med vemod og omsorg, for hun elskede min far meget højt til trods for de udfordringer, samlivet med ham til tider nok kunne byde på.
Men når jeg nu vender tilbage til fortrydelserne ved ikke at have taget nok ved lære, så gælder det de helt praktiske færdigheder, som de havde, og som jeg gerne ville have haft.
Min far som ung politibetjent. Han droppede uniformen allerede under besættelsen, da han kom ind i kriminalpolitiet i Aalborg.
Min far, som var kriminalassistent og vistnok dygtig til det, kom fra Aalborgs lidt bedre borgerskab. Men han var sin families sorte får og blev blandt andet sendt ud at sejle, da han var i den alder, hvor hans storebror og siden lillesøster begyndte i gymnasiet. Min far fik realeksamen, droppede en læreplads som isenkræmmer til sine forældres store fortrydelse, blev som nævnt sendt til søs, blev søfyrbøder og ødelagde sin lange, slanke ryg ved det hårde arbejde, isolerede skibe på Lindø og kom så i begyndelsen af besættelsen i 1940 ind som aspirant ved politiet trods de helbredsskavanker, som ville have diskvalificeret ham i dag.
Sideløbende med arbejdet som politiaspirant i Aarhus fulgte han forelæsninger på medicinstudiet. Han ville helt sikkert gerne have været læge, og hans hænder – slanke, stærke og følsomme – står for mig som perfekte kirurghænder. Men han vendte hjem til Aalborg som politibetjent, kom allerede under besættelsen ind til kriminalpolitiet og var dér, indtil han måneden før sin 60 års dag blev pensioneret på grund af de blodpropper, som stress og måske også PTSD efter krigens barske oplevelser havde forårsaget.
Hans smukke hænder kunne meget – ud over at holde en tjenestepistol i så overlegen ro, at han var en mester på skydebanen. Min far var en udpræget handyman. De fleste reparationer derhjemme klarede han selv, og i sit værksted i kælderen i rækkehuset, hvor familien boede fra 1957 til mine forældres død i 1990’erne, nød han at snedkerere, især møbler og møbelminiaturer.
Min søster mindes stadig timerne med min far i den kælder som nogle af hendes barndoms bedste. Jeg holdt også af at se ham arbejde, og jeg ville ønske, at jeg havde lært mere af ham om at håndtere værktøj. Da han blev gammel og ikke helt kunne, hvad han gerne ville, lærte han mig at slibe køkkenknivene. Der fandtes ikke sløve knive i mit barndomshjem, og jeg kan stadig ikke holde ud, at en kniv ikke kan skære. Hvorfor tog jeg dog ikke de slibesten med mig, da vi tømte kælderen efter mors død?
Min mor var bedårende som ung. Dette billede, med min far indsat, er mit yndlingsbillede af hende som ung – omkring 16 år.
Min mor kom fra en familie, hvor kun en af de syv søskende, den yngste søn, fik en realeksamen, for i deres del af samfundet – min mejeristuddannede morfar havde et lille mejeriudsalg i Aalborgs midtby – var der ikke tradition for eller råd til at lade børnene læse. Så de andre kom ud af syvende klasse. Min mor var måske en anelse ordblind. Hun blev aldrig nogen ivrig læser, men hun fik gode karakterer, kunne vi se i gamle vidnesbyrd-bøger.
Kvinderne i hendes familie lavede alle sammen herlig mad, og de havde ferme hænder. Hendes mor og ældre søster syede, og min mor kom i lære som modist – hattesyerske. Hvorfor hun ikke gennemførte, ved jeg faktisk ikke, men også hun kom på systue. og op til sine allersidste år syede hun. Da vi var små, syede hun i nogle perioder hjemme, men mest blev det til at strikke, sy og sy om for at holde sig selv og de to døtre med tøj. Da vi var flyttet ud i rækkehuset og skulle betale chokerende 290 kroner om måneden i husleje og ikke de 72,50, som den hidtidige villalejlighed havde kostet, måtte mor ud og tjene penge for at supplere min fars tjenestemandsløn. Hun var på forskellige systuer frem til hans pensionering. Så holdt også hun op med at arbejde – min far var utryg ved at være alene hjemme, en frygt, som ikke sjældent følger hjertesygdomme, ved jeg.
Mor syede som nævnt til sig selv, min søster og mig og også til min nevø, da han kom til. Også til min far, selv om jeg faktisk kun husker én ting til ham: En lodenfrakke! I de senere år syede hun mest til mig. Hun gad ikke rigtig sy til sig selv – det er også besværligt at tage mål og prøve tøj til én selv. Min søster var mest til færdigkøbt – hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men jeg ville rigtig gerne have mor til at sy, for så fik jeg tøj, som sad perfekt på min ikke så perfekte figur, og jeg kunne få ting, som passede med min lidt flippede smag. Min mor syntes, at jeg var sjov at sy til!
Hvorfor lærte jeg ikke at sy af hende? Hvorfor lurede jeg hende ikke kunsten af? Ja, hun hjalp mig på vej, da jeg som voksen købte en symaskine. Og jo, jeg kan godt sy en smule på den og gør det såmænd også nu og da. Men slet, slet ikke noget, der vil kunne holde til et kritisk eftersyn, end ikke mit eget.
Far, mor og de to piger opstillet til foto, formentlig omkring 1951. Våbensamlingen har jeg et par stykker af på min væg, min søster har andre. Trøjerne – ens! – har mor strikket.
Jeg lærte heller ikke ret meget om at strikke af hende. Hun strikkede, som min mormor havde gjort, hele livet. Trøjer og den slags, babytøj, i de seneste år mest mindre ting som strømper til min far og min svoger. Og til mig – jeg har stadig nogle af parrene. Den dag, da hun døde som 78-årig, havde hun om eftermiddagen siddet i sin stol ved hospitalssengen og strikket på en sok til min dengang 24-årige nevø.
Jeg kan hækle! Det var der ingen af de andre i familien, som gjorde, efter at min mormor var død. Mens mit syn var ungt og skarpt, kunne jeg brodere. Og jeg kan også godt strikke. Helt enkle ting, glatstrikning og vrang, som jeg finder på ud af hovedet. Og lidt snoninger og den slags. Men jeg kan ikke strikke efter en opskrift eller med flere farver, og sokker har jeg ikke forsøgt mig med siden håndgerningstimernes nederlag i skolen.
Nu om dage er det meget lidt, jeg strikker, broderer og hækler. Jeg tror, at jeg har lidt seneskedebøvl; jeg får i hvert fald ondt i håndled og arme, hvis jeg sidder for længe med et strikketøj, så jeg lader være. Jeg tegner og maler i stedet… Jeg kan godt sy i hånden, stopper strømper og laver gerne småreparationer, også for min søster og for eksempel for min gode ven Frank som tak for, at han f. eks. laver en hjemmeside til mig!
Men jeg er stadig ked af, at jeg tog så lidt ved lære af mine ferme forældre. Jeg har minder om deres evner omkring mig hver dag. Syæsken med intarsia, som min far lavede til min mor. Et lille bord med plade af en kliche fra forsiden af Aalborg Stiftstidendes søndagstillæg, hjembragt i min elevtid. Små kommoder med funktion som smykkeskrin. De lune, uldne sokker, som mor strikkede. Et par bluser, som jeg ikke nænner at skille mig af med, selv om jeg meget sjældent bruger dem mere. En godt slidt rød lærredsrygsæk med applikerede bowlerhatte a la Arnoldi.
Jeg har købt blomkål i dag. Jeg vil tage min mors slidte Frøken Jensen-kogebog frem og – endnu en gang – prøve, om jeg dog ikke kan lave den blomkålsgratin, som var en af mine livretter, mens min mor levede og kunne lave den på bestilling, når jeg kom hjem på ferie. Jeg har prøvet flere gange.
Det var også noget, hun kunne have lært mig.
