I min klumme, Indersiden, i Nordjyske Stiftstidende skrev jeg 26. november 2018 om mit forhold til det repræsentative demokrati. Det går jeg meget ind for, men jeg ser og hører efterhånden mange, som lægger afstand til systemet – uden vistnok at kunne sætte et andet i stedet.

Her er teksten, så den er til at læse:

EN FORHÅNET MINORITET

Af og til føler jeg mig som medlem af en forfulgt minoritet. Jeg oplever forhånelse, spot og latterliggørelse, man misforstår mig – bevidst, fornemmer jeg. Jeg prøver at forsvare og forklare mig, men mødes med mistro og hovedrysten.

Jeg er ikke truet, slet ikke på livet. Det har jeg prøvet at være, gudskelov uden at vide det, før faren var forbi. Det var ikke på grund af minoriteten, men fordi min daværende arbejdsplads og Morgenavisen Jyllands-Posten deler den adresse, som fanatikere ville storme for at dræbe flest muligt. Heldigvis blev de standset på vejen i tide og ved efterretningstjenesters mellemkomst.

Nej, det er fredeligere at være medlem af min minoritet end at være bladtegner. Jeg gør mig trods alt kun skyldig i at forsvare det repræsentative demokrati.

Jeg er svoren tilhænger af, at vi vælger nogen til at styre for os. Jeg er taknemmelig for, at nogen påtager sig at beslutte, også når beslutningen er svær. Jeg har det meget tungt med underskriftindsamlinger og meningsmålinger, hvor folkestemninger skabes på ofte ufatteligt tyndt grundlag. Ingen kræver af den, som skriver under, at hun har sat sig ind i sagen. Men underskriften tæller lige så meget som ekspertens.

Selv har jeg aldrig været medlem af noget parti og har aldrig haft politiske ambitioner på egne vegne. Men jeg har været politisk interesseret siden min ungdom og har i hovedparten af mit arbejdsliv haft Christiansborg som ansvarsområde.

Gennem mit arbejde har jeg fået dyb respekt for politikere som folkefærd. Jeg bøjer mig i støvet for deres engagement og vilje til at gøre en slidsom og ikke specielt velbetalt indsats for samfundet. Der er politikere, hvis mål jeg slet, slet ikke sympatiserer med, men også dem kan jeg som regel anerkende for at kæmpe for noget, som de synes er vigtigt. Og når de gør det som folkevalgte, er der jo medborgere, som også synes, at det er vigtigt, selv om jeg ikke gør.

Men hvor er menneskenes børn dog underligt indrettede: mindst hvert fjerde år går vi i rekordstort tal hen og udtrykker vores forhåbninger i et kryds for stort set fra dagen derpå at koncentrere vores kræfter om at finde hvad-som-helst at kritisere og mistænkeliggøre de valgte for.

Bevares – der findes båtnakker i politik, ligesom der gør blandt tandlæger, snedkere, butiksassistenter, advokater, gas- og vandmestre, journalister og oberstløjtnanter. For blot at nævne nogle få. Men som journalist ved jeg jo udmærket, at både jeg selv og det store flertal af mine kolleger gerne vil gøre arbejdet godt og seriøst. Og jeg vælger altså at tro på, at sådan er det også i andre fag.

Men drister man sig til at tage politikerstanden i forsvar, så gør man sig selv til mål for bemeldte hån, spot og latterliggørelse. De færreste gider at få rokket ved fordommene, og de sociale medier er blevet platforme for ufiltreret bekræftelse: De politikere, vi har valgt, er griske talent- og skruppelløse taburetklæbere, bengnavere, pampere og platugler – bum, færdig!

Lande som Italien, Tyskland og Sverige har i år ud over gode, solide samfundsborgere valgt typer, som styrker foragten for det repræsentative system.

Mange har netop fulgt med i midtvejsvalget i USA. Jeg forstår godt dem, som ikke har gnist af respekt for den bizarre figur, USA har som præsident for tiden. Ham og hans lige tager jeg ikke i forsvar – dertil er han for løgnagtig, hadsk og uforskammet. Men millioner af vælgere kan lide ham og har ret til at lade sig repræsentere af ham. Det knusende valgnederlag, som mange håbede og troede på 6. november, udeblev.

I løbet af det kommende halve år skal vi i Danmark ud og stemme mindst to gange. Vil vi her i landet fravælge de værste løgnhalse, narhatte, manipulatorer og politiske lykkeriddere? Jeg håber det.

Og jeg håber, at de politikere, som jeg gerne lader mig håne for at tage i forsvar, vil lade være med at male falske fjendebilleder af hinanden til glæde alene for politikerleden. Og at mine aktive fagfæller vil lade være med at gejle en konfrontatorisk showbizz-stemning op – alene til gavn for journalistleden.