Da jeg for seks-syv år siden begyndte at tegne klassisk tegning, sad jeg ret ofte hjemme og øvede mig mellem kursusdagene på Thorvaldsens Museum. Jeg tegnede blandt andet portrætter af mennesker, jeg kendte godt personligt eller fra tv, og som for det meste havde et eller andet specielt, karakteristisk træk – jeg øvede mig i at lægge mærke til disse træk, og sommetider forsøgte jeg at trække det karakteristiske lidt ekstra – ikke for at karikere, men for at fremhæve. Andre gange prøvede jeg at komme så tæt som muligt på mit forlæg, som kunne være fotos fra aviserne eller snapshots, som jeg tog, når jeg så tv.
Jeg tænkte ikke så sjældent på min tidligere kollega og gode ven, den fremragende bladtegner Anne-Marie Steen Petersen, som normalt tegnede sine satiriske ‘Dagens tegning’er til Ekstra Bladet ud fra fotos. Hun ville gerne en gang imellem med ind på Christiansborg og se sine modeller i virkeligheden. Det gav hende en helt anden mulighed for at se, hvordan de faktisk så ud, forklarede hun – et lille træk ved munden eller i øjenkrogen kunne blive netop den detalje, som gjorde tegningen helt præcis.
Sådan noget kan jeg ikke. Men jeg ved godt, hvad det er, jeg ikke kan. Det er vel altid noget?
Lars Løkke Rasmussen er tegnet efter et avisfoto, Clement Kjersgaard fra et foto, taget af min tv-skærm.
Michael Ehrenreich, gammel kollega og nu hofmarskal, er tegnet direkte fra en tv-optræden, mens han var flittigt brugt som udenrigsekspert. Natasja Crone er tegnet fra tv og foto.
Ritt Bjerregaard er tegnet efter avisfoto. Kristian Thulesen Dahl er tegnet ud fra erindring og forskellige fotos.
Barack Obama er tegnet efter diverse fotos og erindring. Den anden tegning forestiller ikke rigtig nogen, men er – som i øvrigt også Obama-tegningen – et forsøg på at ramme et ansigts proportioner. Jeg har brugt min kollega og ven Jesper Steinmetz’ ansigt som udgangspunkt, men det er ikke et portræt af ham.
Dan Jørgensen og Uffe Ellemann Jensen er tegnet fra tv og med meget blød blyant. Jeg har – og det fremgår vel – her brugt noget mere tid på Dan Jørgensen end på Uffe. I virkelighedens verden er det omvendt.
Virginia Woolf er tegnet efter et postkort, jeg havde liggende. Jeg har målt ret flittigt og omregnet til andet format – ikke med det helt store held, som det fremgår! Det sidste portræt er mig selv. Jeg skal ikke kunne sige, om det ligner. Men jeg synes ikke, at jeg yder mig retfærdighed…
