Jeg har tabt mit hjerte på Thorvaldsens Museum. Mit tegnerhjerte, i hvert fald.
Der er én bestemt skulptur, som jeg har tegnet flere gange end nogen anden. Når man går på sådan et kursus så mange sæsoner i træk, som jeg har gjort, og når dette kursus i bund og grund er en gentagelse hver gang, så kommer man ud i at tegne det samme flere gange – større en samlingen trods alt ikke.
Men som flere af mine tegne- og malelærere har understreget: Man skal bare blive ved og ved og ved med at arbejde med det samme motiv. Pludselig har man fattet det. Det ved jeg så ikke, om jeg har, men jeg har i hvert fald tegnet ham her et utal af gange, fordi han er så inspirerende. (Tilføjet 14. 2016: Nu har jeg også forsøgt ham som akvarel – sidste dag før efterårsferien, hvor jeg havde lidt tid til overs, og hvor jeg havde skitseblokken med bl.a. tegningen af han her i tasken. Han sidder noget mere ret op, end han faktisk gør, men det gik lidt hurtigt, såeh…)
Der er geometriske figurer alle vegne i skulpturen, som findes i Thorvaldsens udsmykning af et gavlfelt på Københavns domkirke, Frue Kirke: ‘Johannes Døberen prædiker i ørkenen’. Gavludsmykningen findes i gipsudgave i stueplanet på museet langs gangen længst væk fra indgangen. Langs med skulpturgruppen har museet stillet caféborde i vinduesnicherne ud mod gården med Thorvaldsens grav. Det er et dejligt sted at sidde og tegne – og det har jeg gjort utallige gange.
Min udkårne hedder ‘En gammel skriftklog’. Jeg har brugt ham som motiv for de hurtigtegninger, som er en disciplin på hvert kursus. Vi skal på først 2, så 5 og til sidst 10 minutter fange et motiv – Henrik går rundt med stopur og genner os videre, når tiden er gået. Det er ikke min yndlingsdisciplin, men jeg deltager, og min skriftkloge ven har også være model her.
Når vi laver denne ‘Line of Action’, som Henrik kalder det, bruger jeg ofte groft karduspapir og forskellige typer af kul og kridt og farve. De giver et langt bedre resultat end blyanternes fine, ofte ganske lyse streg. Her er nogle eksempler:
Men jeg har også siddet og brugt tid på min gamle ven. Gået i detaljer med folderne i hans tøj og snoningerne i hans hat. Dyrket høgenæsen – han er malerisk!
Jeg har forsøgt mig med nogle vandopløselige blyanter og efterbehandlet tegningen med pensel, efter at jeg kom hjem – vandfarve og den slags er ikke tilladt på museet.
På den afsluttende kursusdag i foråret 2016 nøjedes jeg med at tage min skitsebog og mine tuschpenne med. Den gamle skriftkloge var – naturligvis! – mit første motivvalg.
Endelig har jeg udnyttet skyggen på væggen bag skulpturgruppen til at give figuren dybde på papiret. Det giver rumlighed, og dybest set burde jeg langt oftere tegne Thorvaldsens lidt glatte og strukturforladte skulpturer som en del af et rum – det vil gøre dem mere levende. Det må jeg huske!
